Jeg har med interesse læst Ahmed Demirs artikel og må sige, at den rejser en række væsentlige problemstillinger. Især finder jeg tematikken om biblioteket som værested interessant.
For det første: en række biblioteker i hvert fald i Jylland, som jeg har været i kontakt med blandt andet i forbindelse med undersøgelser af folkebibliotekernes selvopfattelse i integrationsprocessen, betegner faktisk sig selv som multikulturelle væresteder, som en illustration af, hvor succesfulde de har været i bestræbelserne på at tiltrække borgere af anden etnisk oprindelse. Dermed ikke sagt at de ikke oplever problemer, for det gør de så absolut. Men de har over en bred kam samme selvopfattelse, som Pia Møller tilkendegiver i sin artikel i Bibliotekspressen 4/2002 : at bibliotekerne har været gode til at tiltrække borgerne af anden oprindelse, men ikke særligt gode til at få dem til at forstå, hvad biblioteket er, kan være og især bør være. Det primære har været at tiltrække så mange som mulig, sekundært at introducere og vejlede i, hvad et danske folkebibliotek er. Problemet var åbenbart, at man ikke var gearet til sin egen succes og begik således et institutionspolitisk selvmål!
For det andet: Jeg har svært ved at forstå, at tilstedeværelsen af borgere af anden etnisk oprindelse på bibliotekerne og deres brug af bibliotekerne som væresteder, som udgangspunkt, (altså ikke i forbindelse med uro, vold, chikanerier, etc.) i den grad kan forstyrre bibliotekarernes verdensbillede. Med “UBIS-rapporten” (oktober 1977) og “Lov om biblioteksvirksomhed” (maj 2000) lægges der faktisk op til en udvidelse af bibliotekernes virksomhed, som blandt andet kan gå i retning af studie- og læringsmiljøer, der, så vidt jeg forstår Ahmed Demir, er en af mange forklaringer på, hvorfor borgere af anden etnisk oprindelse opholder sig så meget på folkebibliotekerne og så i lang tid. Biblioteket som værested er i øvrigt en funktion, der af Dorte Skot-Hansen allerede i 1994 beskrives som et muligt nuværende og fremtidigt indsatsområde – og dermed indenfor de teoretiske rammer for bibliotekets virksomhed.
Biblioteket er en samfundsmæssig serviceinstitution, der tilvejebringer kvalificeret information og kvalificerede kulturelle oplevelser på baggrund af ønsker, behov og efterspørgsel, indenfor den politiske ramme, der nu engang er til rådighed. Heri indgår også, at man stiller forskellige faciliteter til borgernes rådighed. Ovennævnte to tematiske diskussioner fører derfor naturligt frem imod et tredje: spørgsmålet om, hvad bibliotekerne som integrationsfremmende institutioner kan og skal være. For mig at se udgør ovennævnte forhold modsatrettede bevægelser på flere forskellige niveauer: på den ene side har bibliotekerne stor succes med at tiltrække borgere af anden etnisk oprindelse. På den anden side problematiseres denne succes gennem den blotte tilstedeværelse af disse mennesker og deres anvendelse af biblioteket som værested.
Samme modsatrettede bevægelse kan iagttages på et institutionspolitisk plan: på den ene side en lovgivning, der lægger op til forandringer i og udvidelser af bibliotekernes fysiske og institutionelle (og virtuelle) rammer i retning af eksempelvis studie- og læringsmiljøer, på den anden side en forvaltning af denne lovgivning, så der ikke naturligt etableres sådanne miljøer, hvor og på trods af at praksis faktisk eksisterer.
Der mangler i den grad en diskussion om, hvad integrationsbestræbelsernes succeskriterium er: hvornår kan vi tale om, at en integrationspraksis er lykkedes. Det fordrer imidlertid at det er nogenlunde klart, hvilke tematiske områder, integrationsindsatsen skal rette sig imod. Publikationen “Medborger i Danmark” giver sit bud på en række tematiske områder, der bør være udgangspunktet for integrative tiltag. Integration er en tovejsproces, hvilket ovennævnte publikation ikke formår at reflektere over, men det betyder, at integration fordrer kontakt og gensidig kommunikation, hvilket er en proces, der kræver tillid. Tillid opbygges over tid, gerne generationer, men for nuværende er tid ikke en ressource, der regnes med ej heller diskuteres i den samfundsmæssige debat om integration. Integration og integrationsbestræbelser kan i den forbindelse ses som mulighederne for at afhjælpe den manglende tidsmæssige ressource, forkorte den “kulturlige” tilpasning, der under alle omstændigheder finder sted over tid, og de mere eller mindre uhensigtsmæssige og negative konsekvenser af en sådan selvberoende proces: undertrykkelse, forfølgelse, diskriminering.
Jeg er dermed ikke enig i Ahmed Demirs konklusion, at biblioteket ikke skal være et mødested. Bibliotekerne må tilpasse sin virksomhed til borgernes – og samfundets – behov under udvikling – ikke omvendt!
Ikke desto mindre har artiklen fat i et meget essentielt tema i debatten om bibliotekerne og deres fremtidige roller som integrationsfremmende institutioner.
Skriv et svar