Forbindelser

Et tidsskrift om tværkulturelle samtaler

  • Litteratur
  • Kulturdebat
  • Notitser
  • Portrætter
  • Arkiv
  • Om
  • Kontakt
  • Redaktionelt
Du er her: Forside / Arkiv / At snakke med dragen: udfordringer i børnebibliotekets informationsformidling

At snakke med dragen: udfordringer i børnebibliotekets informationsformidling

14. juni 2009

af Vera Kelgart (Bibliotekar, Københavns Biblioteker; Solvang og Tingbjerg Bibliotekerne)

Når børnebibliotekets hverdag bliver globaliseret, stilles der nye krav til oplysnings- og informationsvirksomheden. Samtale og fantasi kan blive vigtige værktøjer for personalet, når børn søger information om følsomme emner.

Artikler

En tidlig morgen i december 2008 bliver Danmark ramt af et jordskælv, målt til 4,7 på richter-skalaen. Det er altså kraftigt efter danske forhold, og da den kortvarige rystelse kan mærkes i tætbefolkede områder, vækker det en vis opsigt. Da biblioteket åbner, kommer nogle børn ivrigt diskuterende hen til mig. De har snakket om jordskælvet i skolen og er stadig optaget af det. Jeg fortæller, at mange mennesker har taget billeder og sendt dem til bl.a. fjernsyn og aviser. Dem vil de gerne se. Jeg surfer lidt rundt, og undervejs bemærker jeg, at en psykolog giver forældre gode råd om jordskælvssnak. ”Her skal I se. En tallerken cornflakes bliver skubbet hen ad bordet. Og her er julepynten væltet.” Børnene nyder gyset, men begynder så at snakke om jordskælv andre steder i verden. ”Kan vi ikke se billeder fra jordskælv i Pakistan?” spørger en pige med pakistansk baggrund. Vi går på Google. ”Her er et billede af … en revne i jorden!” Den ser ud til at være så stor, at både huse og mennesker kan ligge nede i den. Tavsheden sænker sig. Billedet af julepyntens rutsjetur falder til jorden. Kontrasten bliver for overvældende.

Farlige ting i undergrunden

Den fransk-iranske tegner og forfatter Marjane Satrapi har skrevet en børnebog om jordskælv. En stor drage ryster jorden, så alting bliver forkert sat sammen. En lille modig pige sendes af sted for at snakke med dragen og finde ud af, hvad der er galt. Historien kan fortolkes på flere måder, men pointen i relation til nærværende artikel er, at det kan være nødvendigt at konfrontere det ukendte eller skræmmende, både for at kunne give og modtage information. Og information er nødvendig for at forstå verden og mestre sin tilværelse.

At snakke med dragen er en god metafor for den oplysnings- og informationsvirksomhed børnebiblioteket nu har fået til opgave. I disse år vokser der børn op i Danmark, som fysisk og psykisk har oplevet – eller hvis familie har oplevet – ting vi her i landet normalt kun udsættes for gennem medierne: krig, flugt, naturkatastrofer. Disse erfaringer er en del af børnenes historie, og de søger i forskellig grad og på forskellige måder at skaffe sig viden om denne historie og dens betydning for nutiden og fremtiden. Nogle snakker med deres forældre, i andre hjem er der tavshed. Nogle børn overhører de voksnes samtaler og grubler over meningen. Nogle familier er så hårdt medtaget af oplevelserne i det tidligere hjemland, at ressourcerne ikke rækker til at genskabe børnenes tryghed.

Sommetider erfarer børnene, at forældrenes udlægning af historien er anderledes end den, der optræder i medierne, eller som de får præsenteret i skolen. Børn kan også have et objektivitetsbehov, et behov for at forstå, hvorfor andre måske mener noget andet end deres forældre.

Mange af børnene vælger at skrive skoleopgaver om relaterede emner, og ofte kan man tydeligt mærke, at det hjælper dem at skulle forholde sig verbalt og rationelt til historien. De bruger biblioteket til at skaffe sig generaliseret information i form af bøger og oplysninger fra internettet. I denne proces får de vejledning af personalet, og det tredelte bibliotek (fysisk, digitalt og menneskeligt) spiller sammen, idet det her vil være det fysiske (bøger) og det digitale (websider) der er i centrum.

Men ofte vil der vise sig at være en flydende overgang mellem den generaliserede informationssøgning og så den personaliserede, hvor barnets dybeste motiv til informationssøgningen træder frem. Her bliver den menneskelige del af biblioteket (personale og samspillet bruger/personale) den vigtigste. Den coachende samtale kan formidle, hvor medierne ikke er tilstrækkelige. Men dette kan stille store og til dels nye krav til personalet. Kurser og formaliseret kollega-supervision ville være en god ting.

Selvfølgelig har ”almindelige” danske børn også altid haft problemer. Forældres skilsmisse ligger højt på richterskalaen. Vold i hjemmet, alkoholmisbrug, sygdom og død – det er ikke nyt at der stilles krav til bibliotekspersonalets indfølingsevne og situationsfornemmelse. Men kravene skærpes gennem tilstedeværelsen af børn med tilknytning til verdens skuepladser for ekstreme begivenheder. Derudover kan disse børn jo også have ”almindelige” problemer.

Det ufarlige sted

”Jeg er bange”, siger 10-årige X. ”Jeg vil ikke have, at der skal være krig mellem Danmark og Afghanistan. Jeg drømte, at de kom her og kastede bomber. Det er der nogen der siger, at de vil gøre.”

Hun viser mig sin Google-søgning. ”Jeg har prøvet at skrive ”krig Danmark Afghanistan”, og jeg har prøvet at skrive ”Afghanistan Danmark krig mellem” og jeg har prøvet …” Hun stirrer opgivende på ”Googloraklet”, der ikke leverer det færdige svar, hun ønsker. Det gør jeg heller ikke, men jeg kan i det mindste sætte mig og snakke med hende. Vi snakker om krig og om hjælp.

En dreng ved en anden computer stopper sit spil og lytter med interesse til samtalen. Han siger aldrig meget, henvender sig kun for at reservere manga-tegneserier. Men jeg bemærker, at han efterfølgende virker mere åben og afslappet. Der er blevet snakket med dragen.

Senere tænker jeg, at jeg kunne have vist X Udenrigsministeriets Afghanistan-portal. Her er der billeder af mennesker, der smiler og børn, der går i skole. Men hun vender ikke selv tilbage til emnet i den kommende tid, og derfor gør jeg det heller ikke. Nu virker hun glad og optaget af fritidsinteresser. Det coachende børnebibliotek tager udgangspunkt i børns behov.

Og det er ikke alle børn, der ønsker at opsøge dragen. Nogle har store problemer med krigstraumer i familien, men de kommer på biblioteket for at være i fred. Skjule sig i en krog med en bog. Forsvinde gennem skærmen og ind i Facebook. Vores opgave er ikke at ”terapeutisere”, men at signalere åbenhed, tilgængelighed og mulighed for såvel generaliseret som personaliseret information.

En norsk undersøgelse (Audunson et al., 2007) viser, at biblioteket som mødested synes at være velegnet til brobygning mellem sociale og etniske grupper. Biblioteket er et tilbud til alle, man kommer der frivilligt, det er ikke hér, man har stærke følelser eller økonomisk overlevelse i klemme. Det er et såkaldt ”lavintensivt mødested”. Der tales om biblioteket som skaber af social kapital, dvs. generaliseret tillid mellem mennesker. En rolle, der med sikkerhed bliver god brug for i et stadig mere multikulturelt samfund.

Men ud over at kunne skabe tillid mellem forskellige grupper, skaber biblioteket også, via sin natur og sine funktioner, tillid til sig selv som ”det ufarlige sted”. Børn iagttager bibliotekets betjening af vidt forskellige brugere i alle aldre. Personalet fremstår som venligsindede og snarrådige voksne, der kan klare mange slags problemer, eller ved hvor man i øvrigt kan gå hen for at få hjælp. Vi er i en eller anden forstand samfundets officielle repræsentanter, men harmløse, medmindre man har smidt en film væk. Og selv da prøver vi at finde den bedste løsning. Biblioteket som lavintensivt mødested gør det trygt at søge information om højintensive emner.

Offentlige hemmeligheder

Hvordan formidler man offentlige hemmeligheder, og hvordan overskrider man grænsen mellem den generaliserede og den personaliserede information, når man ikke tør blive for personlig? En del børn, både med dansk og udenlandsk baggrund, er udsat for vold fra deres forældre. Eller skolen og det sociale system har mistanke om vold. Jeg fik ideen til en papirflyver – men må skynde mig at kreditere min kollega Tage Sørensen for den tekniske konstruktion.

På vingerne står: ”børn har også ret”, samt adressen på Børnerådets Børneinfo. En nyttig webside, hvor der bl.a. findes en letlæst udgave af FNs Børnekonvention. Der er noget guerilla-agtigt over en papirflyver. Den er uafhængig af batterier og netadgang, den vejer intet, og man kan ikke altid afgøre hvor den kommer fra, når den suser forbi. Jeg kopierer teksten på papir i neonfarver og folder en stor portion. En dreng spørger hvorfor, og jeg fortæller om Børneinfo, hvor børn kan læse om deres rettigheder, fx at man ikke må slå børn.

”Må man ikke slå børn?” spørger han forbløffet. De færdige flyvere bliver hurtigt revet væk. ”De tager dem kun for at flyve med dem”, siger drengen skeptisk.

”Det gør ingenting. For de ser hvad der står, eller deres søskende ser det, eller måske deres forældre. Og til sidst går nogen ind på Børneinfo og ser, at man ikke må slå børn.”

Jeg folder stadig papirflyvere og hører ofte børn med en vis tilfredshed læse ordene højt: ”børn har også ret.” Og så til noget mere fredeligt: en hemmelig pigeseddel, der fra starten af ikke var særlig hemmelig.

Jeg har lavet en bogudstilling om pubertet og sex, henvendt til piger. På udstillingen ligger også nogle små lyserøde sedler, foldet som lodsedler, så man skal åbne dem for at læse teksten. Indeni er henvisning til websider tilhørende et par producenter af hygiejnebind. Selvom det er kommercielle sider, er der udmærkede informationer og brevkasser. Jeg synes selv, at man må blive nysgerrig efter at åbne sedlerne, men der er ikke blevet taget ret mange af dem, derimod går bøgerne fint. En gruppe store piger – arabiske, pakistanske, afghanske – skubber en pige, Y, hen til mit skrivebord og spørger, om jeg ikke vil finde bøger om pubertet til hende. De fleste bøger er nu væk, men jeg giver hende en lyserød seddel fra udstillingen.

”Nej, ikke noget på nettet”, protesterer hun. ”Hvad nu hvis der sidder drenge, og de ser det?” Indvendingen undrer mig, da bøgerne står frit fremme, og pigerne ofte sidder og kigger i dem. ”Jamen ikke når det er noget om …” siger en af de andre, og kan åbenbart ikke få sig selv til at sige ordet højt. ”Ikke om menstruation”, hvæser hun ind i mit øre.

”Men giv mig bare en seddel”, siger Y. ”Jeg kigger på det, når jeg er alene”. Nu står de lyserøde sedler i et krus på skrivebordet til individuel uddeling. Når piger spørger hvad det er, siger jeg bare, at det er til piger. Når de åbner sedlen og læser hvad der står, stikker de den i lommen, ganske fornøjede.

Litteratur

Audunson, R., Vårheim, A., Aabø, S. & Holm, E.D.: Public libraries, social capital and low intensive meeting places – Information Research, 12 (4), 2007.

http://informationr.net/ir/12-4/colis/colis20.html

Børneinfo: http://www.børneinfo.dk/

Satrapi, Marjane: Da dragen Ajdar rystede jordens indre. – Carlsen, 2007.

Skrevet i: Arkiv

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg Forbindelser.dk

NYHEDSBREV:
Du modtager automatisk en mail, når der er nyt indhold.


RSS-feed:

Seneste artikler

  • Den Tyske Brandmur 17. februar 2025
  • Alexander Kluges Krigsfibel 2023 19. december 2024
  • Tyskland – fældet af historien eller nypolitisk romantik 19. september 2024

Seneste kommentarer

  • Stine Lindhardt til Forbindelser – fra multikulturel mangfoldighed til tværkulturel dialog
  • Lone til Fanget i en hadkultur?
  • Lotte Tøstesen til Tilslutningsadfærd i praksis – behov for nye rammer
  • Peter Holm Rasmussen til En ny forretningsmodel for offentlig ledelse med afsæt i folkebiblioteket – knaphed og idegrundlag
  • Mikkel Fabritius Sørensen til En ny forretningsmodel for offentlig ledelse med afsæt i folkebiblioteket – knaphed og idegrundlag

Til toppen | Kontakt
Ansvarshavende redaktør: Hans Elbeshausen
ISSN: 1603-3493