Ankomst er det forhold, at en person efter en rejse eller vandring viser sig og fremtræder på et sted der er rejsens (foreløbige) mål. Denne klare og indlysende definition, som findes i Holbergordbogen (http://holbergordbog.dk/), fremhæver især tre aspekter ved fænomenet ankomst: for det første er der fokus på selve rejsen og dens mål; for det andet bliver der henvist til, at den ankommende (eller det ankommende) træder frem og viser sig; for det tredje kan man ved dens ankomst forvente, der sker noget for den ankommende eller for det sted, man er ankommet til. Ankomst har således et klart og entydigt perspektiv. Den markerer de ændringer og forandringer, der kommer til syne ved, at en rejse, en vandring eller et opbrud er kommet til en foreløbig afslutning. Det er således ikke de motiver, som har fremtvunget et opbrud, men forventninger til fremtiden, der danner ankomstens semantik og bestemmer de ankommendes handlinger.
Den canadisk-britiske journalist og forfatter Doug Saunders bruger i bogen ”Arrival City – How the largest migration in history is reshaping our world” ankomstmetaforen til at undersøge, hvad der sker med, for og i de byer, der bliver mål for massiv tilvandring af større persongrupper. Som journalist har Saunders besøgt mange byer; han bruger omkring 25 spredt over hele kloden for at illustrere fænomenets mange og ofte paradoksale sider. I analyserne fokuseres der ikke så meget på nationale skel. Opbrud, rejsen og ankomst omfatter både den vandring, der sker inden for et lands grænser, den transnationale migration og den varige indvandring. Og ankomst og ankomstbyer beskrives fra et migrations- og et byperspektiv. Det er modsætninger mellem by og land samt periferi og centrum, der udgør konfliktpotentialet i ankomstbyerne.
Fænomenet ankomst, det vil sige den frygt og de forventninger, de aktiviteter og forandringer der knytter sig til selve ankomsten, udgør bogens indhold og vækker læserens interesse. Forfatteren har fulgt og iagttaget de ankommende i deres nye omgivelser, lyttet til deres fortællinger, set på deres forsøg på at organisere en dagligdag i et ofte barsk og fjendtligt miljø og beskrevet, hvordan de har prøvet at finde fodfæste for dem selv og efterfølgende generationer. Byerne bliver blandt andet beskrevet gennem et portræt af én af deres tilflyttere. Det er også vedkommende, der afslutningsvis kommenterer den udvikling, som byen har gennemgået over en årrække. På den måde lykkedes det for Saunders at kombinere et bysociologisk, demografisk og arkitektonisk med et psykologisk og identitetsmæssig perspektiv.
Oplagte spørgsmål, som bogen forsøger at finde svar på, er: Hvad forstår man ved en ankomstby? Hvordan ankommer man til byen? Hvordan organiserer og indretter de ankommende sig her? Hvordan skaber tilflytterne holdepunkter, opholdssteder og netværk, der understøtter deres sociale integration og opstigning? Hvordan skabes en stabil og bæredygtig orden i ankomstbyerne? Hvilken indflydelse har den sociale og kulturelle infrastruktur på, at de ankommende bliver en del af samfundet? Hvordan reagerer byens øvrige beboere og myndighederne på tilflytterne? Og ikke mindst: hvordan udvikler relationen mellem ankomststederne og resten af byen sig?
På 356 sider besvarer Saunders disse spørgsmål på en god og veldokumenteret måde og i et let tilgængeligt sprog. Det er imidlertid hans begejstring for det livsmod og den sociale kreativitet hos de ankommende, der smitter og vækker begejstring og læselyst. Ifølge ham er ankomstbyer et koncept, der skal videreudvikles, og gengiver et socialt fænomen, som har vist sig at være robust og som det derfor er værd at arbejde med. Da vi ikke tilnærmelsesvis kan beskrive fænomenets mangesidighed, vil vi koncentrere os om bogens tre centrale antagelser og begreber.
Ankomstbyer er ikke steder, hvor man frivilligt eller under tvang bliver indkvarteret, når man som tilflytter har passeret by- eller landegrænser. Ankomstbyer er derimod urbane områder, der bliver til, fordi det er her, rejsen ender og de ankommende viser sig. Byerne er attraktive for tilflytterne; attraktion består i mange ting: alt fra udsigten til gratis land eller lave boligudgifter pga. kvarterets dårlige ry til den sociale kapital, som de allerede eksisterende etniske fællesskaber tilbyder i form af solidaritet og nabohjælp. Ankomstbyer kan derfor bedst karakteriseres ud fra deres sociale funktioner. De er integrationssluser, der fremskynder den sociale mobilitet og skaber gode forudsætninger for, at de ankommende bliver en del af den sociale mellemklasse og erhverver ejendom, dannelse og status. 
Byernes arkitektur og infrastruktur spiller hos Saunders en vigtig, hvis ikke den altafgørende rolle i at skabe social mobilitet og understøtte tilflytternes integration. Tæthed (density) bliver til nøgleordet. Mangler den befolkningsmæssige, arkitektoniske og trafikale tæthed, fungerer ankomstbyerne ikke længere som integrationsluser. Sociale konflikter bliver uundgåelige. Disse pointer bliver tydeligt fremdraget ved ”Les Pyramides”, et socialt boligkompleks i en af de parisiske forstæder eller ved ”Plattenbausiedlungen” i Berlin. Han citerer Manuel Valls, forhenværende borgmester i én af disse forstæder og senere ministerpræsident i Frankrig: uden reel bykerne med små forretninger, en velfungerende kulturel infrastruktur og masser af liberalt erhverv bliver afstandene mellem de enkelte bygninger for store. Der er ikke noget, der skaber sammenhæng og positiv identifikation i disse byørkener. Kniber det derudover med overkommelige afstande til arbejdspladser og jobs, så er sociale konflikter næsten uundgåeligt – og det selvom beboerne er kulturelt integrerede.
Men der også en række positive eksempler: Istanbul, Madrid eller Toronto. Særlig opmærksomhed får Slotervaart og Bijlmermeer, to bydele i Amsterdam. Opmærksomheden skyldes, at byplanlæggerne i Amsterdam har brugt megen sociologisk fantasi og en brugerorienteret byplanlægning til at transformere bydele, der ser godt ud i et helikopterperspektiv til et sted, der er indbydende for tilflyttere fra landsbyer. Mennesker er af forskellige grunde flyttet tættere sammen, fordi en større tæthed betyder større socialt sammenhold, udsigt til øget velfærd og en bedre tilknytning til resten af byen. Ændringerne skete ud fra en overbevisning om, at en truende etnisk kultur er et midlertidigt resultat af dårlig byplanlægning. Selvom sætninger som denne kan virke noget postulerende, så har udviklingen været opløftende.
Migration og integration ser Saunders tilsvarende som aktivitet, der til en vis grad styres af de tilkommende selv. Hans optimistiske antagelse er, at tilflytterne ønsker at blive en del af de fællesskaber og omgivelser, som de er flyttet til. Selvorganisering og selvansvar er det sæt af værdier, der tydeligst skinner igennem bogen. At få lov til at arbejde hårdt – det er den ressource, de nykommende har med i deres bagage; for deres forventning er at blive en del af mellemklassen. En god social, kulturel og trafikal infrastruktur skaber de forudsætninger for, at man hurtigst muligt lægger sin status som flygtning eller tilflytter bag sig og positivt bidrager til fællesskabet – med samme pligter og rettigheder, som alle andre borgere.
Ankomstbyer fungerer som sagt som integrationssluser, når infrastrukturen er på plads og skaber de rette økonomiske, sociale og kulturelle incitamenter. I Saunders ret så optimistiske fortælling er der dermed ingen plads til ghettoer, trøstesløse arbejdsforhold, kriminalitet, social deroute eller overgreb og vold mod de nyankommende. Migrationens og integrationens bagsider er i hans optik temporære fejludviklinger, som skyldes, at byerne ikke fungerer i overensstemmelse med de behov og den kulturbundne habitus, som præger tilflytternes erfaringer og forventninger. Men hvis konceptet implementeres efter bogen, bliver ankomstbyer til centre for vækst og velfærd – denne forhåbning bør nok efterprøves empirisk, selvom integrationsprocesser strækker sig over årtier.
Da bogen oprindeligt udkom i 2010, var anmeldelserne rosende og anmelderne ret så begejstrede. Forventningerne til konceptet var store. Ankomstbyer er blevet udset til at ændre diskursen om migration og indvandring. Med ankomsten af de syriske flygtninge i Europa i 2015, fik bogen blandt andet i Tyskland en fornyet opmærksomhed. I Danmark var interessen for Saunders bog ret begrænset – det kan skyldes forhold, som man kun kan gisne om. Konceptet ankomstbyer er efter vores mening også i dag et interessant supplement til integrationsdebatten i Danmark, hvor fokus er på værdier. Saunders fremhæver derimod integrationens funktionelle sider; og bogens positive eksempler viser, at infrastrukturer kan ændres hurtigt – måske også hurtigere end værdier lader sig ændre.
Saunders, D. (2010). Arrival city: How the largest migration in history is reshaping our world. London : Heinemann. ISBN: 978-0-434-01854-3
Udover ”Arrival City” har Doug Saunders også udgivet “The Myth of the Muslim Tide” (2012), som udkom på dansk i 2014 med titlen ”Myten om den muslimske invasion”.
Skriv et svar