Jeg vil i det følgende inddrage nogle af mine inspirationskilder og bevæggrunde til at udforske det, jeg kalder ’det femte ungesegment, de oversete og usynlige unge, som aldrig kommer på biblioteket af egen drift. For uddybning er det nødvendigt, at læse indledningen i ’Unge drømme’. I det hele taget må nærværende artikel ses som et langt efterord til ’Unge drømme’.
Samskabelse mellem Glostrup Bibliotek og den lokale produktionshøjskole
Litteratur som nøgle til forståelse af det socialt menneskelige
Min grundlæggende kilde til inspiration af ’Unge drømme’ løber mange år tilbage og skal findes i litteraturen. I virkeligheden via en omvej, nemlig i en dyb interesse i den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinders film, æstetisk, psykologisk og som samtidskritik. Fassbinders store tv-serie ’Berlin Alexanderplatz’ er her af særlig interesse. Specielt hans tolkning af Alfred Döblins intentioner i romanen af samme navn, finder jeg interessant. Han skriver i sin selvbiografi ’Ingen stjerne, kun et menneske som vi alle’:
”Alt i alt ikke andet end en billig roman, i detaljen ikke andet end en opmarchering af flere boulevardavis-brøl. Hvad er det så, der gør dette plot til noget så stort? Det er selvfølgelig måden, hvorpå det gøres. I ’Berlin Alexanderplatz’ tillægges også de uanselige, uvigtige, ubetydelige individer netop de objektivt mindste og helt enkelt middelmådige følelser, sanser, lykkelige øjeblikke, længsler. Tilfredsstillelser, smerter, angst, bevidsthedsmangler, de såkaldt ’små’ indrømmes her samme storhed, som den man sædvanligvis tillægger de store i kunsten. De mennesker, som Döblin fortæller om i ’Berlin Alexanderplatz’, naturligvis især hovedpersonen den tidligere transportarbejder Franz Biberkopf, senere alfons, drabsmand, tyv og igen alfons, tillægges en fantastisk differentieret underbevidsthed, parret med en utrolig fantasi og evne til at bære lidelser, som ikke i samme omfang bliver de fleste figurer i verdenslitteraturen forundt… Döblins holdning til sine figurer, disse objektivt set afgjort ynkelige og ubetydelige skabninger, er med temmelig stor sikkerhed påvirket af Sigmund Freuds opdagelser, vil jeg påstå, se, også selvom Döblin flere gange har bestridt dette”. (Fassbinder, s. 119)
Denne indsigt både fra Fassbinder og Döblin er den væsentligste kilde til, hvor ’Unge drømme’ henter sit perspektiv. Det har formet det ’sociologiske øje’ hvormed jeg har interviewet de unge. Det blik der har interviewet dem har så vidt muligt været renset for uhensigtsmæssige forforståelser, men først og fremmest med den samme faste spørgehorisont som alle har gennemløbet, dog med variationer som interviewet skred frem og alt efter hvor de unges egen opmærksomhed lå. Præmissen har været, at de skulle være et repræsentativt udsnit af samtlige elever på produktionshøjskolen. I princippet kunne de erstattes af syv andre fra skolen eller en fra anden skole et andet sted i landet. Og alligevel ville hovedresultaterne i interviewene pege i samme retning som for den interviewede gruppe. Måske ikke det præcis selvsamme billede, men et tilsvarende billede.
De syv unge i ’Unge drømme’ bør – alt andet lige – være repræsentative for det femte ungesegment. Inden for spørgehorisonten er det deres subjektive narrativer der har været styrende for de enkelte historier. De er forsøgt gengivet så præcist som muligt, helt ned i ordvalget. De unge har godkendt de endelige interviews og nikket bekræftende til, at de kan genkende sig selv i de enkelte historier.
Det har været et afgørende kriterium i hele projektet, at de unge har kunnet stige af undervejs, hvis en sådan eksponering af deres person føltes ubehagelig. Tillid til interviewer og projektet har stået foran ’den gode historie’. De skulle netop føle sig som subjekter i deres eget liv og ikke som fremmedgjorte objekter i fremmede menneskers hænder. Derfor har der også været et tæt samspil med forstander og lærere på produktionshøjskolen, ligesom interview og første præsentation af publikationen er sket på selve produktionshøjskolen. Følelsen af, at de unge var på hjemmebane har også ligget til grund for fremgangsmåden. I den forstand mener jeg, at metoden i al sin enkelhed har været formet af perspektivet.
’Unge drømme’ skulle gerne få de unge til at fremstå som andet og mere end faste etiketter som ’udsatte unge’, ’funktionelle analfabeter’, ’restgruppen’, ikke-brugere’ osv. De skulle fremtræde som konkrete mennesker, der er i øjenhøjde med sig selv, som er tæt på og som taler med egen stemme ud til verden. Herfra kan vi så overveje, om vi har designet vores institutionelle orden, så den virker appellerende til og lækker på de unge. Har vi ikke det, har vi måske ikke gjort vores arbejde godt nok.
At læse det sociale med de unge som prisme
Nogle af de tydelige observationer og fund, som kommer frem i interviewene med de unge, er deres fokus og gentagende kredsen om ’de nødvendige relationer’, venskaber, omsorg, den forstående voksne. ’Faglighed’ er det de føler de falder igennem på. De slår sig i særdeleshed på matematik og hvis de lykkes med matematik og faglighed, er det i kraft af en ’betydningsfuld anden’ typisk en engageret lærer. Klassisk boglig skolegang, lange stillesiddende dage er en drøj omgang. Progression i læring sker pga. lærere der holder dem fast og samtidig viser forståelse for deres personlige historie. I den forstand er læring ikke uden for rækkevidde. Men den hjælp og de ressourcer, der matches skolens krav, er sjældent til stede uden for skolen.
Hvordan lærer man med livet som bagage for et godt liv?
De har visse ressourcer og potentiale til rådighed, men i kapløbet med jævnaldrende fra ressourcestærkere hjem sakker de bagud. I et opskruet ’kravsregime’ udvikler denne gruppe noget, vi kunne kalde ’kravfobi’. De bliver som en isflage, der river sig løs fra fastlandet. Den driver længere og længere væk og bliver mindre og mindre som den nærmere sig varmere himmelstrøg. Det er min opfattelse, at disse unge bliver en prisme for stigende strukturelle uligheder med det resultat, at deres chancer for en velfunderet uddannelse mindskes og muligheden for at matche et nutidigt og fremtidigt arbejdsmarked forværres.
De har en særlig følsomhed over for stigende krav, højere tempo, større kompleksitet og mere alsidighed som rammer dem hurtigere end mere skole- og uddannelsesparate elever, men alle er ramte i forskellige grader. Man kan med fordel betragte denne gruppe som en prisme for samfundets generelle funktionalitet hhv. dysfunktionalitet. Det er ikke et simpelt spørgsmål om individualitet og om det selvansvar, som ligger i udsagnet: ’I kan bare tage jer sammen!’.
Modelmagt er monopol på virkelighed
Forstærkningen af den strukturelle ulighed kan eksemplificeres på følgende måde, med udgangspunkt i Stein Bråtens modelmagtteori:
- For at en aktør A skal kunne kontrollere X, forudsættes en model af X, udviklet på A’s præmisser (Dvs. fra A’s position).
- For at to aktører A og B, skal kunne samtale, forudsættes at de har tilgang til modeller af det sagsområde de viser hinanden. Af det sidste følger en samhandlingssituation mellem en modelstærk A og en modelsvag B ved at,
- den modelsvage B vil søge at tilegne sig den modelstærke A’s modeller.
- jo bedre B ’lykkes med’ at tilegne sig A’s modeller, som jo er udviklet på A’s præmisser, jo mere kommer B under A’s kontrol.” (Bråten, s. 25)
De unge vi møder i ’Unge drømme’ er ikke radikaliserede unge. De er ikke vrede på systemet. De skyder ikke skylden for deres situation over på andre. De forsøger faktisk bare efter bedste evne at passe ind i de forventninger og vilkår, skolen og det omkringliggende samfund stiller til dem. De gør sig bestræbelser. De ved et stykke hen af vejen, hvad der skal til, men det er bare så svært for dem at mobilisere det på egen hånd.
For at vende tilbage til Fassbinders fortolkning af romanen ’Berlin Alexanderplatz, så bærer de deres lidelser og erfaring med en på mange måder imponerende overlevelsesevne. Nej, de kan ikke følge trit, men de bukker ikke definitivt under. De kæmper og de siger selv, at de kæmper. Det taler i mine øjne for, at der er ressourcer og muligheder endog vilje tilstede. Læringsmæssig progression er en mulighed under de rette omstændigheder. Men de er grundlæggende modelsvage, når samfundsmodellerne skabes, defineres og udfoldes. Det er andre, mere ressourcestærke, der sætter præmissen for den model de skal passe ind i. Man kunne tale både om konkurrencefordele fra begyndelsen som forstærkes undervejs til fordel for den modelstærke A.
Modellens præmis og deraf følgende konklusion bør udfordres, hvis ikke blot vi skal gentage årtiers retorik om ’såkaldt udsatte unges’ manglende uddannelsesparathed, samtidig med at de underliggende samfundstendenser kun forstærker de systematisk og strukturelt ulighedskabende faktorer. ’Unge drømme’ er et forsøg på gennem konkret forståelse at udfordre den fastlagte kurs som den modelstærke A har sat præmissen for. Model og kurs skal i højere grad indføje den modelsvage B’s perspektiv i udgangssituationen, hvis vi skal skabe ny udvikling på området, herunder biblioteksudvikling. Det vil skabe mere lige og ligeværdige udgangsbetingelser for modeldannelse. For bibliotekerne består problemet særskilt i, at det femte ungesegment er ikke-eksisterende i deres koncepter og derfor ikke en naturlig del af folkebibliotekerne arbejds- og udviklingstiltag.
De personlige drivkræfter og læring
Jeg har ingen letkøbte forestillinger om, at de rette vilkår vil ophæve læringsuligheden generelt. Jeg tror heller ikke på, at de unge på landets produktionshøjskoler med den rette socialmedicin vil stræbe efter de højeste stillinger i samfundet. Det er slet ikke min pointe med at anlægge et andet perspektiv og en anden præmis, der tager mere vidtgående hensyn til de modelsvages eget narrativ. Jeg har ikke en social ’elendighedsteori’ der siger, at hvis vi bare giver magten til de modelsvage B’ere, så er problemet løst.
Øvelsen handler snarere om at aktivere og frigøre de ressourcer, som de besidder og som de ikke kan folde ordenligt ud, fordi de er bundet af en forestilling om en virkelighed, som andre sætter for dem og som i grunden er dem fremmed og som de ikke kan leve op til. Modellen har fastlagte kriterier for succes, og de succeskriterier vil hele tiden placere denne gruppe unge nederst i det sociale hierarki eller bagerst i konkurrencekapløbet på arbejdsmarkedet.
De unge vi møder i ’Unge drømme’ er ikke uden personlige drømme og planer. Pointen med at stille skarpt på deres drømme og planer handler om at aktivere deres personlige drivkræfter som endnu-ikke er udfoldet – hvilket fx gælder deres forestillinger om at bevæge sig et sted hen i kraft af sig selv. Har du drømme og planer, så har du indre drivkræfter og mulighed for fremdrift i stedet for stilstand og måske ligefrem regression. Det sidste ville være en fremtid, hvor ’ingenting’ fyldte hele billedet og ansvaret for din egen skæbne var fraværende. Dette er ikke tilfældet for de unge stemmer i ’Unge drømme’. Det ville formodentlig være den samme konklusion, hvis man – alt andet lige – erstattede disse syv unge med syv unge fra Korsør eller Ringkøbing og dermed noget der ligner 50.000 unge i Danmark. Det er min arbejdshypotese.
”Læring kræver mental energi: og både omfanget og karakteren af den energi, der mobiliseres, kommer til at præge både læreprocessen og det der bliver lært.” (Illeris, 2016, s. 211)
Læringsforskeren Knud Illeris skriver videre:
”Engagementet præger altså indholdet på den måde, at læringens subjektive betydning er afgørende for, hvad den kan bruges til…” (Illeris, 2016, s. 300)
Hvis dit liv ligger i ’ruiner’ privat, som det gør for mange af disse unge i forskellige grader, så er deres energi allerede mobiliseret, bare m.h.p. andre tanker end skole, uddannelse og læring. Så bliver det unægtelig svært at mobilisere energi til at holde ’livet’ ude af dagligdagens ligning, sætte sig ned og fordybe sig koncentreret i abstrakt læsestof i time efter time, uge efter uge, måned efter måned, når ’livets tumult’ insisterer i sin banken.
Omvendt, hvis man fanger dem, hvor de er med anderledes læreprocesser, så har jeg set noget der trods modstand, rykker afgørende undervejs. Det er vel at mærke ikke bare mine observationer, men de unges egne evalueringer af ’usædvanlige læreprocesser’ (se Elbeshausen, 2016 og Nørregaard 2016). Hvis der er en vedvarende opmærksomhed på processen og på kvaliteten i læreprocesserne med tidlig inddragelse af de unge, så kan vi tale om, at ’bordet bliver ryddet’. Så bliver mestring af læring en central del af deres bevidsthed. Vi kommer i den forstand til at opleve det begreb Illeris betegner som ’transformativ læring’, altså ligefrem forandrende og omformende læring. (se Illeris 2013, s. 109)
En gennemgående observation i de unges beretninger er, at tillidsfulde relationer til og forstående voksne er vigtige, når det gælder de unges oplevelse af læringsmæssig progression.
De modelstærkes arrogance overfor de modelsvage
Tidligere forskningsleder i Socialforskningsinstituttet Erik Jørgen Hansen skriver i sin seneste og sidste bog:
”Stort set ligegyldigt hvilken sektor af samfundet vi studerer, og hvilket niveau i sektoren vi retter blikket mod, kan vi observere social ulighed om end i varierende grad. I disse år er diskussionen af uligheden og dens konsekvenser dog først og fremmest rettet mod samfundets makroniveau, nemlig elitens negligering eller ligefrem undertrykkelse af folket.” (Hansen, s. 50)
Det kan lyde voldsomt, men vis mig det folkebibliotek, der indgår i dybe samarbejder med produktionsskoler og det femte ungesegments læring. Ydelserne i forhold til gruppen er efter min bedste overbevisning, nærmest ikke eksisterende. Hvis vi tager en samlet vurdering af Slots- og kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre som en indikator på området, så er erfaringerne få og små. (se ex. Elbeshausen, s.3)
Det konflikter med min forståelse af oplysningens grundtanke at skabe selvstændige borgere med en kritisk selvforståelse og afklaret omverdensforståelse samt personlig dømmekraft. Målet er stadig at have myndighed og evne til at bidrage konstruktiv til egen og samfundets frie udfoldelse i fælles fordragelighed. Hvis den strukturelt og institutionelt betingede læringsulighed øges systematisk, lader vi en voksende gruppe borgere i stikken. Dermed har vi opgivet oplysningstanken – både generelt i samfundet og i folkebibliotekerne.
Er folkebiblioteker en chance – så må vi lære at gribe den!
Folkebibliotekernes formål kan ikke afgrænses til at være en udlånscentral og en materialesamling. Det er kun midler og det er utilstrækkelige midler til at opfylde formålet. Der skal et mere bredspektret greb og metode til at skabe dannelse og læring hos specielt de modelsvage, fordi de ikke finder det naturligt at bruge folkebiblioteket i deres personlige og uddannelsesmæssige udvikling. Man kan med fordel vende begrebet ’samfund’ om til, at ’finde-sammen’. Vil vi det – eller har vi kun vores egeninteresser at varetage i konkurrencekapløbet?
Socio-kulturelt entreprenørskab som folkebibliotekspraksis
Med udgangspunkt i socio-kulturelt entreprenørskab kan der meget vel være tale om både en ny form for modeludvikling af folkebibliotekerne og om nye måder for deres sociale praksis og samfundsmæssige placering. Der er i høj grad tale om en udforskende og refleksiv praksis, der søger ud i grænseområder af kendt praksis – en udforskning og undersøgelse af mulighederne i nye partnerskaber og muligheden for at komme tættere på eksempelvis ikke-brugere. Enten fordi de ikke kender bibliotekets muligheder, eller fordi folkebiblioteket i sin nuværende form ikke byder sig til på en relevant måde. Frem for alt ved at søge ud på andres banehalvdele, i stedet for at afvente, at der skal ske det, som ikke sker af sig selv.
Udlånscentral- og materialesamlingsdiskursen er designet til, at folk søger biblioteket, måske fordi de har forhåndskendskab til servicetilbuddet. De fagprofessionelle tilpasser standarden i en blanding af lovens krav og brugernes efterspørgsel i en – alt andet lige – iterativ proces med henblik på tilpasning og optimering. Jeg vil kalde denne tilgang for assimilativ og formet af et administrativt blik på sit genstandsfelt. Diskursen har en lang tradition blandt fagprofessionelle, borgere, opinionsdannere og politikere.
Modsat ovenstående tilgang, vil jeg kalde det socio-kulturelle entreprenørskab for transformativ. Her søger man bevidst at overskride faste rammer i sine søgeprocesser i ukendt terræn. Dette for at få kendskab til hvorfor i tilfældet ’Unge drømme’, at denne gruppe unge trods deres manglende brug af biblioteket, alligevel kunne få brug for det. Hvis vi går tættere på en forståelse af deres livssituation, opdager vi måske hvilke måder biblioteket kunne imødekomme deres behov på, dvs. anderledes relevante måder end de foreliggende tilbud. Det er et antropologisk blik der arbejder i felten sammen med genstandsfeltet. Det parafraserer aktionsforskningens metoder.
’Unge drømme’ er et eksempel på anvendelse af socio-kulturelt entreprenørskab. Det entreprenante ligger i en ikke-bundethed til regler og procedurer, her kaldet realitetssansen, men en villet åbning af samme til fordel for samskabelsesprocesser med fremmede aktører, her kaldet mulighedssansen.
Jeg har beskrevet denne metode andetsteds (se Nørregaard, 2017). Det begynder med ’ingenting’. Først dér får de respektive aktørers forskellige mentale modeller et ligeværdigt udgangspunkt. Uden denne åbne og gensidige udforskning fra en fælles præmis, kan der næppe være tale om ligeværdighed i samskabelsesproces og produkt. Det er en praksis der overlader rigtigt meget til relationskompetencer og de ’nødvendige relationers’ forudsætning for gensidig tillid og ligeværdig anerkendelse.
Derfor betragter jeg socio-kulturel entreprenørskab som en praksis, der er konkret og tæt på sit subjekt. I denne forstand aktualiserer samskabelse en foregribende praksis af en realitet, som endnu-ikke er, men muligvis realiseres engang i fremtiden.
Afsluttende
Det er værd at bemærke, at flere af de unge som havde det svært med at komme op om morgenen og holde en stabil mødefrekvens, er blevet mærkbart mødestabile, ifølge forstander for produktionshøjskolen, efter udgivelsen af ’Unge drømme’. Man kunne have den formodning, at anerkendelse af ens eksistens fremmer forpligtelserne for den enkelte.
I samme periode oplevede jeg to lærere med et hold på 10 elever opsøge biblioteket af egen drift. Det er måske ikke så sært, hvis det var dansklærere, men her var tale om tømrerværkstedet og samtlige i deres daglige håndværkerbeklædning. Det var et kraftfuldt syn, at se denne flok benytte biblioteket på samme tid. Det er aldrig set før. Det er to små eksempler på – blandt flere – der viser, at udvikling tager tid. Man er nødt til at gå nye veje, med det der ikke lykkes af sig selv. For den der holder fast og bliver ved vil resultaterne blive synlige og med tiden blive udfoldet.
Arbejdet med ’Unge drømme’ har for mig tydeliggjort, at der er meget mere end læring på spil. Det handler også om socialitet og om at finde sig til rette i verden. Hvis vi anvender en oplevelsesøkonomisk betragtning af de unges ”brugerrejser” i skolesystemet, så har de subjektivt set ikke fået indfriet deres forventninger til skolen. Jeg tror jeg vil strække konklusionen så langt, at ’Unge drømme’ viser, at den dominerende jagt efter ’faglighed’ ensretter samfundsdiskursen, så den kannibaliserer det sociale og de nødvendige menneskelige relationer. Hvad blev der af dannelsen – røg den ud, med uddannelsen?
Litteratur
Bråten, Stein : Dialogens vilkår i datasamfunnet – essays og modellmonopol og meningshorisont i organisasjons og informasjonssammenheng. – Universitetsforlaget, 1983. – 210 s.
Elbeshausen, Hans : Usædvanlige læreprocesser – usædvanlige samarbejder (evaluering). – Det Informationsvidenskabelige Akademi, 2016. – 52 s.
Fassbinder, Rainer Werner : Ingen stjerne, kun et menneske som vi alle.- Levende billeder, 1983. – 128 s.
Hansen, Erik Jørgen : Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen? – Informations Forlag, 2017. – 75 s.
Hovedresultater fra fremtidens biblioteker – målgruppebaseret viden til biblioteksudvikling. – Tænketanken Fremtidens biblioteker, 2014. – 24 s.
Illeris, Knud : Transformativ læring og identitet. – Samfundslitteratur, 2013. – 228 s.
Illeris, Knud : Liv og læring. – Samfundslitteratur, 2016. – 313 s.
Nørregaard, Frank : Hvordan udvikler biblioteket erfaringsgrundlaget hos udsatte unge gennem usædvanlige læreprocesser? – www.forbindelser.dk, 2016
Nørregaard, Frank : Samskabelse på Glostrup bibliotek – en case. – www.forbindelser.dk, 2017
Unge drømme – stemmer fra en produktionshøjskole. – Glostrup bibliotek, 2017. 35 s.
Skriv et svar