I dette debatoplæg ønsker jeg at se nærmere på, hvad fagfolk mener om modstand mod nytænkning og forandring i forbindelse med deres terapeutiske arbejde. Jeg spørger tit mig selv, om modstand og lukkethed kan være et udtryk for manglende tillid til behandlersystemet. Det er for nemt, når oplevet modstand kun forklares med brugernes sociale, kulturelle og klassemæssige forskelle. Vores brugere har ofte gode grunde til at være afventende. Dem burde vi lytte til – for at undgå professionel vanetænkning.

Statens Institut for Folkesundhed har i 2007 udgivet rapporten Psykisk Trivsel. Psykisk Sygdom – Etniske forskelle blandt unge i Danmark. Rapporten bygger blandt andet på en større undersøgelse, som Videnscenter for Transkulturel Psykiatri medvirkede i. Hensigten med undersøgelsen var at fremme forebyggelse af psykisk sygdom og trivselsproblemer blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk. Undersøgelsen viser, at unge indvandrere oftere er psykisk syge end unge etniske danskere.

Hvad kan bibliotekerne gøre? Bibliotekarstøtte i form af oplysning er en nødvendighed – også når det gælder psykiske sygdomme blandt unge med indvandrebaggrund.Oplysning og information kan fremme viden om, indsigt i og forståelse for, hvordan psykiske syge med indvandrerbaggrund trives i Danmark. Men det er ikke nok med pjecer om eksisterende behandlingstilbud. Tillid skabes gennem dialog, og den skabes i de miljøer, som den informationssøgende – de pårørende eller den syge – er knyttet til. Derfor burde bibliotekarens arbejde være opsøgende.

Hvad gør, at medier, politikere og intellektuelle etniske muslimer bliver ved med at diskutere muslimernes religion?

Der er – ifølge Ahmet Demir – en uheldig tendens til lejrtænkning, hvor hver lejr ihærdigt forsøger at sikre sig den størst mulige loyalitet blandt egne medlemmer.

Religion er blevet til et rusmiddel, der afholder os fra at diskutere andre relevante emner og sociale problemstillinger.

Når man læser eller hører om æresdrab, så tænker man på en grufuld fortid, som vi forlængst har lagt bag os – i vort civiliserede samfund. Det er kun utidssvarende kulturer med barbariske skikke, der vedkender sig denne form for konfliktløsning.

Men er drabshandlinger, der udføres for at redde familiens ære, et kulturelt fænomen? Ahmet Demir kommer med en anden, mere enkel og muligvis mere korrekt forklaring.

I dette debatoplæg understreger jeg, at biblioteket ikke skal være et værested, men at bibliotekarer skal være med til at sprede oplysninger om lokale pædagogiske tilbud til børn og unge. For etniske voksne, der bruger biblioteket som værested, er kommunen opfordret til at støtte dem i at finde andre steder – klubber, tehuse eller lignende.