Litteratur som politisk kritik

Efteråret er årstiden, hvor Frankfurt/Main bliver til Tysklands kulturelle hovedstad i knap en uge, hvilket har været tilfældet siden 1949. Er man dristig nok, kunne man sige: landets politiske kultur og udvikling var først knyttet til Bonn og senere til Berlin, mens Tysklands kulturelle befindende og relationer til sine naboer bliver tydeliggjort og diskuteret i Frankfurt. Frankfurter Buchmesse fungerer som en seismograf for akutte udfordringer i det kulturelle felt, for sociokulturelle brudflader og fremtidige udviklinger. Kulturelle tilkendegivelser gennem litteraturen er ment som et opråb og en impuls til at udvikle et kritisk sensorium, der åbner op for et nyt blik på nutidens sociale, politiske og kulturelle konfliktlinjer. Man kan sige, at litteraturen – igen – er blevet til politisk kritik og kritik af politikken. Det gælder især for Bogmessen i 2026.

En nybegyndelse

Det er måske nødvendigt at tilføje, at der knytter sig en særlig historie til Buchmesse i Frankfurt. Den har fra begyndelsen af været tænkt som politisk-kulturel instans, ikke kun som messe, hvor forlæggere, boghandlere og forfattere mødes, promoverer deres produkter og tjener penge. Litteraturen og bogen skulle blive til en robust aktør i forhold til Vesttysklands demokratiske offentlighed. Efter 12 år med nazisternes stramme kulturelle ensretning var der mere end nogensinde før brug for en arena, hvor ideer, standpunkter, ideologier og værdier kunne diskuteres åbent. I 1949 var det i sig selv et eminent politisk tegn, at fransk og engelsk litteratur igen kunne blive præsenteret sammen med tyske bøger.

Fra 1949 blev messen netop afholdt i Paulskirken for at minde om den borgerlig-demokratiske tradition, der er forbundet med byen og kirken. 100 år tidligere havde den tyske nationalforsamling i Frankfurt forsøgt at skabe et åbent samfund ved at vedtage nogle basale rettigheder for det tyske folk. At åbne samfundet og at skille sig af med de udemokratiske lænker var allerede dengang en stor opgave. Udfordringen er dog ikke blevet mindre, Tysklands efterfølgende autokratiske og fascistiske udvikling taget i betragtning.

Den refleksive kritik og det åbne samfund er én intention, et andet formål med bogmessen var at styrke den indre og ydre fred gennem dialog, tilgivelse og forsoning mennesker, folk og nationer imellem. I lang tid var og forblev messens centrale omdrejningspunkt det tyske folks arv efter nazi-tiden. Den politiske kultur måtte forholde sig til krig, fordrivelse og ødelæggelse samt forfølgelse og internering. Derfor uddeles der siden 1950 hvert år udover prisen for den bedste bog (Buchpreis) også De tyske forlæggeres fredspris (Friedenspreis des Deutschen Buchhandels).

Hvor svært og nødvendigt forsoning og tilgivelse er, formulerer Nelly Sachs på eksemplarisk vis. Som jødisk-tysk forfatter flygtede hun så sent som i 1940 og tilbragte resten af sit liv i Sverige. Hun modtag fredsprisen i 1965 som første kvinde. I hendes korte takketale fremhæver hun, at rejsen til Tyskland var forbundet med en vis ængstelse. Samtaler med mange mennesker havde dog overbevist hende om, at håb og fred igen ville kunne blomstre i Tyskland. Det var i 1965 – tyve år efter krigens afslutning. Nelly Sachs fik et år senere tildelt nobelprisen for litteratur for sit værk, der tematiserer det jødiske folks lidelser.

Tre eminent politiske taler

Som sagt, bogmessen og litteraturen er politisk kritik. Dette illustreres ikke mere tydeligt end i talerne af Shida Bazyar, modtager af bogprisen i 2026, af Radka Denemarková, forfatterinde og litteraturens repræsentant for dette års gæsteland, Tjekkiet, og Philippe Sands, forfatter, jurist og professor i International Ret i London, årets modtager af fredsprisen.

Shida Bazyar – at mindes historiens ofre

Tysk bogpris 2026

Shida Bazyar er født i Hermeskeil (Tyskland) i 1988, har iransk baggrund og har studeret på forfatterskolen i Hildesheim. Bazyar hædres for den autofiktionale roman Die Lücken. Og med Die Lücken menes huller – huller i den kollektive erindring og huller i fællesskabets moralske ansvar. Dommerpanelet fremhæver i sin indstilling, at det med romanen lykkes at fortolke så skæbnetungt et begreb som hjemstavn (Heimat) på ny – Kan man føle sig hjemme i Heimesbach? Enkelte livshistorier fra den fiktive landsby Heimesbach i Hunsrück, spejler 100 år af Tysklands konfliktfyldte historie fra Weimar Republikken til i dag. Imidlertid forholder det sig sådan, at romanens fortæller ser sig nødsaget til at rekonstruere landsbyens livshistorier på grund af huller i hukommelsen og det personlige ansvar. Glemsel, fortrængning, rationalisering, undvigelse, projektion – det medfører, at protagonisterne ikke formår at berette om deres liv i sande og autentiske historier.

Fortællingen om tyskernes nølende opgør med den dystre fortid er efterhånden kendt. Shida Bazyar tilføjer dog et nyt og overraskende motiv ved at inddrage den aktuelle migration i romanens handling. To iranske familier har søgt og har fundet tilflugt i Heimesbach. Med romanen i hånden bliver spørgsmålet nu: Kan migranter føle sig hjemme i Heimesbach – et sted, der aldrig helt kom på det rene med sin egen fortid? Gennem romanens kaleidoskopiske fortællestruktur væves disse to motiver sammen og man begynder at reflektere over, om der ikke er en sammenhæng mellem de aktuelle krav om remigration og fortidens deportationer og om den tid, hvor håb og fred igen kunne blomstre i Tyskland, er ved at være forbi.

Shida Bazyars roman er eminent politisk; hendes takketale er en påmindelse om, at skønlitteraturen både er et vigtigt bidrag til Tysklands politiske kultur og en nødvendig seismograf, der registrerer eruptioner og konflikter i kulturen. Ved at citere romanens tidsvidner understreger hun, at gårsdagens anerkendelser, udmærkelser eller ordener ikke er noget værn mod morgendagens deportationer og forfølgelser. Bazyars tale virker opskræmmende, når den fastslår, at der i øjeblikket ikke findes nogen minoritet i Tyskland, der ikke har grund til bekymringer. Det eneste, der hjælper mod en genopblomstring af autoritære strukturer og fascistiske bevægelser, er at stå imod. Den ære og anerkendelse, der er knyttet til bogprisen, tilegner Bazyar derfor ofrene, som fortælles om i Die Lücken.

Radka Denemarková – at forsvare det åbne samfund

Siden 1988 inviteres hvert år et såkaldt gæsteland til Bogmessen. Italien var det første af de mange efterfølgende lande, der præsenterede landets kultur, kunst og ikke mindst litteratur. Et motto samler og skaber orientering i de talrige udstillinger, oplæsninger, performances og arrangementer, der er fordelt over byen Frankfurt. I 2026 er det Tjekkiet, der er gæstelandet og det valgte motto: Et land ved kysten – et paradoks, men med en tydelig henvisning til Shakespeares Vintereventyr, hvor Böhmen placeres ved havet.

Gæsteland Tjekkiet

Ved at tildele et land en fremhævet placering i det samlede program skal der på et eller andet tidspunkt afgøres: Hvad kommer først? Landet og dets mangfoldige og heterogene kunstneriske og litterære produktion eller en samlende og homogen fortælling præsenteret af udvalgte værker og forfattere. Et godt og afbalanceret svar er i forvejen ikke nemt at finde; så snart landets kulturpolitik opleves som konfliktfyldt, bliver de kulturelle præsentationer til politiske tegn og brisante anliggender.

I Tjekkiet har der både i foråret og fornylig fundet omfattende protester sted mod den højrepopulistiske regerings ensretning af kulturpolitikken. Om det er belejligt at medvirke i bogmessen som Tjekkiets repræsentanter, har forfatterne været i tvivl om. Imidlertid kunne messen også bruges til at delagtiggøre et større publikum i deres kritiske holdning overfor regeringens kulturpolitik.

Radka Denemarkovás, én af Tjekkiets vigtige forfattere og dramaturger, har ved åbningen af bogmessen talt som litteraturens repræsentant. Det vil sige, hun repræsenterede ikke kun landets litteratur, men forsvarede skøn-litteraturens sande væsen og dens universelle sigte. Talen vakte opsigt af forskellige grunde.

For hende er litteraturen en kamp om sproget i en tid, hvor løgnen og mørket er så udbredt, at sandheden er svær at få øje på. Økonomiske og teknologiske såvel som politiske og ideologiske udviklinger har korrumperet nationers og menneskers moral; fascisme, totalitarisme eller genocid opleves som en del af normaliteten. Radka Denemarkovás tale indeholder mange prægnante sætninger – som denne, der er rettet mod den voksende nationalisme i Europa: Den nationale mentalitet baserer sig ikke på positive tanker, men på en negation. På negationen af en a priori fjendtlig sindet omverden.

I en tid med moralsk, politisk og intellektuelt forfald bør skøn-litteraturen ikke være ikke-politisk. Litteratur og politik kan ikke adskilles; kampen om sproget kender ingen tilskuere, kun deltagere. Vi alle er påvirket af løgn og alternative fakta; censur og selvcensur er de ulønnede agenter for alle landes efterretningstjenester til enhver tid. Ytringsfriheden er derfor forudsætningen for at kunne forsvare sande ord og reelle fakta. Ligger Böhmen stadig ved havet, flytter litteraturen grænser mellem mennesker. I litteraturens sprog findes ord, der er uafhængige af magt, ideologer, penge, dumhed og ligegyldighed – dette håb er Radkas Denemarkovás heroiske budskab til et publikum, der kvitterede hendes tale med stående applaus.

Philippe Sands – at bryde med fortielser

I statutterne for “De tyske forlæggeres fredspris” læser man: Fonden arbejder for fred, humanitet og forståelse mellem folkeslagene. Dette sker ved tildeling af fredsprisen til en person, der i særlig høj grad har bidraget til at fremme fredsideen, primært gennem sit virke inden for litteratur, videnskab og kunst. Prismodtageren udvælges uden hensyn til nationalitet, race eller trosretning. Fredsprisen var fra starten af tænkt som politisk manifest og derfor også forbundet med kontroverser, debatter og protester.

De tyske forlæggeres fredspris

I 2026 blev prisen tildelt Philippe Sands. I begrundelsen hedder det, at Sands er en af vor tids vigtigste intellektuelle stemmer, der kæmper for fred, retfærdighed og for bevaring af folkeretten. Sands livshistorie og forbindelse til det område (Galicien), der har været særlig udsat for krigsforbrydelser, antisemitisme og racisme, har gjort ham til en engageret forfatter, forkæmper for menneskerettighederne og humanist. Han hædres for sit litterære værk, for sin juridiske ekspertise og for sit vedvarende engagement for retfærdighed. Sands er født i 1960 i London og har rødder til Galicien.

I hans tale lægger han ud med et eminent politisk udsagn, nemlig at al statslig magt bør indhegnes af individuelle og kollektive rettigheder og intet magtmisbrug bør forties, men gøres til et offentligt anliggende. Udsagnet underbygges med et citat af Mária Török og Nicolas Abraham, to psykoanalytikere, der har forsket i fortrængninger som intergenerationelt fænomen. Det er ikke de døde, der hjemsøger os, men det tomrum, som andres hemmeligheder efterlader i os. Fortidens overgreb og forbrydelser vil, når de forties, står i vejen for fred og forsoning.

Vores ansvar for freden omfatter også klimaet såvel som naturen. Sands plæderer for, at folkeretten fremover skulle kunne straffe forbrydelser mod naturen. De fire nuværende ansvarsområder, som blandt andet er folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, bør udvides med en femte dimension – økocid. Lykkes det, vil en international domstol – og ikke kun de nationale instanser – fremefter kunne medvirke til at sikre vores naturlige livsgrundlag.

Det mønster, vi kender i forbindelse med udnyttelsen af klodens ressourcer, gør sig også gældende ved udviklingen af nye teknologier – frem for alt den kunstige intelligens. Anstændigheds- og ansvarsfølelsen er oppe imod økonomisk grådighed og narcissistisk selvoptagethed. Man kan sammen med Sands håbe, at der snart kommer en litterær tekst, der ser kritisk på Tech-mogulernes møde i Det Hvide Hus i januar 25 og sætter ord på, hvordan magt og penge arrangerer sig og drager fordel af hinanden. Inspiration kan hentes hos Éric Vuillards Dagsordenen.

Nu er det ikke kun de globale forudsætninger for fred, Sands kommer ind på; han tager også stilling til et af de største dilemmaer i tysk politik og kultur: forholdet til Israel og krigen i Palæstina. Tysk politik har på grund af landets forbrydelser mod det jødiske folk næsten afholdt sig fra at tage stilling til krigen i Gaza og Vestbredden. Her hersker der tavshed.

På grund af denne slående tavshed hævder Sands, at Tysklands statsræson 80 år efter Nürnbergprocesserne ikke alene bør gælde staten Israel, men alle folk og mennesker, der er udsat for forfølgelse, deportation og mord. Landet bør tage stilling til forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser uanset, hvor de sker og hvem de er begået af. Empati, opmærksomhed og solidaritet er universelle. Hvad jeg ved, det er følgende: tavshed er ikke vejen. Ikke for en familie. Ikke for et fællesskab. Ikke for et land. – det er Sands kommentar til Tysklands politiske kultur og hans budskab til landets politiske elite. Litteraturen og fortællinger er med til at bryde tavsheden og hjælper med at finde ting frem, som nogle gerne vil fortie.

Med den del af talen har Sands berørt et grundlæggende dilemma eller tabu i tysk kultur og selvforståelse – så grundlæggende, at Frank-Walter Steinmeier, den tyske forbundspræsident, lyttede udtryksløst, næsten forstenet, til Sands tale.

Skøn-litteratur er politisk

De tre taler på bogmessen er politiske ikke alene på grund af deres specifikke indhold – men mest fordi der fokuseres på, hvordan den enkelte, fællesskaber og nationer mister sandheden. Sandheden går tabt, hvis og når en landsbys kulturelle hukommelse fyldes med fortrængninger og fortielser. Sandheden går tabt, hvis og når sproget begynder at bedrage sig selv og tilslutningen til den demokratiske samtale svinder. Sandheden går tabt, hvis og når den offentlige opmærksomhed og solidaritet fordeles ulige og menneskeliv vægtes forskelligt.

Nelly Sachs har som kun få andre i hendes digte og dramaer forsøgt at genoplive misbrugte sprog og ord – sprog og ord, der har mistet deres værdighed, fordi magten har forgrebet sig på dem eller fordi de er blevet mødt med ligegyldighed og sløsethed. Hendes digt Klodens folk stammer fra samlingen Stjerneformørkelse fra 1949. Her gengives anden og tredje vers.

Klodens folk
ødelæg ikke verdensaltets ord
skær ikke med knivenes had over
den lyd, som blev født sammen med åndedrættet

Klodens folk
O, må ikke én mene død, når han siger liv
og ikke én blod
når han taler vugge

Og her slutter ringen; var Nelly Sachs’ agtsomhed overfor sprog, ord og sandhed ledsaget af tilgivelse og optimisme, afspejler talerne ved bogmessen i 2026 en frygt for fremtiden og en nervøsitet over at fortidens rædsler er ved at blive glemt. Heldigvis er bogmessen i Frankfurt stadig en arena, hvor nudagens konfliktlinjer bliver synlige og hvor mulige løsninger bliver diskuteret.

Note

Uddraget af digtet Völker der Erde (på dansk: Klodens folk) fra samlingen Sternverdunkelung (på dansk: Stjerneformørkelse) er oversat af Hans Elbeshausen. Det samme gælder for de fleste passager i kursiv.