Bertelsmann er Europas største medieimperium. Det tyske firma ejer Europas største tv-koncern RTL, en stribe af ugeblade (bl.a. Stern) og tidsskrifter, samt BMG en af verdens største musikproducenter. Herudover ejer Bertelsmann en fond som bl.a. forsyner tyske (og også danske politikere) med nye ideer om uddannelse, sundhed, socialpolitik og altså også bibliotekspolitik! (Se Politiken 9. maj 2004)
Denne rapport, som er den anden af slagsen, benytter den samme metode som de tidligere. Forfatterne er typisk biblioteksledere fra forskellige lande. De skaffer sig indsigt i hvilke biblioteker, der er længst fremme på et specifikt område. Herefter rejser arbejdsgruppen/forfatterne rundt og interviewer personale som er involveret for at finde eksempler på “best practice”. Det er en udmærket metode, og rapporterne giver inspiration til andre, ikke mindst praktikerne i de relevante områder. Cultural diversity føjer sig ind i rækken af gode biblioteksrapporter fra Bertelsmann. Den giver en oversigt over situationen på de mest udviklingsorienteret biblioteker på fire kontinenter. Som sådan er den al grund til at læse i sin helhed! Pointen er, at bibliotekerne ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken hver gang, når mange af forsøgene, evalueringerne og erfaringerne er gjort i andre dele af verden. Dette gælder også for Danmark. På området betjening af etniske minoriteter har nogle få af de danske biblioteker 30 års erfaring. De fleste er dog kommet på opgaven i det sidste årti. Andre lande såsom USA, Canada og Australien har over 100 års erfaring som immigrationslande. Vi har meget at lære og denne rapport kommer med en række eksempler og anbefalinger.
Forfatterne introducerer emnet ved at understrege, at kulturel mangfoldighed kendetegner et stigende antal lande og lokalsamfund. Deres hovedpointe er, at bibliotekerne må tilpasse deres services til det samfund de opererer i. Eftersom flere lokalsamfund er præget af kulturel mangfoldighed, må det også afspejle sig i bibliotekernes praksis.
De noterer, at der er sket et holdningsskift både fra regeringer og i de nationale befolkninger på flere punkter i de sidste 3-4 år bl.a. som resultat af stemningen efter 11. september, der fik betydning for holdningen overfor minoriteterne. Der er en stigende tendens til, at majoriteten lægger vægt på at bibeholde etnisk homogene samfund, på trods af, at der er få samfund, som med rette kan påberåbe sig at være homogene. De fleste samfund har en befolkning med mange forskellige etniske ophav og betydelige grupper af oprindelige folk.
Holland og Danmark nævnes som et par af de lande som tidligere har været kendetegnet af liberal indvandringspolitik, men hvor højrefløjens immigrationspolitik har fået stigende indflydelse på den statslige politikdannelse. Dog er der også positive vinde, rapporten peger på Australien og New Zealand, hvor der er øget fokus og rettigheder i lovgivning til det oprindelige folk. New Zealand er fx nu erklæret tosproglig officielt og bibliotekerne er med i front for at implementere den nye politik. I Singapore er det flerkulturelle perspektiv så indarbejdet og naturlig del af den officielle tænkning, at den ikke længere omtales. På bibliotekerne gives udstrakt flerkulturel service uden at den formuleres som sådan. Dette kommer bl.a. til udtryk hos The National Library Board — se www.nlb.gov.sg Hovedbiblioteket i Brisbane/Australien markerer en offensiv positiv holdning centralt på hjemmesiden under Supporting Diversity www.brisbane.qld.gov.au Rapporten understreger, at bibliotekerne ikke kommer udenom at forholde sig bevidst til det nye politiske klima, selv om man på flere punkter må operere i mod de nye strømninger.
Rapporten Cultural Diversity gennemgår bl.a. følgende tema: organisation og ledelse, personalepolitik, økonomi, samlinger/tilvækst/katalogisering, kommunikation og markedsføring mv. Jeg vil referere nogle at hovedpunkterne fra udvalgte kapitler.
Organisation og ledelse
Forudsætning for gode resulater er ifølge forfatterne, at alle følgende elementer spiller sammen: visioner, initiativer, ledelse, planlægning og midler/metoder. De vigtigste kilder til nye metoder og aktiviteter er brugerne, ledelsen og ildsjæle på biblioteket. Ildsjæle er godt, men aldrig nok alene. Det skal forankres i ledelsen, som skal sørge for at der sluttes op om visionerne, at nye tiltag forankres i biblioteket. Det vigtigste argument er, at biblioteket er forpligtiget til at servicere hele lokalsamfundet. Her er nogle eksempler på “best practise”:
- I Toronto har de etableret en kampagnegruppe, “task force” for at få flere i afdelingen involveret og for at sørge for bedre dynamik
- I Utrecht betød kontakten til folkeskolernes aktive tyrkiske medlemmer af skolebestyrelsen, at der kom bedre tilbud til de tyrkiske brugere af biblioteket
- I Seattle og Haag er bibliotekslederne særligt aktive i relation til positivt at understrege kulturel mangfoldighed
- Studieture til biblioteker i andre lande, som udmærker sig med god service, kan gøre en stor forskel for ildsjæle — det gjaldt fx da en tysk bibliotekar tog til New York (Queens-Borough Public Library)
Rapporten konkluderer, at der er mange metoder til at skabe en god udvikling;
- En lokal eller national politik som biblioteket kan tage udgangspunkt i
- en eksplicit politik på biblioteket med vedtagne visioner
- forankring i bibliotekets ledelse
- et team på biblioteket som arbejder med feltet
- øremærkning af en andel af budgettet og materialekontoen (I Toronto er det 10% plus 2% til engelsk som 2. sprog)
- en ansættelsespolitik som er funderet i mangfoldighed
- at aktiviteterne evalueres og viden akkumuleres
- arbejde for ekstern finansiering af kulturelle arrangementer (fx ambassader)
Personale og personalepolitik
Forfatterne konstaterer, at selv de biblioteker, som de mener har den bedste praksis (som fx Toronto og Queens-Borough) ikke kan leve op til målsætningen i den internationale biblioteksforening IFLAs multikulturelle program; IFLA guidelines www.ifla.org Her anbefales, at man skal have alle de sprog man betjener i lokalområdet repræsenteret i medarbejderskaren. Det må her bemærkes, at en sådan målsætning er umulig i områder, hvor der fx er ca. 50 sprog blandt beboerne og et personale på under 10 (det gælder fx Hasle bibliotek i Århus). Forfatterne refererer til, at Singapore har den bedste praksis, også fordi kulturel mangfoldighed ikke længer et “sag” fordi det er så indarbejdet. De understreger, at det er et generelt problem internationalt, at biblioteksskolerne i så begrænset omfang formår at rekruttere studerende med flersproglig baggrund. Hovedbarrieren er for dårlig løn og for få karrieremuligheder, skriver forfatterne. Bibliotekarforbundet lavede for et par år tilbage en kampagne sammen med Danmarks Biblioteksskole. Der ikke evalueret på hvorvidt den gav øget rekruttering af flersproglige studerende. Der er ingen bud i rapporten på hvad man kan gøre for at vende denne udvikling.
Rapporten henviser til, at der er forskellige “student assistant” programmer bl.a. i Seattle. Disse unge, som ofte i højere grad afspejler den etniske sammensætning i lokalområdet er kendt på mange biblioteker også i Danmark, som medhjælpere eller bogopsættere uden, at de indgår i et planlagt program. Dog burde bibliotekssektoren måske overveje en mere systematisk rekrutteringsarbejde overfor denne gruppe af medhjælpere for at ændre rekrutteringen til biblioteksskolen.
På flere biblioteker er der oversættelses-services for at lette kommunikationen ved betjeningspunkterne. De eksempler på best practice som nævnes under personalepolitik er:
- Kulturbrobyggeruddannelsen under Odense Centralbibliotek, hvor hoveddelen af kursisterne efter et etårs forløb blev garanteret job i bibliotekerne eller et andet sted under Odense kommune.
- Rinkeby udenfor Stockholm, har en markant flerkulturel ansættelsespolitik; 10 immigrantsprog er repræsenteret på et mindre forstadsbibliotek
Kompetenceudvikling af personalet er et andet centralt punkt;
- I Sno-Isle/Washington og Augsburg Park/Minnesota fik man midler til udvikling af undervisningsprogram for personalet. Det blev opbygget efter at man havde gennemført fokusgruppe-interviews med først den russisktalende, siden den spansktalende brugergruppe.
- Det danske Bibliotekarforbund nævnes for at finansiere en kampagne hvor der blev holdt møder for bibliotekspersonale med bibliotekarer som havde stor erfaring på det etniske område
- Biblioteksstyrelsens finansiering af de fire etniske konsulenter nævnes også som god praksis, som en metode til at koordinere arbejdet på landsplan
Under dette punkt diskuteres også forholdet mellem projektansat personale og fast personale. Rapporten peger på vigtigheden af kontinuitet efter et projektforløb, så de projektansatte som har løftet en udvikling efterfølgende bliver ansat på biblioteket. New American Program på Queens-Borough nævnes som det gode eksempel her. Brugen af frivillige er meget udbredt, specielt i USA. Rapporten fremhæver anvendelsen af studerende fra lokale high scools som bruges til at støtte i pc-træning. I Gellerup i Århus er der også lokale it-guider som indgår som frivillige på biblioteket.
- I King County/Washington har de haft et program hvor somaliske frivillige hjalp somaliske familier med at blive introduceret til det amerikanske samfund. Se www.urbanlibraries.org
Penge, bevillinger og hvordan man får dem
Mange steder, som i Danmark, er finansieringen på området en blanding af statslige og kommunale midler, samt projektpenge. I USA har man stor tradition og kompetence skaffe eksterne midler via sponsorer og fondsansøgninger. Amerikanerne fremhæver nødvendigheden af at fremskaffe dokumentation for minoriteternes positive attitude og aktive brug af biblioteket som helt centralt for at begrunde ansøgningerne og efterfølgende modtage midlerne. En af de gode undersøgelser er en større undersøgelse af minoriteternes attitude til amerikanske nationale TV og radiostationer, museer, biblioteker o.l. Den viste, at de amerikanske radio og TV-kanaler i mindre grad blev brugt eller lyttet til blandt minoriteterne, mens bibliotekerne scorede højt i popularitet. Dette forhold er ikke enestående for USA. Forfatterne refererer ikke til den danske undersøgelse Frirum til intergration (som også findes på engelsk), skønt den også viser den samme tendens til omfattende brug af bibliotekerne i minoritetsgrupperne. Forfatterne konkluderer helt rigtig, at den omstændighed, at minoriteter tilsyneladende af egen fri vilje vælger bibliotekerne burde anspore bibliotekerne til at tage førertrøjen. Bibliotekerne bør i større grad benytte dette centrale argument til, at de skal spille en større rolle i et kulturelt mangfoldig lokalsamfund og følgelig modtage større bevillinger og projektmidler til formålet. Under dette afsnit nævnes bl.a. følgende centrale eksempler:
- I Queens blev det dokumenteret, at 80% af de som starter nye virksomheder er immigranter. Derfor har biblioteket i samarbejde med byrådets økonomiafdeling lavet en hjemmeside som introducerer til hvordan man starter en forretning — oversat til fire sprog. Se www.queenslibrary.org
- I Sno-Isle/Washington har et indiansk lokalsamfund lavet en årlig donation til biblioteket, for at støtte opbygningen af samlinger og programmer for indianerne i området.
Forfatterne understreger at investering i bibliotekernes servicering af etniske minoriteter ikke kun er godt for bibliotekerne, men er en afgørende investering for samfundet. Det afgørende er ikke hvorfra pengene kommer, men at der er løbende fokus på at finansieringen er i orden.
Samlingsopbygning, tilvækst og katalogisering
“Cultural diversity” refererer de mange problemer som er knyttet hertil. Udvælgelse af materialer efter kvalitet og aktualitet er umulig, hvis man ikke har et personale, som behersker sproget. Rapporten nævner også problemer med gaver, som fx kan have som formål at fortsætte den politiske/etniske markering, fx fra den tyrkiske ambassade over for den kurdiske minoritet.
Forfatterne argumenterer for, at samlingerne skal bidrage til at holde minoriteternes kulturelle rødder i live i det nye land, og holde dem opdaterede med begivenheder og forandringer i hjemlandet. Er dette stadig hovedformålet i dag, hvor satellit-tv og Internet betyder, at nogle immigrantmiljøer benytter hjemlandets nyhedsmedia som eneste nyhedskilde? Producenterne, som fx Saudi-Arabien er meget opmærksomme på, at deres brugere i høj grad er foran skærmen i Europa, USA og Canada. Det var en helt anden situation for 20 år siden, hvor den eneste linie til hjemlandet stort set var de aviser og tidsskrifter man kunne læse på bibliotekerne. Betyder det ikke også nye diskussioner om hvad det er vigtig bibliotekerne supplerer med? Efter min opfattelse bør hovedmålet med det flersproglige tilbud må være at bidrage til at formidle højdepunkter i kulturproduktionen og den faktuelle debat i de forskellige lande, for at styrke den faglige udveksling og dynamik. Ikke at reproducere rødderne. Kultur har rødder, men også fødder!
Rapporten anbefaler detaljeret analyse af lokalområdets etniske, kulturelle og sproglige sammensætning før man går i gang med samlingsopbygning. Det er også min erfaring, at et statistisk overblik er vigtig — fordi det umiddelbare indtryk kan være meget forskelligt fra den faktiske sammensætning. Her er det vigtig at se på statistik efter herkomst, ikke efter statsborgerskab for at få en reel indsigt i nærområdets sammensætning.
- I Holland laver de største fire biblioteker jævnlige brugerundersøgelser, hvor brugerne spørges om hvilket sprog man taler der hjemme, hvilke aviser man læser, hvilke Tv-kanaler man ser, læserevne mv. — som danner grundlag for det tilbud man bygger op.
De mere detaljerede råd kan man se i rapporten. Den danske indkøbsordning under Indvandrerbiblioteket nævnes som en god løsning på en kompliceret opgave som sørger for kvalitet i udvælgelsen og rationalitet i indkøbs- og katalogiseringsprocessen. Også her er jeg helt enig; fælleskøbet er den rigtige løsning.
Man kan kritisere forfatterne for ikke at pege på internationale løsninger, som er oplagte, når man snakker udvælgelse og katalogisering. En mønsterkatalog udarbejdet af bibliotekarer som havde den rigtige faglige kompetence. Man kunne pege på etableringen af en fælles international database, hvor de lande der er hovedaftagere af katalogiseringsposterne løfter opgaven med at etablere og vedligeholde basen. Man burde beslutte en fælles praksis omkring transskriberingsregler og forsyne posterne med en engelsk indholdsnote. Efterfølgende kunne man downloade og tilpasse katalogiseringen til det enkelte lands klassifikationssystem. Helt optimalt var det, hvis posterne også havde en paralleltekst i popup-billede med det originale alfabet. Måske en idé til et praktisk indsatsområde for IFLAs sektion for Multicultural Library Services? Copyright bestemmelser nævnes som en af de større forhindringer på Av-området. Her må det også være muligt med internationale løsninger.
Forfatterne håber, at nye generationer af nyudklækkede bibliotekarer fra biblioteksskolerne vil finde nye metoder og løsninger for fælles katalogisering, online udvælgelse og måske endog fælles indhold. Min opfattelse er, at det kan man godt gå i gang med nu. Netværket er der, kompetencen kan fremskaffes, så hvorfor vente?
Endelig burde forfatterne have gjort sig nogle overvejelser omkring e-bogen, som centralt alternativ til den trykte udgave. Ikke mindst i lande, hvor regimerne arbejder hårdt for at bekæmpe ytringsfriheden ved at sortere information og produktion har Internettet truet deres tidligere omfattende informationsmonopol. De sataniske vers blev aldrig komplet oversat til arabisk i en legal udgave, kun 1. halvdel. Men det blev sagt, at den cirkulerede illegalt bl.a. i Libanon og Syrien. Den kunne være et oplagt bud på en e-bog! Men generelt bør man på dette område i større grad arbejde på løsninger, som matcher det forhold, at Internet er mere benyttet end bogen i mange hjem med immigrantbaggrund.
Linksamlinger på Internet benyttes af flere af bibliotekerne som et afgørende supplement til de fysiske samlinger. Rapporten peger bl.a. på:
- Avisdatabasen på Toronto Public Library www.newsconnect.tpl.toronto.on.ca
- Oversættelsesdatabasen Termium www.termium.gc.ca
- WorldLinQ på Queens Borough www.worldlinq.org
- I Holland hjemmesiden www.ainp.nl
- og vores hjemlige www.finfo.dk og www.kvinde.finfo.dk
Kulturelle programmer og aktiviteter
Rapporten deler denne type aktiviteter i tre: 1) kulturelle programmer, 2) uddannelsesprogrammer og 3) informations-programmer. Igen understreges nødvendigheden af at foretage detaljerede demografiske studier. Gerne i samarbejde med kommunens generelle undersøgelser.
- I Utrecht fik man ad den vej viden om, at 48 % af de marrokanske indbyggere mente, at de havde for lille adgang til information om uddannelse, job og lovstof. Dette medvirkede til at biblioteket gjorde en særlig indsats på disse områder overfor målgruppen.
- Gellerup Bibliotek i Århus nævnt fordi det lokale sundheds center ligger i biblioteket, og for de fælles aktiviteter mellem biblioteket og sundhedscenteret
- Seattle, som mange andre biblioteker (også i Danmark) tilbyder lektiehjælp
- I Haag/Holland har de tit samarbejde med ambassader om medfinansiering af kulturelle arrangementer
- I Rinkeby/Sverige som i Hasle er der tit arrangementer i samarbejde med unge i lokalområdet
- Rinkeby har også et omfattende samarbejde med skolerne i området — hvor alle børn i løbet af folkeskolen, ud over besøg på biblioteket — får besøg i klasserne 40 gange i løbet af de 9 år!
- Mange biblioteker har ligeledes boggaver til alle på et bestemt alderstrin i lokalområdet
Profilering og positionering af bibliotekets centrale rolle er lykkedes mange steder i USA. Et råd som går igen er “Get your green card, then be sure and get your library card.” En undersøgelse i Canada fra 2001 viste at benyttelsen af bibliotekerne var dobbelt så høj blandt de der var født i udlandet.
Evaluering af rapporten som helhed
Rapporten Cultural diversity indeholder et væld af eksempler. Mange er medtaget her, mange udeladt. Den slutter med konkrete værktøjer, bl.a. “Cheklist for Action Planning” og “Checklist: How Multicultural is your library?”. Der er også kapitler om fordelene med netværkssamarbejde, signal i interiør, skiltning og design. Jeg er enig, i at vilje og evne til netværkssamarbejde er helt afgørende. Dog vil jeg pege på et felt forfatterne helt glemmer, nemlig potentialet i tæt samarbejde mellem forskere og praktikere, også på dette område. Det er naturligt at understrege på denne hjemmeside www.forbindelser.dk , som netop er udtryk for intentionen om at bringe relationen mellem forskere og praktikere i et dynamisk samspil.
I sin helhed er rapporten inspirerende og anvendelig som kilde til nye ideer i danske biblioteker. Holdningsmæssig vil mange betegne rapporten Cultural diversity som “politisk korrekt”. Her er ikke mange diskussioner, og følsomme emner bliver sjældent behandlet eller diskuteret. Fx bliver relationen til religiøse pressionsgrupper ikke behandlet. Hele diskussionen om uro-problemer som på danske biblioteker har fyldt meget, bliver heller ikke nævnt. I eksemplerne er det de amerikanske og canadiske biblioteker der er fremhævet, måske fordi de er længst fremme. Men rapporten kan virke skæv, fordi mange eksempler på god praksis som er fx i Sverige, Holland og Singapore står svagt, eller er helt udeladt.
Forfatterne understreger nødvendigheden af at oplære personalet i “cultural sensitivity”. Jeg mener ikke, at brugere med anden etnisk baggrund skal have en anden betjening end øvrige brugere. Det kan af brugergruppen opfattes som “patronizing” eller stigmatiserende. Jeg er enig i, at mange med indvandrerbaggrund tit forventer dårligere behandling på offentlige kontorer og institutioner. Derfor skal man være bevidst om aktivt at tilbyde hjælp til nye brugere. Jeg mener, at bibliotekspersonale i høj grad udviser en kompetent, professionel og venlig attitude, uanset social eller kulturel baggrund. Det er afgørende overfor alle brugergrupper. Personalet skal udstråle at alle er velkomne, alle skal have kvalificeret vejledning.
Endelig er det diskussionen om i hvilket omfang biblioteket som kulturformidlende institution skal gå i integrationsopgaverne, eller rettere hvor går grænserne? I følge rapporten er der nærmest ingen grænser. Jeg mener, at der er en grænse, som består i, at vi ikke vil være et alternativ til pædagogiske pasningstilbud efter skoletid for kvarterets børn. Bibliotekerne skal bidrage til at styrke de nye borgere i læsning og IT-kompetence og bidrage med kulturelle oplevelser. Men bibliotekerne skal ikke udvikle sig til alternative klubtilbud eller undervisningsinstitutioner. Endelig kunne man diskutere, hvorvidt bibliotekerne skal spille en decideret instrumentel rolle i integrationspolitikken. Min opfattelse er, at vi bør værne om bibliotekerne som et frirum som ikke indgår i integrationsindustriens egentlige fødekæde, samtidig som vi stimulerer informationskompetensen, sproglig og kulturel udvikling.
Indvandringen tiltager i alle dele af verden. Ligeså kendt er det, at mange immigranters sproglige og faglige kompetencer er for dårlige til, at de kan navigere i det nye samfund, som arbejdere eller selvstændige. Jeg deler forfatternes understregning af, at bibliotekerne kan og vil gøre en forskel i den formelle og uformelle læreproces. Det er et sted, hvor nyankomne kan finde information om det nye land de er kommet til og styrke deres evne til at navigere i det nye land. Biblioteket kan være det sted, hvor der etableres netværk mellem de to verdner mange unge bevæger sig mellem, og det kan inspirere de nyankomne til aktiv deltagelse i det nye land. For at bibliotekerne kvalitativt kan løfte opgaven understreger forfatterne, at de skal tilføres midler hertil. Også dette er jeg enig i. På den måde kan bibliotekerne være en af de aktører som kan gøre en forskel. Fordi indvandrerne vælger bibliotekerne til — og så må vi tage udgangspunkt i at udviklingen kan ske med udgangspunkt i bibliotekernes miljø.
Skriv et svar