Kreative læringsrum i en kulturelt mangfoldig omverden: Eksperimentarium for Integration (Vollsmose Bibliotek)

1. Bibliotek som læringsrum

Siden 2000 har man talt om folkebiblioteket som læringsrum eller som værksted for læring. Det første læringscenter blev indviet i 2002 – i Vollsmose. Her har man beskæftiget sig målrettet med læring og undervisning, der blandt andet resulterede i udviklingen af et koncept, der går under betegnelsen ”Bibliotekslæring og praksisfællesskaber”. (se: Viden i dialog, 2007)

Odense Centralbibliotek og Danmarks Biblioteksskole agter med projektet Eksperimentarium for integration at videreudvikle og udbrede konceptet for praksislæring: Læringscentret i Vollsmose skal blive til et sted, hvor bibliotekarer og andre faggrupper lærer at lære, dvs. hvor nye ideer og koncepter vedrørende kulturel og social integration afprøves i fællesskab.

Et eksperimentarium for integration ville have været utænkeligt, hvis folkebibliotekerne samt Biblioteksstyrelsen ikke havde fulgt op om ideen med læringscentre og især hvis nydanskerne ikke har taget bibliotekernes mange tilbud til sig. Der har siden 2000 været en del projekter og aktiviteter, hvor bibliotekerne alene eller sammen med relevante samarbejdspartnere har givet sig i kast med en mere fokuseret formidling af viden rettet mod nydanskere. Formidling og tilegnelse af viden er blevet betragtet som nyttige aktiviteter i omgivelser, der er præget af kulturelle og sociale spændinger. (se: Om at skabe forandring; 2005)

Kendetegnende for mange af disse projekter var, at aktiviteterne ofte foregik på biblioteket, men mange gange også uden for bibliotekets fire vægge. Det er vist ikke helt forkert at sige, at biblioteksbegrebet siden 2000 blev udvidet i to henseender: for det første er biblioteket ikke kun en informationscentral eller et sted for læseoplevelser, det er også blevet et rum for læring: selvlæring, sprog-cafeer, uddannelsesvejledning, lektiehjælp og undervisning. For det andet har bibliotekerne flyttet læringen ud i nærsamfundet – eller det har været borgerne, der har inviteret bibliotekarerne ud i lokalsamfundet. Begreber som kulturbrobygning, streetwalking, borgerinddragelse, Community Center (Gellerup) eller det sociale bibliotek indikerer netop, at biblioteket har flyttet sig – fysisk og konceptuelt.

Det vil desuden give god mening ikke kun at tale om læringscentre; betegnelsen læringsrum er efter min mening mere dækkende. Formidling af informationer og tilegnelse af viden finder sted i mange rum: i fysiske og institutionaliserede rum som skoler og biblioteker, i virtuelle rum (f. eks. i virtuelle lektiecafeer) og i flygtige sociale rum, som er de steder, hvor er mennesker med et vidensbehov mødes.

Ideen med Eksperimentariet for Integration er netop at understøtte den konceptuelle nytænkning i folkebibliotekernes arbejde med integration. Eksperimentariet er:

• en ramme for udvikling og afprøvning af læringsrelaterede aktiviteter og projekter i biblioteksregi;
• et sted, hvor interesserede kan få hjælp til at præcisere og løse nogle af de problemstillinger, som det kulturelt mangfoldige samfund har stillet deres bibliotek eller indretning over for;
• et kursuscenter, hvor bibliotekarer og andre faggrupper kan tilegne sig viden angående kulturel læring, medborgerskab, sprogstimulering, interkulturel kommunikation;
• en praktikplads, hvor der tilbydes følordninger og hvor man kan gå i lære;
• et vidensforum, hvor der diskuteres udviklingen af et samfund, der er præget af kulturel forskellighed.

De følgende to år sættes der i Vollsmose Bibliotek og Læringscenter en række aktiviteter så som workshops, følordninger og diskussionsfora i gang, som er gratis at deltage i. Den første workshop om interkulturel kommunikation med i alt 50 deltagere blev afholdt i maj og juni 2008.

2. Kreativitetsformer

I titlen for dette foredrag nævnes begrebet kreativitet; dette begreb kan være noget misvisende, idet kunst og litteratur altid har haft en stor affektionsværdi for bibliotekaren. Ud fra denne forforståelse vil det være nærliggende at se kunst og kreativitet som et naturligt udgangspunkt og at forvente redegørelse for, hvordan kunst og litteratur samt læring og integration hænger sammen. Jeg vil dog tillade mig at udvide kreativitetsbegrebet fra det kunstneriske domæne til andre områder. Det vil jeg gøre ved hjælp af Kupferbergs bog: Kreative tider (2006).

Når jeg taler om kreative læringsrum, så tænker jeg altså først og fremmest ikke på kunst. For mig er kreative processer lig med at formulere nye tanker og at finde de dertil passende udtryksformer. At kunsten er blevet til et synonym for kreativitet er vel ikke kunstnerens skyld, men skyldes den måde, vi i lang tid har italesat kunst på. I masseproduktionens tidsalder har kunsten været et refugium; her gik man ikke efter standardløsninger, men efter originalitet og autenticitet.

Den nye kreativitetsforskning fremhæver imidlertid: kreativitet er tæt forbundet med social anerkendelse. Det vil sige: den enkelte kan godt være kreativ og kan tænke mange nye og banebrydende tanker, men det er lige så vigtigt, at hans/hendes kreativitet accepteres af andre. Det betyder to ting: kreativitet er afhængig af det sociale domæne, geniet eller den kreative person er knyttet til. Derfor kan det lade sig gøre at tale om forskellige former for kreativitet afhængig af, hvilket socialt domæne man befinder sig i. Kunstnerisk kreativitet er en anden slags kreativitet end f.eks. kreativitet i videnskaben, pædagogik eller virksomheder.

Min tese er: når vi taler om kreative læringsrum i forbindelse med biblioteker i multikulturelle miljøer, så har vi med flere former for kreativitet at gøre, også fordi vi har brug for flere former for kreativitet. I projektets sammenhæng er den sociale kreativitet og den pædagogiske de mest centrale kreativitetsformer, men kunstneren skal ikke glemmes og bibliotekarens fornemmelse for kunst ikke tilsidesættes. Det kommer jeg tilbage til, efter at jeg kort har beskrevet kreativitetsformerne.

Social kreativitet er lig med brobyggende aktiviteter – aktiviteter og koncepter, der skaber sammenhæng mellem ellers socialt adskilte grupperinger; nærmiljøets ressourcepersoner bringes i kontakt med hinanden. Den sociale kreativitet udfolder sit potentiale ved at se muligheder, hvor andre ser begrænsninger, ved at kende til allerede eksisterende ressourcer i nærmiljøet og ved at skabe forbindelser mellem ressourcepersonerne, ved at være nærværende både som fagmænd og som menneske, ved at kunne skabe tillid i forskellige kulturelle og sociale miljøer og blandt aktørerne fra mange nationer og etniske grupperinger. Den franske antropolog Lévi-Strauss har brugt betegnelsen ”bricolage” til aktiviteter af denne art; ”bricolage” kan oversættes til, at det er sjovt at lege lidt med de eksisterende muligheder, kombinere dem på en ny og mere probat måde og overskride grænser og åbne nye veje – også i ellers adskilte sociale miljøer.

Den pædagogiske kreativitet har et andet sigte: at skabe mening og animere til at være nysgerrig. Det kreative potentiale består i at fremstille informationer og viden på en struktureret måde, således at objektet for læring både svarer til den lærendes vidensforudsætninger og inspirerer til tilegnelsen af ny viden. Øvelsen går ud på, at skabe mening ved at forenkle og formidle i forhold til målgruppens videns- og udviklingsmæssige forudsætninger. Man kan sige, at etableringen af læringscentre på folkebiblioteker er en ny ramme for kreative pædagogiske løsninger, fordi de klassiske formidlingsopgaver kan deles op i formidlings- og læringsrelaterede opgaver. For eksempel har folkebiblioteker udviklet koncepter som ”Det arbejdende værksted”, ”Læring i praksisfællesskaber” eller tilpasset læringsteorier som den anerkendende og værdsættende undersøgelse (AI) nærmiljøets integrations- og vidensbehov.

Vender man blikket mod kunstnerisk kreativitet, så befinder biblioteker sig i en underlig dobbeltrolle; biblioteker er først og fremmest vidensorganiserende og kulturformidlende, ikke kulturproducerende systemer. Differentierer man mellem proces og produkt, så lader bibliotekerne  den kunstneriske kreativitet komme til syne i form af tilgængelige produkter – f.eks. skønlitteratur, musik eller kunst klassificeret, indekseret, opstillet og formidlet efter et sindrigt system. Procesdimensionen mangler af gode grunde. Det gør heller ikke noget, at – selvom biblioteker ikke er kunstneriske værksteder – bibliotekaren spejler sig i de mange hyldemeter kunst og litteratur, der findes på stedet. Set med Eksperimentariets briller, så er det ikke det kunstneriske værk, der er i centrum. Formidling af kultur er ikke lig med formidling af kunst. Men normen for kunstnerisk kreativitet kan tjene som rettesnor, når kulturel og interkulturel viden skal formidles.

Kunstnerisk kreativitet defineres ikke snævert, dvs. som en manifestation af det kunstneriske sind. Formålet med denne kreativitetsform er ifølge Kupferberg at kunne give udtryk for individuelle oplevelser, følelser og ideer. Dette sker ud fra forudsætningen at være autentisk. Kunstnerisk kreativitet har efter min mening i bibliotekets læringsrum hovedsagelig et didaktisk sigte: det drejer sig ikke om at formidle den mening, som kunstneren har lagt i sit værk; skønlitteratur, musik, fotografi eller grafisk design inkl. genrernes formsprog bruges derimod i et narrativt og dialogisk perspektiv. Dialogen med værket kan hjælpe den lærende med at finde frem til intensive oplevelser, at fortælle om tidligere erfaringer og at give udtryk for aktuelle følelser.

 3. Hvad er nyt?

I Eksperimentariet for integration vil der være fokus på forskellige kreativitetsformer. Den sociale eller pædagogisk kreativitet viser sig for bibliotekerne både som proces og produkt. Tager vi læring i bibliotekernes åbne læringsrum som eksempel, så fører den situationsadækvate formidling af relevante informationer (proces) forhåbentlig til mere viden (resultat). Evnen til at kunne forenkle og eksemplificerer komplekse problemstillinger er i denne forbindelse en central kompetence. Ved social kreativitet består processen i de aktiviteter, der har individuel bemyndigelse og kollektiv empowerment som indhold; resultatet er vidende og ansvarsfulde medborgere. Socialt nærvær og engagement er den påkrævede kompetence.

Den kunstneriske kreativitetsform udmønter sig først og fremmest i et didaktisk sigte: at kunne give udtryk for forgangne og aktuelle oplevelser og være autentisk over for de erfaringer, der har præget ens livshistorie. Musik, skønlitteratur eller eventyr kunne bygge bro over kulturer og samle livshistorisk adskilte faser samt at skabe kontakt til de særlige oplevelseskvaliteter, der udgør personens identitet. Se for eksempel: M. Bramsen (2005) Sproget er nøglen. Tager vi med i betragtning, at kulturel læring for mange af de etniske minoriteters vedkommende sker i uvante omgivelser, så er opgaven udfordrende og krævende. Som kompetence kræves åbenhed, indlevelse og interkulturel forståelse.

Kreativitetsformer

  (med inspiration fra Kupferberg 2006)

Man kan så spørge sig, hvad er det specifikke ved disse kreativitetsformer og hvad har de med Eksperimentarium for Integration at gøre. Bibliotekerne og ikke mindst Læringscenter Vollsmose kan med rette påstå, at der allerede arbejdes med social, pædagogisk og kunstnerisk læring og kreativitet. Det nemme svar ville være: Eksperimentariet skal bidrage til vidensdeling og sætte andre interessenter i stand til at bruge erfaringerne fra Vollsmose, Nørrebro Biblioteket eller Gellerup. Det svære svar ser anderledes ud:

• Bibliotekernes integrationsbidrag består ikke kun i at formidle informationer og at organisere læring – enten med henblik på Danmark eller oprindelseslandet.
• Biblioteker hjælper deres brugere/nydanskere/etniske minoriteter med at kunne sætte ord på for dem vigtige interkulturelle oplevelser.
• At kunne sætte ord på vigtige eller signifikante oplevelser er en opgave, der bedst løses, når kunstnerisk, social og pædagogisk kreativitet inspirerer hinanden.
• At biblioteker er mere end et frirum for integration; de er også arenaer, hvor der den kulturelle difference får et spændingsfyldte udtryk og hvor nye kulturformer afprøves.
• At eksperimentariet bidrager til kompetenceudvikling med henblik på interkulturel åbenhed, socialt nærvær og signifikante oplevelsers betydning for den enkelte.
• At udvide den enkeltes aktivitetsradius: Empowerment er en vigtigt aktivitet og et centralt koncept; men lige så centralt er det jeg kalder hermeneutisk kundskab. Hvad det er, kommer jeg tilbage til.

4. Eksempler

Hvad der menes med signifikante oplevelser, vil jeg eksemplificere ved tre historier.

a)Da jeg indsamlede data fra integrationsprojektet ”Vi læser avisen – Sammen”, deltog jeg i nogen af møderne, som Integrationskonsulent Bente Weisbjerg afholdt sammen med 15 kvinder fra alle verdens lande. Vi talte om sprogundervisning på sprogskoler, om det danske familiemønster og om at være i Danmark. Jeg fortalte også om min familie. Der kom mange spørgsmål: om min mor ikke var bedrøvet, da jeg flyttede til DK; om min bror havde familie og hvor han boede hen? Så sagde jeg: at min bror, hans kone og deres yngste datter boede i samme hus som mine forældre. Efter at jeg havde sagt det, blev det stille i lokalet og kort efter var der en kvinde fra Somalia, der udbrød: I Tyskland er det lige som i Afrika. Jeg husker stadig hendes tonefald; stemmen virkede lettet og vemodig på samme tid.

b)Det næste eksempel stammer fra et interview med kulturbrobygger Jacklin Tawfik. Hun har været ansat på Vollsmose Bibliotek og arbejdede med en gruppe etniske piger. En af pigerne spurgte hende: Jacklin, hvorfor har du egentlig kun to børn? Ved du ikke, hvor hyggeligt det er, når vi sidder ti mennesker om aftenen i stuen. Hendes svar udløste tavshed og eftertænksomhed: Jeg vil kun have to børn for at kunne give dem meget opmærksomhed og for at have tid til at snakke med dem.

Pigen blev helt tavs. (Interview, okt. 2003)

c)Det tredje eksempel stammer fra en samtale med en god ven og hans kone – begge er tyrkiske kurdere og har boet i Danmark i ca. 25 år. De har to sønner: den yngste søn på ca. 20 år har de lige holdt bryllup for. Familien har udvidet huset – de regnede med, at sønnen og svigerdatteren vil flytte ind hos dem og bo der, indtil de har etableret sig. Det var planerne; og denne plan holdt også. De giftede sig, tog på bryllupsrejse og flyttede ind i deres fælles hus – og flyttede ud efter tre måneder.

Da vi talte om det, lignede det en helt almindelig historie i dagens DK. Det var imidlertid vennens kone, der med en meget besluttet stemme tilføjede: De unge bestemmer selv! Hun gentog sætningen tre gange og i sidste omgang tilføjede hun: vi kan ikke gøre noget.

Hvad er så signifikante oplevelser: Hvis vi tager det første eksempel, så gemmer signifikansen sig ikke i konstateringen ”I Tyskland er det lige som i Afrika”, men i den stilhed, der opstod før denne sætning blev sagt. Som iagttager kan man stille sig en del spørgsmål: Hvilke oplevelser og billeder fra livet i Somalia er disse fem sekunders stilhed blevet udfyldt med? Hvor stærke er minderne? Hvordan hænger tidligere oplevelser sammen med livet i DK? Konteksten for hendes oplevelser kunne være, at hun har to børn og ventede sig med barn nr. 3. Hendes dreng vil ikke have sin mor til at læse for ham på dansk, fordi hendes dansk ikke er godt nok. Hvad betyder det for hende at have en familie og hvad siger det danske familiemønster hende?

Kigger vi på de andre eksempler, så gemmer signifikansen sig i den stilhed, der indstillede sig efter: ”Jeg vil kun have to børn for at kunne give dem meget opmærksomhed.” I det sidste eksempel ligger signifikansen i gentagelsen af sætningen: ”De unge bestemmer selv”.

Signifikante oplevelser defineres som oplevelser, der markerer en begyndende ændring i den måde, man hidtil har anskuet verden på. Signifikante oplevelser er endnu ikke helt sproglige; det vil sige, at symbolernes affektive og kognitive repertoire ikke endnu udgør en helhed. Man har ikke taget konsekvensen af det sagte følelsesmæssigt til sig. Sagt på en anden måde, signifikante oplevelser rummer mange modsatrettede følelser og mange forskellige budskaber. Signifikante oplevelser er vigtige i integrationsprocessen, fordi de ofte er bindeledet mellem den nye og den gamle verdens symbolsystemer.

En af opgaverne, som Eksperimentarium for Integration bidrager med at løse, er, at man bliver opmærksom på signifikante oplevelser og deres betydning i integrationsprocessen og at man finder kreative løsninger inden for kulturel læring og socialt medborgerskab ved at skabe autentiske udtryksformer for personlige erfaringer. Dette kræver en del kompetencer, som kan samles under overskriften den hermeneutisk bevidste aktør.

5. Den hermeneutisk bevidste aktør

Den hermeneutisk bevidste aktør kan betragtes som en af de mest centrale kompetencer, når det gælder det interkulturelle integrationsarbejde. I den sammenhæng vil jeg fremhæve tre forskellige aspekter.

• Når vi med hermeneutiske øjne ser på interkulturelle problemstillinger, kan det være en god ide at gøre sig klart, at vi betræder et univers, der er fyldt med betydninger og meninger. I dette univers findes der ingen objekter, som nødvendigvis har ens betydning for alle. Det er til gengæld meningsrelationer, der præger vores tilgang til og forståelse for den verden omkring os. For at være opmærksom på meningsrelationernes signifikans, bruger man inden for hermeneutikken begrebet livsverden. Livsverdenen betegner det perspektiv, som en person på et givet tidspunkt indtager og betragter omgivelserne ud fra. Livsverdenen er den meningshorisont, som nye og ukendte fænomener inkorporeres i og dermed bliver meningsfulde. Ændringer i de etablerede meningsrelationer, der udgør min livsverden, markeres blandt andet gennem det, som jeg tidligere har kaldt signifikante oplevelser. Disse oplevelser signalerer, at ens meningshorisont til en vis grad er kommet under belejring; den fungerer ikke længere så gnidningsløst, som de tidligere har gjort. Der findes mange signifikante oplevelser i den interkulturelle kontakt, der samles under betegnelsen kulturchok.

Det samme fysiske rum vil ofte udgøre forskellige livsverdener for forskellige personer. Et bibliotek kan for de ansætte være et sted, hvor man professionelt og på den mest rationelle måde betjener forskellige brugergrupper. For de etniske minoriteter kan det samme rum udgøre en anden meningsrelation: biblioteket kunne f.eks. for etniske piger være et af de få legitime opholdssteder i den offentlige sfære; for etniske kvinder uden tilknytning til arbejdsmarkedet kan det være et af de steder, hvor man er i kontakt med det danske samfund. Den hermeneutisk bevidste aktør står over for en udfordring: Hvordan kan jeg være sikker på, at mit syn på tingene ikke skygger for den anderledeshed, som jeg gerne vil forstå lidt bedre?

• Med meningsrelationernes faste forankring i livsverdenen hænger umiddelbart to andre aspekter sammen: a. betydningen af den enkeltes forforståelse i den interkulturelle kontakt b. de mere grundlæggende begrænsninger i at erkende det, der er fremmed for os.

a. I den hermeneutiske tilgang går man ud fra, at kulturelle fænomener aldrig kan betragtes neutrale eller – om man vil – fordomsfrie; man starter altid med et bestemt spørgsmål, har en specifik holdning til det objekt, der skal undersøges, og ser med sine kulturelle briller på fænomenerne. Fra den interkulturelle forskning ved vi for eksempel, at menneskernes reaktioner er forskellige, alt efter om et fænomen forekommer dem bekendt eller fremmed. Lighed fremkalder positive og forskellighed negative reaktioner.

Fra den hermeneutisk bevidste aktør kan man forvente, at han/hun er opmærksom på de forståelsesproblemer, som er forbundet med aktørernes kulturelle forankring og deres forforståelse. På den ene side er erkendelsesinteressen en nødvendig forudsætning for overhoved at erkende og forstå; på den anden side er interessen aldrig objektiv, men relateret til ens kultur eller livsverden. Derfor kan det være vigtigt at være sig sit kulturelle ståsted bevidst, at kende til de manifeste og latente diskurser, der præger den offentlige holdning, at være klar over egne personlige præferencer. Selvom det er ikke muligt at kende til alle aspekter af ens forforståelse, så vil det hjælpe at have en mere reflekteret holdning til sympatier og antipatier.

b. Hans Robert Jauß (1999) understreger, at det der er fremmed for os, vil altid til en vis grad forblive fremmed. For vi formår kun at tilegne os fremmede fænomener eller personer ud fra vores egen forståelsesbaggrund. Vi genkender i første omgang det, som vi er bekendt og fortrolig med. Vores forventninger er præget af tidligere erfaringer eller af de for tiden fremherskende ideologier og normer. Et godt eksempel er, at bibliotekarerne i tiden fra 1965 – 1980 har set på det voksende antal brugere med anden etnisk baggrund end dansk med turistens briller; de danske biblioteker skulle ligne kaffehuse med livlig snakken og afslappethed. Men da det kom til stykket var denne forståelsesbaggrund, som formentlig stammer fra de mange charterrejser til de varme lande, utilstrækkelig. Studerekammerets ro – som på dette tidspunkt har været et idealtypisk billede for danske biblioteker – kunne slet ikke forenes med kaffehusets højlydthed. De forventede adfærdsnormer og det idylliserende billedet af fremmede kulturer kunne ikke gå op i en højere enhed.

Som konsekvens heraf har man ansat integrationsmedarbejdere og urobetjente. Det man kan lære af denne historie er, at det ikke er nok at ville forstå den anden. Men kan kun – som Jauß skriver – erkende den anden ved at være opmærksom på differensen af den anden i forhold til sig selv. Sagt på en anden måde: gæstearbejdere i Danmark blev set som de mænd, bibliotekarerne har mødt på deres rejser gennem Sydeuropa og Lilleasien og ikke som det, de var: slet betalt arbejdskraft og kulturelt isolerede medborgere.

• Det tredje punkt er nærmest en selvfølge og skal derfor fremhæves en ekstra gang. Det er vigtigt at kende til den historiske og sociale kontekst, når man ønsker at forstå, hvorfor andre kulturer og andre personer er anderledes. Dette udsagn er så selvfølgeligt, at dets implikationer ofte bliver glemt. Nydanskere bringer en kultur med sig; men denne kultur udfordres af de oplevelser og erfaringer, som man gør sig i Danmark.

Det historiske perspektiv er vigtigt, men dette perspektiv er ikke kontekstløst. Det er den aktuelle livsverden, der fremtvinger reaktioner på den medbragte kulturelle bagage. Opgaven for den hermeneutisk bevidste aktør vil derfor bestå i at kende til den historiske og til den sociale kontekst. Kulturer determinerer ikke, der er i bedste fald landkort, vejvisere og orienteringshjælp. Stier må findes af den enkelte selv og hvilken retning, der skal gås i, bestemmes også af en selv.

6. Sammenfatning

Konklusionen er den, at Eksperimentarium for Integration netop er et sted, hvor der afprøves nye veje i integrationsarbejdet og hvor der eksperimenteres med nye løsninger og koncepter. Kreativitet og iværksætterånd er de kompetencer, som står i centrum. Pædagogisk, social og kunstnerisk kreativitet skal fremme ejerskab og engagement. Ligesom projektet Konsulenter i regionale Netværk (Elbeshausen 2005) har medført mange og mange forskellige integrationstiltag, skal det nye projekt bidrage til en fornyet forankring og videreudvikling af interkulturelle kompetencer i betjeningen af etniske minoriteter.

Et af de centrale succeskriterier for Eksperimentariet er at styrke samarbejdet mellem bibliotekaren og andre faggrupper. Også på det område skal der udvikles social kreativitet og faglig åbenhed. De kompetencer, der bliver centrale og styrer udarbejdelsen af Eksperimentariets curriculum, kan sammenfattes under overskriften: den hermeneutisk bevidste aktør i spændingsfeltet mellem det globale og lokale. Her menes først og fremmest at have forståelse for, hvad der sker, når forskellige livsverdener mødes eller støder sammen, og hvorfor man kun erkender den anden, hvis man sætter sig selv og sin normative forforståelse på spil.

 7. Efterskrift

Den første workshop om interkulturel kommunikation blev afholdt i forsommeren 2008 (20. maj og 19. juni). Den næste workshop om sprogtilegnelse og sprogstimulering finder sted den 18. september. Oplysninger om Eksperimentarium for Integration findes på Odense Centralbiblioteket: http://www.odensebib.dk/Eksperimentarium for integration.aspx.De tilbudte workshops er åbne for bibliotekarer, lærere, sprogpædagoger, sygeplejerske mm. Der tilbydes også følordninger. Workshops og følordninger er gratis.

 8. Litteratur

Bramsen, M. (2005) Sproget er nøglen. http://www.forbindelser.dk/artikel.php?id=42

Elbeshausen, H (2005) Vi læser avisen – SAMMEN. Avislæsningen som målgrupperelateret kulturarbejde. Om etniske minoritetsgruppers læring på Odense Centralbibliotek. Danmarks Biblioteksskole

Elbeshausen, H. (2005) Om at skabe forandring. Danmarks Biblioteksskole. http://www.bs.dk/publikationer/rapporter_andre/integration/index.htm

Elbeshausen, H. (2007) Viden i dialog. Empowerment i bibliotekets åbne og lukkede læringsrum
http://forbindelser.dk/wp-content/uploads/2015/01/Rapport_VideniDialog.pdf

Jauß, H.R, (1999) Probleme des Verstehens. Reclam

Kupferberg, F. (2006) Kreative Tider. At nytænke den pædagogiske sociologi. Hans Reitzels Forlag