Habib Jalib – en selvbiografi af Habib Jalib (1928 – 1993)
Kære læser! Jeg ved du ikke har en jordisk chance for at læse den bog, jeg er i gang med at anbefale medmindre du kan læse urdu. Bogen er nemlig ikke oversat til hverken engelsk eller noget andet europæisk sprog. Det er for så vidt heller ikke det sagen drejer sig om. Mit ærinde er at formidle kendskabet til den person bogen handler om, nemlig digteren Habib Jalib.
Jalib baiti er en selvbiografi, indtalt af Jalib på bånd, og senere redigeret og udgivet af Tahir Asghar. Det er en historie om en fattig dreng, som vokser op i fattige kår og bliver massernes stemme mod undertrykkelse, politisk forfølgelse og uretfærdighed. Jalib blev ikke uden grund kaldt en sand folkedigter. Ingen kunne som ham fortolke den nødlidende pakistaners inderste følelser i sin politiske protestdigtning. Og når han reciterede sine digte offentligt tryllebandt han sit publikum på grund af ægtheden i sine ord og stemmeføring.
Jalib blev født i 1928 i distrikt Hoshiarpur i det nuværende indiske Punjab. Hans far var en fattig skomager og alle i husholdningen måtte knokle for det daglige brød. Faderen der selv var analfabet, nærede et stort ønske om at give sine børn en skolegang. Ved delingen i 1947 flyttede familien først til Karachi og senere til Lahore. Ved et tilfælde læste Jalib op af sine digte ved et stort anlagt digtsymposium i Lahore, hvilket banede vejen for hans litterære karriere.
Jalib var venstreorienteret aktivist og kommunistisk politiker og kendt som folke- og protestdigter. Når det politiske atmosfære i landet blev uudholdeligt og alt håb forsvandt, kiggede folk altid i retningen af Jalib i håb om at hans digte vil lindre deres smerte. Hans digte kunne det, som mange andre ikke turde – talte magten midt imod og give folk troen på selv og håbet tilbage. Det var en torn i øjet på magthaverne og selvfølgelig kom han i fængsel for det, ikke bare en gang, men mange gange. Hans bøger blev bandlyst, han blev tortureret og pisket (offentligt, under Ziaulhaqs diktatur), men mistede aldrig sympatien for den almindelige mand på gaden.
Jalibs liv er også en fortælling om Pakistans nyere politiske historie, han befandt sig tit i orkanens øje og aflægger vidnesbyrd om tingenes tilstand som han oplevede dem. Jalib døde i 1993 og efterlod sin familie i social armod. Han var ked af, at hans familie kom til at betale en alt for høj pris på grund af hans politiske kamp. Men det kan måske være en trøst for dem, at den dag i dag er det hans digte folk tyer til, når magthaverne går amok og folk har brug for et åndeligt frirum.
Det er typisk for Jalib, at han kunne tryllebinde folk med sine ord, fordi de fortolkede deres vilkår uden omsvøb. Den gængse parole for Pakistan lyder noget i retningen af:
Hvad betyder Pakistan? Lailah illah – altså at Pakistan er grundlagt på et religiøst grundlag for et muslimsk folk.
Det var det Jalib opponerede imod, ved at skrive den mere ironiske/satiriske udgave af den parole.
What Does Pakistan Mean? (Pakistan Ka Matlab Kya?)
1.Bread, clothes and medicine
A little house to live in
Free education, as may right be seen
A Muslim, I, too, have always been
What does Pakistan mean
There is no God, but God, The Rab-al-alameen
5.This, then, is the basic thing
For the people, let freedom’s bell ring
From the rope, let the plunderer swing
Truly they speak, who the truth have seen
What does Pakistan mean There is no God, but Allah...
Dette er første og sidste vers af Jalibs digt: What does Pakistan mean?
Hele digtet findes sammen med 9 andre i:
Revolutionary Democracy Vol. IX, No. 1, April 2003
Links om Habib Jalib
En musikalsk gengivelse af hans digt
Skriv et svar