Ideen til projektet var fostret over et år tidligere. En forælder havde efterlyst flere aktiviteter for de to-sprogede børn efter skoletid. Den udfordring tog vi straks op, og kontaktede Vejle Kommunes Flygtninge,-og indvandrerkoordinator. Det kom der et vældig godt samarbejde ud af, som i 2003 resulterede i at Biblioteket modtog 250.000 kr fra Byudvalget i Løget. Pengene skulle bruges til en ”skræddersyet” bogbusdag specielt til området i Løget, hvor der er mange to-sprogede beboere og en del sociale problemer.
En af de nye ting i forhold til den tidligere bogbuskøreplan var, at vi begyndte allerede om formiddagen. Vi holdt fra kl. 10-12, idet vi gerne ville have kontakt med kvinderne. Mødrene og deres børn. Men den første dag var det jo spændende at se om de kom. Vi havde kun haft meget kort tid til planlægningen af projektet, og mindre end 14 dage til at lave PR for holdetiderne og de aktiviteter vi ville lave. Vi havde været rundt i opgangene med løbesedler og plakater. Men det der viste sig at være den allerbedste PR var, at vores etniske medarbejder Dina havde fortalt om det til alle dem hun kendte. Mund til mund metoden var god. Bogbussen var blevet anbefalet af én af deres egne.
Gennem hele projektet var mund til mund metoden en meget vigtig PR faktor, og den bedste reklame for Bogbussen var de aktiviteter vi lavede, da der blev snakket meget om dem. Dina og hendes veninder havde anbefalet massage, fodpleje og make-up. Arrangementerne var en succes, og ud over at der var mange deltagere, fik vi for første gang en kvindelig indgang til de arabiske familier, som har vist sig at være utroligt vigtig.
Børnene fik vi godt tag i om eftermiddagen, hvor vi holdt fra 14-17. Her var aktiviteterne også en vigtig faktor. Den største succes var skattejagter. Der var lavet poster rundt om i terrænet, hvor børnene skulle klare forskellige opgaver. Da de første havde været igennem bredte rygtet sig hurtigt, og snart kom der masser af nye til, som gerne ville prøve. Og mange vendte tilbage for at prøve en tur mere.
De hoppede og sprang, de lavede kimsleg, hvor de skulle huske en masse ting, og vi måtte så hjælpe dem, når de ikke kunne huske de danske ord for tingene. Så lidt skjult danskundervisning røg med i svinget. Og de kunne blive helt ophidsede, hvis de følte sig bortdømt. Når vi tog hjem efter sådan en eftermiddag var vi trætte, men glade. Vi havde sat os selv på spil, og lært børnene, at voksne også kan lege.
Vi har også haft mange andre aktiviteter som fortælling, politihundebesøg, spejderdag, malerskole, Breakdance og frimærkedag.
Når kvinderne kom i bussen var det første de søgte efter det nyeste nummer af ”Sayidaty”, det arabiske ”Alt for damerne”. Det havde vi købt på Dinas anbefaling, og det var nok et af de vigtigste indkøb vi gjorde.
Børnene søgte efter helt andre ting. Her var specielt playstation en magnet. I starten kunne vore bibliotekshjerter bløde ved tanken om, at de ikke tog bøger. Hvad var missionen med udlån af playstation og cd-romspil? Ville de blive bedre til dansk eller bedre integreret ved at sidde foran en skærm og spille? Vi er dog blevet overbevist om, at det var rigtigt at satse på disse medier, da det er blevet indgangen til biblioteket. De har fået tillid til os, og pludselig får de øjnene op for andre ting også. I første omgang måske nogle Disney bøger, men glæden ved brug af bøger og andre medier er skabt.
Med hensyn til det opsøgende arbejde, har vi haft et tæt samarbejde med lokalsamfundet i Løget. Alle, fra sundhedsplejersker, sprogpædagoger, viceværter, områdets lokale projektkoordinator til Vejles Flygtninge og indvandrer konsulent er blevet kontaktet personligt. Boligforeningernes formænd, viceværterne og Sognegården har velvilligt stillet lokaler til rådighed, når det har været nødvendigt. Sidst, men ikke mindst, har vi haft et fremragende samarbejde med Kirkens Korshær, som har et ”Værested” i Løget. Stedet er blevet brugt til arrangementer, og personalet har givet os en god indgang til området.
Vi har lige været på studietur til England, for at se på hvordan man tackler udfordringerne udenfor vores egen lille ”andedam”. I England opleves det som om man ikke arbejder så problemorienteret med etniske minoriteter. Man anerkender deres kultur, og ser ikke nødvendigvis en fælles socialklasse 5 for alle minoriteter.
Vi mærkede, at der blandt bibliotekspersonalet var en større bekymring for den engelske underklasse, som bliver større og tungere i disse år. Man arbejder ofte med bogbusser i det opsøgende arbejde. Derfor er det så trist, når man nedlægger Bogbusser flere steder i Danmark. Deres store styrke, mht. fleksibilitet af indretning, og mulighed for at komme tæt på lånerne, er helt perfekt, når man skal arbejde opsøgende med forskellige målgrupper.
Har alle anstrengelserne så haft nogen virkning kan man spørge? Langtidsvirkningen er altid svær at måle, men vi har hver gang meldt mange nye lånere ind, og har haft et ret stort udlån. Men det allervigtigste kan ikke gøres op i statistik. Vi har fået et uformelt frirum, som kan være med til at bygge bro mellem de forskellige kulturer, hvor både danskere og to-sprogede bruger Bogbussen som mødested og værested.
En dag fik vi f.eks. besøg af en sygeplejerske, som skulle holde foredrag om kvinder og islam. Hun skulle interviewe nogle islamiske kvinder. Men hvor kunne hun finde dem?
– I Bogbussen selvfølgelig!
Nu, hvor projektet er slut, er der stadigvæk arrangementer som fortsætter, bare på andre hænder. Det er rart at vide, at vi har været med til at udbygge nogle gode kontakter, som folk i området har mod til at arbejde videre med.
Sidst i december slog vi så antennen ned for sidste gang. Vi kørte ud ad brandvejen. Hjem til Biblioteket. Projektet var slut. Og bogbussen var udover projektdagen skåret ned med en dag, så vi nu kun kører 2 dage. Det kan umiddelbart virke lidt deprimerende, men samtidig har vi en klar fornemmelse af, at hvis ikke det havde været for projektets succes, så kunne bussen nemt være blevet helt lukket.
Kulturudvalget ønskede at fortsætte arbejdet, og bad bibliotekets ledelse om at prioritere Løget og Nørremarken de to områder i Vejle med mange etniske grupper, i den nye buskøreplan. Politikerne opdagede at vi kan være med til at gøre en forskel. Selv blev vi undervejs overraskede over den store opmærksomhed vores arbejde fik i pressen og de sammenhænge hvor vi samarbejdede med andre om området. Det lunede med alle de klap, vi fik på skulderen. Men det der lunede allermest var når lånerne var tilfredse. Som f.eks. dengang Nazarin på 10 år kom og gav os et knus og sagde : Hvor er det dejligt når I er her.
Skriv et svar