At etablere en fortællerkreds
Hensigten
En fortællerkreds er et rum, hvor der er fokus på den mundtlige fortælling. Det er et fællesskab, hvor man kan fortælle de historier, man har lyst til, samt hvor man kan lade sig inspirere af andres fortællinger.
Den type fællesskab er vores målgruppe tænkt ind i. Vi ser fortællingens rum som en mulighed for at reetablere sin selv-identitet og til at opnå forskellige former for anerkendelse. Udfordringen for det nye fællesskab er, at der skal være plads til forskellige individer med hver deres baggrund, værdisæt og normer. Vi håber, at gruppen som helhed og den enkelte deltager i gennem de nye relationer til hinanden kan opnå selvtillid/selvværdsættelse og ikke mindst selvrespekt ved at få indflydelse med hver deres stemme.
Det narrative skal i denne kontekst ses som midlet til skabelsen af denne sociale og diskursive forandring. Som Bruner argumenterer for, konstruerer mennesket sig selv gennem fortællingen, for sig selv såvel som for omverdenen (Bruner 2002; s. 63 -68). I en hverdagspraksis, hvor asylansøgerens individuelle identitet usynliggøres, netop fordi det er deres konstruerede fællesidentitet der artikuleres, kan de historier, der fortælles i kredsen, fungere som et middel til gen – tilsynekomst af subjektet for omverdenen.
Organisering
For at realisere vores projektidé tager vi kontakt til de nævnte samarbejdspartnere, og vælger at indgå et samarbejde med Trampolinhuset. Trampolinhuset er en non-profit brugerdrevet organisation/kulturhus for asylansøgere, danskere og andre, som kan mødes og dele deres erfaringer og aktiviteter på lige vilkår. Det starter som et projekt tilbage i 2008 år af en række frivillige samt asylansøgere, som vil gøre opmærksom på asylansøgernes situation. I 2010 får de deres eget sted, som ligger på Nørrebro, drevet af fonde.
Trampolinhuset har allerede etableret en nystartet gruppe med storytelling. Dette skaber nye overvejelser og giver nye, uforudsete muligheder. Desuden er vi blevet bekræftet i vores antagelse af, at der findes et reelt behov for etableringen af et sådant forum. De nye muligheder er først og fremmest af ressourcemæssig karakter: vi kan pludselig springe et helt led over i vores arbejdsproces, eftersom vi nu ikke er nødsaget til at sælge vores idé; den er allerede solgt.
Vi har erfaringer både fra arbejdet med flygtninge og har også arbejdet med fortællinger i biblioteksregi. Men for at få mere viden om og erfaring med storytelling og dens regler og redskaber deltager vi i forskellige fortællerarrangementer og workshops med bl.a. Carsten Islington og Nanna Rohweder. Deltagelsen gør at vi får større indsigt i det narratives virkemidler og betydning. Det er vigtigt for os at få et større kendskab til den formidlingsform, som vi vælger at anvende. Af samme årsag har vi også brug for deres ekspertise og vejledning.
Fortællerkredsen skal være et solidarisk fællesskab, hvor der er plads til alle individer ligesom det er i Trampolinhuset. Herigennem kan det også være med til at give den enkelte en værdsættelse af sig selv som et medlem af et solidarisk fællesskab. Fortællingen kan bruges som redskab til en fælles forståelse for hinanden og dermed give hinanden et rum, hvor de kan dele deres historier. Det er først fremmest et lukket rum, men som senere hen kan vælge at inddrage et publikum.
Vi involverer os derfor som frivillige i Trampolinhuset til deres ugentlige ”Womens Day” siden vores første møde med gruppen den 22.april. Denne involvering er funderet i både nødvendighed og engagement. Det er nødvendigt eftersom projektet i sin opstartsfase dels kræver vores tilstedeværelse og kompetencer og dels fordi huset i så høj grad fungerer som primært fundament for realiseringen og udviklingen af projektideen. Samtidig er denne involvering drevet af vores personlige engagement i projektet.
Forhandling og sparring
Det er netop i samarbejdet med de frivillige koordinatorer i huset, at vi finder frem til nye erkendelser angående vores arbejde med målgruppen. Samarbejdet viser os nye muligheder for selvrefleksion i forhold til de fordomme, vi selv har haft, og de diskurser, som har styret vores handlinger og syn på asylpraksis.
Disse fordomme afspejles tydeligt i vores foreløbige projekttitel. At give stemme til og etablere en fortællerkreds for kvindelige asylansøgere forudsætter, at vi har at gøre med en målgruppe, som ordret skal gives stemme af os. Med andre ord nogle mennesker, der ikke selv er i stand til at tage en stemme, som vi ubevidst har pålagt dem, at de har behov for. Selvom det på intet tidspunkt har været vores hensigt at gøre målgruppen til offer, så er det ikke desto mindre den diskurs, vi kommer til at indskrive os i. Hvis vi i stedet vender diskursen om og kalder vores projekt: ”Tag stemme – en fortællerkreds med kvindelige asylansøgere”, åbnes der derimod op for en ny diskurs, der reflekterer den nye praksis, som vi forestiller os kan afsløres gennem projektet.
Udfordringen
Eftersom den anomali, som vi har beskrevet som de-personificering og som vi i projektet søger at forandre, netop er forankret i et diskursivt rum, er det også igennem dette, det vil sige med diskurs, at midlet til forandring ligger. Mere konkret er det fundamentale formål med fortællerkredsen at hjælpe deltagerne med at udskrive sig fra den offerrolle og pålagt gruppeidentitet, som vi mener, at samfundet tilskriver dem. Der opstår nogle uoverensstemmelser i forhold til, hvilken form fortællerkredsen skal tage. Dette bliver tydeliggjort efter workshoppen med Nanna Rohweder. Der er især et par frivillige, som er tilknyttet projektet, der har en anden opfattelse af, hvad fortællerkredsen skal bruges til. Her bliver vores projektidé udfordret. Hvor vores idé er at skabe et fællesskab, hvor kvinderne har mulighed for at bruge den mundtlige fortælling som et værktøj til løsrivelse fra den fælles identitet som asylansøger til at genetablere deres egen identitet, er det disse frivilliges hensigt at skabe et mere terapeutisk rum. Efter vores mening, er dette ikke en metode til løsrivelse fra, men tværtimod fastholdelse i offerrollen. Det var således vigtigt for os at insistere på vores udgangspunkt og hensigter. Som Nanna Rohweder formulerede det, er storytelling ikke en terapigruppe. Historiefortællingens force er netop dens mange facetter, som beskrevet i vores flyer.
Ifølge Bruner, er det igennem de historier, vi beretter om os selv, at vi giver os til kende for os selv. Man kan derfor argumentere for, at karakteren af de historier vi fortæller, har indflydelse på og kan være med til at redefinere den måde vi ser os selv på. Dette aspekt er essentielt, set i relation til den fortællerkreds, som vi er i færd med at etablere. Mens det langt fra er vores sigte at styre karakteren af kvindernes fortællinger, ved at afskære fra forummet dele af deres historie, er det tværtimod vores tanke, at historiefortællingen som form har potentialet til at åbne op for et bredt spekter af historier, som vores målgruppe kan skabe om dem selv – ikke blot dem, de vant til at fortælle.
Nye Midler
Ret hurtigt i processen erfarer vi, at de kvindelige asylansøgere er en svær målgruppe at rekruttere. Med andre ord: de dukker simpelthen ikke talstærkt nok op til den ugentlige kvindedag i Trampolinhuset. Derfor har vi i teamet og i huset generelt talt meget om, hvilken strategi vi skal lægge, for at nå kvinderne.
Vi er nået frem til, at en nødvendig og hensigtsmæssig strategi er at opsøge kvinderne i de respektive centre. Her er vores sigte blandt andet at foretage uformelle interviews med dem, for at få større indblik i deres holdning til ideen, for derigennem at involvere dem som samarbejdspartnere i projektet.
Igennem et uformelt interview med kvinder fra Asylcenter Avnstrup bliver vi bekræftet i, at deres manglende mobilitet er en reel forhindring for, at de kan være med i samarbejdet omkring fortællerkredsen i Trampolinhuset. Det er en stor udfordring, for det første, at de ikke har økonomisk råderum til de transportomkostninger, som den første tur kræver, og for det andet, at den store afstand til København, virker uoverskuelig for mange. Sidstnævnte hørte til en af de erfaringer, vi selv gjorde os i forbindelse med vores besøg. På trods af denne forhindring bekræfter de os også i, at det er et projekt, som de er interesserede i at være med til at realisere. Derudover giver besøget os en ny viden i forhold til sproglige barrierer, og hvordan dette kan blive en udfordring, som vi skal have for øje.
Disse nye udfordringer – eller forstyrrelser – i forhold til etableringen af fortællerkredsen, forholder vi os åbent til og afsøger nye løsninger for, hvordan vi bedst ændrer vores rekrutterings- og inklusionsstrategi. Det samme vil gøre sig gældende i spørgsmålet angående de sproglige barrierer. Det bærer stor betydning for projektets fremtidige forløb, at vi tager dette aspekt med i overvejelserne omkring, i første omgang, definitionen af målgruppen, og i anden, hvad det vil betyde for definitionen af projektet, hvis vi for eksempel af ressourcemæssige årsager vælger at udelukke de kvinder fra kredsen, der ikke har tilstrækkelige engelskkundskaber.
Nye Mål
Den ny viden har således bragt os frem mod nye overvejelser i forhold til realiseringen af projektet. Først og fremmest er det vigtigt at komme frem til en løsning, hvor vi på den ene side i mødekommer kvindernes ønsker om at fortællerkredsen etableres i centeret og på den anden side også tilgodeser vores egne og Trampolinhusets ressourcer. Man kunne eventuelt forestille sig at veksle mellem stederne eller at køre parallelle forløb. Indenfor samme kontekst ligger refleksionerne om, hvorvidt vi skal forsøge at skabe kontinuitet hos fortællerkredsen, eller om vi skal opsøge viden omkring arbejdet med en ikke fast fortællerkreds.
Ideelt for det videre arbejde med narrativitet i fortællerkredsen vil være en fast tilknytning af en professionel storyteller, for eksempel Nanna Rohweder. Dette har to formål: At bringe de rette værktøjer og viden om historiefortælling ind i forummet, således at fokus på den som middel til social og diskursiv forandring bevares. Derudover vil disse værktøjer og viden i høj grad bestyrke deltagerne i at stå frem som historiefortællere foran et publikum til Folkemødet på Bornholm 2014.
For at bryde den normative diskurs om, at asylansøgere ikke ses som et ligeværdigt medlem af samfundet ser vi Folkemødet på Bornholm som en ideel platform. Folkemødet på Bornholm er en afgørende og vigtig platform for at vores målgruppe kan tage en stemme i samfundet. Ved at åbne debatten omkring asylansøgernes situation, samt ved at de som enkelte individer kan være med til at tage stemme og blive hørt.
Konkluderende diskussion
Den anomali, som har været hele grundlaget for vores projekt idé, nemlig fremstillingen i samfundet af asylansøgere som én fælles kategori af hjælpeløse ofre uden egne identiteter, har vi søgt med fortællerkredsen som middel at forandre gennem synliggørelse af de kvindelige asylansøgeres subjekter. I forhold til dette, har vi i selvrefleksionens og bagklogskabens lys, begået en væsentlig fejl. Det har slået os, at vi langt tidligere i processen, allerede i udgangspunktet, skulle have foretaget en undersøgelse af kvindernes ønsker og behov og en analyse af de strukturelle vilkår på asylområdet i Danmark.
Helt grundlæggende skulle vi fra starten have undersøgt, hvorvidt fortællerkredsen som forum ville være noget der vakte interesse hos dem, og om det er noget, de har lyst til at indgå samarbejde med os omkring. Vi kunne med andre ord have foretaget en undersøgelse med disse kvinder, der satte vor egen undren og påstand om, at der findes en disharmoni i samfundet som kræver forandring, under et kritisk blik. Måske var vi derved på et tidligt stadie, blevet gjort opmærksomme på uforudsete problematikker og udfordringer, som havde tvunget vores blik hen i en anden retning?
Valget af Trampolinhuset som samarbejdspartner har defineret projektet i den forstand, at det har tilført nye refleksioner og selverkendelser hos os, som vi ikke havde fået, hvis valget var faldet på eksempelvis Café Retro eller Røde Kors. På baggrund af samarbejdet med Trampolinhuset har vi således fået etableret rammerne for en fortællerkreds for kvindelige asylansøgere som derigennem har fået tilføjet en række vigtige menneskelige ressourcer i form af netværk, viden og erfaring. Derudover har samarbejdet tilvejebragt en ekstra ressource i form af økonomisk opbakning fra husets side.
Som konsekvens af de oplevede barrierer og begrænsninger, når vi frem til en essentiel diskursændring for projektet; helt konkret at vores titel ændres så den stemmer overens med både husets og vores egne visioner. I samarbejdet med historiefortæller Nanna Rohweder når vi frem til en fælles forståelse af, hvordan det narratives virkemidler skal sættes i spil for skabelsen af de mest hensigtsmæssige rammer for fortællerkredsen. Ændringen af vores projekttitel – fra giv stemme til tag stemme – midtvejs i processen falder ind under samme afgørende diskussion: Hvordan påvirker den indgroede diskursive praksis vores udformning af den projektramme, der både skal ændre den diskursive og social praksis på asylområdet? Hvilke anerkendelsesaktiviteter fremmer og hvilke gemmer den herskende diskurs? Bliver udformningen af fortællingens rum lukket op eller begrænset af den måde asylansøgere italesættes på? Som beskrevet tidligere i teksten, var det mødet med Trampolinhusets brugere, ansatte og frivillige, der har åbnet vores øjne for det føromtalte selvkritiske blik på, hvilken hverdagspraksis vi selv havde indskrevet os i, hvor nemt det er at komme til at italesætte den diskurs, vi netop gerne vil ændre.
Vi har hele tiden vidst, at det vil være en udfordring at etablere en fortællerkreds med den valgte målgruppe, og vi har erfaret, at den viden, vi havde, ikke var tilstrækkelig. Derfor skal der indhentes mere viden omkring rekruttering og fastholdelse med sådanne målgrupper. For eksempel kunne vi opsøge viden omkring arbejdet med etniske minoritetskvinder i Vollsmose. Den manglende viden har vi som tidligere beskrevet sat som et nyt mål for projektets realisering.
Det har også vist sig at være et langstrakt projekt på grund af rekrutteringen af målgruppen. Vi har undervurderet, hvor svært det egentlig er. Det kommer også til at kræve flere ressourcer i form af frivillige. Undervejs i processen er det også kommet til at stå tydeligere klart, at etableringen af fortællerkredsen kræver mere tid og flere ressourcer end vi som udgangspunkt havde forventet. Denne uforudsigelighed er en erfaring, som vi reflekterer over og vælger at se mulighederne i at handle efter. Uforudsigeligheden er en af de udfordringer som den entreprenørielle tilgang effectuation beskæftiger sig med, og som er en del af processen, vi har redegjort for. Vi har valgt ikke at begrænse os selv, og ser det derfor i stedet som en mulighed for at komme videre med projektideen.
Litteraturliste
Bruner, Jerome (2002): Making Stories. Law, Literature, Life. Howard University Press
González, Sara, Moulaert, Frank og Martinelli, Flavia, m.fl. (2010): Can Neighbourhoods Save the City? Community Development and Social Innovation. Routledge
Honneth, Axel (2003): Behovet for anerkendelse. Hans Reitzels forlag. København
Honneth, Axel (2006): Kamp om anerkendelse. Hans Reitzels forlag. København
Sarasvathy, Sara D. (2001): Causation and effectuation: Toward a theoretical shift from economic inevitability to entrepreneurial contingency. The Academy of Management Review, 26(2)
Spinosa, Charles, Flores, Fernando og Dreyfus, Hubert L. (1997). Disclosing New worlds. Entrepreneurship; Democratic Action, and the Cultivation of solidarity. Cambridge: The MIT Press
Skriv et svar