Hvad er en fibel?
Hvad er egentlig en fibel? Man leder forgæves i Den Danske Ordbog efter fibel; mere heldig er man andre steder. I Ordbog over det danske sprog eller i Meyers Fremmedordbog får man at vide, at fibel kan være en omdannelse af ordet bibel – enten som en fortalelse eller oprindeligt som en samling af bibelske læsestykker. Desuden understreges genrens pædagogiske formål ved at karakterisere fiblen som en ABC-bog. I dag bruges ordet ikke længere på dansk.* På tysk betegner Fibel enten en læsebog med illustrationer for begyndere eller en elementær fagbog inden for et specifikt område.
Når Alexander Kluge klassificerer sin bog som Krigsfibel, sker det ud fra en overbevisning om, at vores tid har brug for en elementær lærebog om krige, om deres uberegnelighed, uforudsigelighed eller genvordigheder. Bortset fra Balkankrigene i Eks-Jugoslavien, der startede i 1991 og varede 10 år, eller fra krigen i Sydkaukasus i 2008, har det ellers været ret fredeligt i Europa. Fornemmelsen af sikkerhed og fred forsvandt dog, da Rusland invadererdeUkraine. Det kan diskuteres, om det var invasionen i 2014 eller i 2022, der bragte ufreden tilbage til Europa.
Den seneste invasion i 2022 og den efterfølgende krig kan imidlertid ikke bortforklares med at være en lokal konflikt og betinget af etniske stridigheder. Der kan heller ikke være tale om ikke-europæiske anliggender som krigene i Afghanistan, Irak, Libyen eller Syrien. Krigen i Ukraine er blevet et fælleseuropæisk anliggende, der også kan mærkes i hverdagen. Den har fået magt over såvel tanker som følelser og over den politiske dagsorden i en hidtil ukendt grad. Krig virker dog som en diffus og sløret størrelse i vor tid – også fordi vores oplevelser og sansninger ikke bliver tøjlet af viden og erfaringer. Hvad det vil sige at blive udsat for eller involveret i krigeriske hændelser, er gledet ud af den kollektive bevidsthed i løbet af de seneste 80 år med fred. Derfor kan det være nyttigt og nødvendigt med en ABC-bog, der beskriver fænomenet krig for generationer, der er opvokset i fred.
Erfaringsrum
Kluge, filmskaber, forfatter, filosof og jurist, blev født i 1932 i Halberstadt – en by med dengang 50.000 indbyggere beliggende midt i Tyskland ikke langt fra Harzen. Som 13-årig oplever han omfattende ødelæggelser i sin hjemby. I starten af april 1945 bliver Halberstadt bombarderet; omkring 80 % af byen blev destrueret. Halberstadt mistede sit ansigt, da bykernen med de gamle bindingsværkshuse og domkirken gik op i flammer. Der formodes, at ca. 2500 mennesker omkom. Oplevelsen fra den gang har påvirket den 13-årige Kluge i et omfang, som stadig mærkes i dag – som traumatiske hændelser, der fører en selvstændig eksistens og er svære at integrere i psyke og krop: absolut kaos, total forvirring, usammenhængende tanker og opkørte følelser – og en psykisk overspændthed, der sprænger forståelsens rammer.
I et interview, som første gang er blevet bragt i 2022 i Philosophie Magazin og sidenhen blev genoptrykt i 2024, generindrer Kluge forskellen på flyvemaskinernes lyd, før og efter de har nedkastet deres bomber, genhører lyden af ilden, der intensiveres med ildstormens fremrykning, genfremkalder de nedfaldne glassplinters og vragdeles ødelæggelser og genlever den paniske frygt, som han og hans søster oplevede, da de forsøgte at bringe sig i sikkerhed. Som grotesk indskydelse fra en kendt hverdag falder det ham pludselig ind, at klavertimen kl. 14 nok er aflyst.
Det kunne virke som overdrivelse eller som en grov forenkling at beskrive Kluges oplevelser fra april 1945 som den afgørende klangbund for hans syn på krigen. Imidlertid fremstår disse oplevelser som så stærke, at minderne fra dengang – med hans egne ord – fortsat ‘prygler’ ham, gør ham febrilsk og sprogløs. Krig erfares igennem dens fremmedhed, dens fjendtlighed og igennem den skabte uorden i drengens livsverden. Dette faktum vedkender Kluge sig og bliver til det fænomen, der reflekteres over i Kriegsfibel 2023.
Fortællingens perspektiv – generindring
Oplevelser og erfaringer fra dengang stavnsbinder ikke hukommelsen; erindring sker som generindring. I Kriegsfibel 2023 flyder således Kluges nutidige viden om krig sammen med både biografiske oplevelser af specifikke krigshandlinger og med formodninger om krigens fremtidige virke. Selv om Kluges bog tager udgangspunkt i en aktuel krig, er hans fortælling mere end et punktuelt nedslag; Krigsfiblen er ikke en debatbog om krige generelt eller om den specifikke krig i Ukraine. Der fortælles heller ikke en trettenårig drengs oplevelser i det krigshærgede Tyskland efterfulgt af en morale om, at det er de kommende generationers pligt at lære af historien og sørge for, at krige aldrig gentager sig.
Ser man derimod nutiden som den tidshorisont og det tidspunkt, der muliggør generindringen og derved giver tankerne retning og form, er Krigsfiblen først og fremmes en invitation til læseren: det vil sige en tilskyndelse til at gøre det klart for sig selv, hvilke forhold, der gør krige tænkelige og mulige, hvilke myter – kollektive samt personlige – der holder dem i live, forlænger deres eksistens og ophøjer krigens hærgen og menneskelige tab til nødvendige offerhandlinger.
Krigsfiblens erkendelsesinteresse tager udgangspunkt i den kritiske teori. Som ubøjelig teori formår den at modsætte sig anskuelser, der anser krige for at være fornuftige værktøjer til at opnå specifikke mål, selv hvis målene i sig selv er ufornuftige. Kritik er fornuftens anden fremtrædelsesform; den formår at opdage uundgåelige sprækker og modsætninger i påstanden om, at det er muligt for mennesker at kontrollere, styre eller tæmme krige. Ifølge Kluge er krig en gentagelse af de ældste kunster tilpasset moderne samfund; de ældste kunster – list, maske, camouflage, simulation, afsløring af list – er dem, som Odysseus anvendte for at klare sig i kampen mod naturens guder. Oplysningens dialektik peger fremad og langt tilbage i historien (s. 119).
Fortællingen baserer sig på Kluges personlige erfaringer, der lader ham skrive engageret, nuanceret og reflekteret; den er en konsekvent kritik af krige som målrationelle handlinger og som fremskridtsmotorer; og den har et klart budskab: krigens oprigtige sandhedsvidner er børnene (s. 10). Det er børn, der oplever krigens umiddelbare konsekvenser såvel som dens senfølger på krop og sjæl og et langt liv igennem. Og det er især børnene, der skal rydde op og skaffe sig af med det ideologiske skrot, der har været krigens trofaste følgesvend.
Krigens modpol er ikke fred men anti-krig
Fænomenet krig ses som et egenrådigt system, som en autonom aktør, der nedbryder den fortrolige orden, frisætter samtlige sociale relationer og svækker kendte hierarkier. Med henvisning til Clausewitz’ bog Vom Kriege tilkendes krigen en form for bevidsthed, idet den drømmer om sin egen perfektion: den vil altid stræbe efter at kunne udfolde sin absolutte destruktionskraft. Sagt på en anden made: er krigen først sluppet løs, kører den efter sin egen logik og lader sig hverken tæmme eller tøjle.
Tanken er ellers en gedigen provokation; den vender rundt på vores forestillinger om mål og middel. Nu er det ikke længere de politiske eller militære beslutningstagere, der definerer de mål, der skal realiseres ved brug af våben. De er godt nok ansvarlige for krigens begyndelse og for at formulere de målsætninger, der skal skabe politisk tilslutning og social accept. Men så snart den er begyndt, degraderer krigen de øvrige aktører til dens håndlangere og statister. Krigen i Ukraine – og de andre krige, der nævnes i Krigsfiblen – bevidner voldens og grusomhedernes eskalering og er et eksempel på, hvad der menes med, at krige drømmer om deres perfektion.
Nu kunne man jo indvende, at alle krige ender på et eller andet tidspunkt. Ifølge Kluge er det dog ikke hjernen eller fornuften, der sætter en stopper for de destruktive handlinger. Hjernen i dens selvoptagethed og enerådighed formår ikke at sanse de tidspunkter, hvor krige begynder at snuble, mister momentum og trænger til at blive afsluttet. Hjernen er bedrevidende og selvbedragerisk. Selv når den militære situation er fortvivlende og kampen udsigtsløs, hengiver den sig stadig til håbet og illusionen om, at krigslykken snart vil ændre sig til det bedre.
Kluge peger derimod på huden, der bringer krige til ophør. Huden adlyder ikke viljens befalinger – hverken fra jeg-et, over-jeget, det ubevidste eller fra samfundets vilje repræsenteret gennem ledelsen i de væbnede styrker. Hudens allergi, en kronisk betændelsestilstand, der opstår ved i månedsvis at være udsat for fugt, varme eller kulde med en uniform klæbende på huden, fører til krigerens udmattelse, til kroppens kollaps og til slut til, at også hjernen indser og accepterer, at kapitulationen er uundgåelig. Krige afsluttes ikke ved indsigt, men ved, at krigerens krop som våben kollapser og bliver ubrugelig – en tydelig provokation af Clausewitz’ antagelse om, at krigens væsen beror på kommandoens virksomhed. For det er ikke fjenden men naturen – den indre og ydre natur -, der ifølge Kluge sætter kommandoer ud af kraft og fører til krigens kollaps.
Med til billedet af huden som sårbart sensorium hører også illusionen om, at krigerens sårbare krop skal og kan beskyttes og at effektiv pansring gør den mindre sårbar. Hele Station 2 (2. kapitel) handler om at gendrive illusionen om pansring som effektivt værn. Huden som beskyttende væv af kroppen er yderst skrøbelig; dens skrøbelighed har affødt ønsket om at gøre huden uigennemtrængelig og derved at mindske kroppens sårbarhed: bastmåtter, rustninger, skjold, pansring eller krigsmaling har været brugte midler. Den europæiske mytologi er fuld af episoder, hvor heltene er beskyttet af særlige evner og egenskaber. Tænk for eksempel på den tyske legende “Nibelungenlied” samt Wagner-Operaen om helten Siegfried, hvis særligt beskyttede krop kun kunne overvindes ved brug af list og forræderi.
En lignende legende fortæller Kluge om den tyske generalmajor von Hünersdorff, højt dekoreret panserkommandant i Anden Verdenskrig. Vedkommende har været udstyret med hele syv – reelle og metaforiske – huder, her især hans ry om at være uovervindelig. Alligevel ender von Hünersdorff sine dage på slagmarken med en smadret arm. En blanding af pligtopfyldelse og troen på sin egen usårlighed afholdt ham fra at opsøge medicinsk hjælp. Heller ikke vor tids fortælling om den ultimative pansring, den gensidige atomare afskrækkelse, er ifølge Kluge andet end en legende. Hans konklusion er, at ingen pansring har vist sig at være effektiv og at krige ikke har været en evolutionær gevinst. Derfor ender Station 2 med: krigens modbegreb er anti-krig, modpol af pansring er afpansring.
Krigens tåge
I en af de mest prominente passager i Carl von Clausewitz’ bog Vom Kriege siges der følgende:
Krig er et domæne, hvor usikkerheden er fremherskende; tre fjerdedele af de ting, som krigshandlingerne baserer sig på, gemmer sig bag tågerne af større eller mindre usikkerhed. Det er netop her, at der er brug for en skarp, gennemtrængende forstand, der ved hjælp af sin dømmekraft føler sig frem til sandheden. (1. Buch; 3. Kapitel; Afsnit 31)
Termen krigens tåge kan på den ene side forstås som de eksterne omstændigheder, der gør det svært at kunne træffe de rette beslutninger, fordi man kan ikke danne sig et klart billede af terrænet, fjenden og situationen. Det er som om man kæmper i blinde. På den anden side og ifølge Clausewitz kunne det også skyldes, at soldatens perceptuelle og kognitive evner svigter og at dette svigt gør det umuligt at trænge igennem tågede situationer og føle sig frem til sandheden. I begge tilfælde er det muligt at nå frem til sandheden – enten ved hjælp af bedre militært udstyr eller ved at skærpe de analytiske færdigheder.
I Station 5, der udelukkende handler om krigens tåge og de dermed forbundne genvordigheder for det skarpe øje eller den gennemtrængende forstand, anfører Kluge et tredje perspektiv: krigens tåge eller friktion skal ikke tages bogstaveligt, men også forstås som en metafor for krigens grundlæggende ustyrlighed. Her trækker han generalmajor Freddy R. Williams frem, militærhistoriker og underviser i strategi på militærakademiet i West Point (USA). Ifølge Williams mister tingene, når krigen først er begyndt, deres faste form, og virkeligheden opfører sig vanartet. Williams understreger, at dette ikke er hans spleen og heller ikke skyldes en forvrænget iagttagelse. Forandringen hidrører fra tingene selv – sammenligneligt med Herodots kimære, der er sammensat af en løve, en ged og en slange og har tre hoveder.
For Williams’ studerende var emnet en pinsel især ved eksamen; den manglende erfaring og forestillingsevne forsøgte de at kompensere for ved at tilegne sig de rette besvarelse fra tidligere eksamensopgaver. Måske er den ‘sande’ sandhed, der gemmer sig bag krigens tåge, slet og ret den: Krig er en virkelighed, der ikke lader sig begribe ved hjælp af forstanden; krigens tåge er ikke andet end forstandens fejlagtige ønske om at kunne begribe og kontrollere den.
Kriegsfibel 2023: lærerigt, ikke belærende
Krig er blevet til en blodig virkelighed i Europa. De nyeste tabstal fra krigen i Ukraine siger, at omkring 1 million mennesker er sårede og omkomne. Tallet i sig selv er angstprovokerende, men det fortæller ikke noget, om de personlige lidelser og rædsler. Samtidig opstår der fortællinger om, at de vestlige samfund skal indstille sig på at være krigsparate for at kunne forsvare sig. Den mentale oprustning går hånd i hånd med indkøb af nye og mere avancerede våbensystemer.
I en tid som denne kunne det være oplagt at stoppe op for en lille stund og spørge sig, hvad betyder det, at krigens modbegreb ikke er fred, men anti-krig. Eller sagt på en anden måde: I perioder før og i perioder efter en krig råder mennesker hverken over de sanselige eller begrebsmæssige værktøjer, der effektivt kunne sabotere den proces, i hvilken mulige krigsårsager udvikler sig på ny. At blive sig bevidst om og at modsætte sig denne proces er hårdt arbejde især i fredstider.
Selvom Kriegsfibel 2023 er skrevet i slipstrømmen af krigen i Ukraine, drejer den sig ret beset ikke om denne konkrete krig. I fokus er krigens permanens og spørgsmålet: Hvorfor har fornuften endnu ikke formået at frigøre sig fra denne form for destruktiv konfliktløsning? Læseren bliver således præsenteret for en række krige: den amerikanske borgerkrig, Første og Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig og mange andre. I seks stationer (kapitler), som har hver sit specifikke emne, udfoldes den erfarings- og vidensfylde, som Kluge gennem et langt liv har tilegnet sig.
Ofte kan man nikke genkendende til Kluges refleksioner og argumenter, men lige så ofte bliver man overrasket af tanker og associationer, der sprænger ens forståelseshorisont eller tydeliggør ens for-domme. Station 6 for eksempel handler om aggressivitetens mange former; man får at vide, at krige ikke kun startes af aggressive, men også af depressive personer, at Putins adfærd med henvisning til hans opvækst som streetfighter i Leningrad beskrives som defensiv-aggressiv eller at jernkansleren Bismarck var nødt til at græde for at hindre den preussiske konge i at afslutte krigen mod Østrig i 1866 med en stor militærparade i Wien. Hvad kan man så lære af det? Måske dette: Anerkender man ikke den besejredes sårbarhed er det en form for aggression, der kan sidestilles med den besejredes aggressive ønske om at hævne sig. Tankerne går her i retning af Palæstina.
En fibel er en læsebog – med illustrationer. Det sidste gælder i høj grad for Kriegsfibel 2023. Bogen illustreres ikke kun med billeder, aforistiske indskud, fotos og tegninger, men ved hjælp af QR-koder også med malerier, filmsekvenser og musikindlæg. Mediernes mangfoldighed bevidner emnets kompleksitet. Krigsfiblen er ikke en læsebog for begyndere. Den er kort, som en fibel skal være. Imidlertid er sproget subtilt med en del indirekte henvisninger, indholdet præsenteres kort og koncist og fortællingen skrider ikke lineært frem. Kriegsfibel 2023 har af gode grunde ikke den umiddelbarhed over sig, som dens berømte forgænger havde – Bertolt Brechts Kriegsfibel fra 1955. Læsningen kræver koncentration men er al umage værd – selv når man ikke er enig med Kluges fortælling.
Litteratur
Kluge, A. (2023). Kriegsfibel 2023. Berlin : Suhrkamp Verlag. Kriegsfibel 2023 findes også som e-bog. e-ISBN 978-3-518-77675-9
Kluge, A. (2022). „Wenn der Krieg einmal anfängt, führt er eine eigene Existenz“ Interview mit Svenja Flasspoehler – veröffentlicht am 21 März 2022 in Philosophie Magazin: https://www.philomag.de/artikel/alexander-kluge-wenn-der-krieg-einmal-anfaengt-fuehrt-er-eine-eigene-existenz
Brecht B. (1955). Kriegsfibel. Berlin : Eulenspiegel Verlag
von Clausewitz, C. (1991, 19. Auflage). Vom Kriege. Bogen blev skrevet mellem 1816 – 1830 og blev udgivet i 1832 – 1834 kort tid efter Carl von Clauswitz’ død. Vom Kriege blev efterfølgende redigeret ved flere lejligheder. Den her anvendte digitale udgave, der baserer sig på Werner Hahlweg bearbejdelse, blev udgivet af ClausewitzStudies.org. Bogen er blevet oversat til dansk af Nils Berg og udkom i 1986 på forlaget Rhodos. Jeg har holdt mig til den tyske udgave. Citat i afsnittet Krigens tåge blev oversat af mig. https://clausewitzstudies.org/readings/VomKriege1832/_VKwholetext.htm#1-3
Noter
Ordet “fibel” findes på dansk med en specifik betydning, nemlig som fagterm i arkæologien. Her betegner det et smykke.
Skriv et svar