Litteratur er mere end læsning
En kold novemberaften i 2011 tæt på Nørrebro station spreder stearinlys og smil varme ved nogle små caféborde bag ruderne til Café Kant. 20 kvinder med kulturelle baggrunde, der spænder fra dansk og fransk over filippinsk og afrikansk til sydamerikansk og amerikansk er samlet for at tale om H. C. Andersen-eventyr og andre forfatteres fortællinger. Alle verdensdele er stort set repræsenteret ved de 20 kvinder. Smilene på kvindernes læber kommer frem da aftnen åbnes med en quiz. ”I hvilket H. C. Andersen-eventyr spiller madrasser en fremtrædende rolle?” Spørgsmål som dette giver kvinderne et fælles udgangspunkt og sørger dermed for en let stemning blandt kvinderne i caféen.
Kvinderne mødes ikke kun på tværs af kulturer, men også af generationer. Rundt om cafébordene sidder kvinder i starten af 20’erne sammen med kvinder i 50’erne. Det, der samler dem, er et ønske om at lære nye kvinder at kende på tværs af kulturelle skel. Spørgsmålet er om samtaler om og ud fra litteratur kan spille en afgørende rolle i opfyldelsen af et sådant ønske og måske endda åbne op for indsigter ind i andres kulturer og verdener, som ellers ville kræve mange års kendskab til en person med en anden kulturel baggrund at finde ind til. Kan litteraturen give et fælles udgangspunkt og sprog, der aktivt kan hjælpe til at overskride grænser og bygge bro mellem kulturer?
Quizzen afsluttes og alle forsyner sig med kaffe og hjemmebagt kage. Kvinderne samler sig i mindre grupper på 4-5 og begynder at samtale om H. C . Andersen-eventyr. Til aftenen er der udvalgt tre eventyr: Den Grimme Ælling, Kejserens Nye Klæder samt Sneglen og Rosenhækken. Samtidig er en række spørgsmål fabrikeret til at hjælpe samtalerne i gang, hvis de går i stå. De fleste borde vælger at tage udgangspunkt i Den Grimme Ælling. Historien om den lille forpjuskede ælling, der udvikler sig til en smuk svane bringer samtalerne vidt omkring. Ved et bord spores samtalen hurtigt over på, hvordan man i dagligdagen kan føle sig som en grim ælling til, hvordan det er at flytte til et fremmed land og kultur og klare dagligdagsgøremål som indkøb i et supermarked med produkter, der ikke ligner noget man kender, og hvor varedeklarationerne står på et sprog man ikke forstår. Ved et andet bord diskuteres den grimme ælling som begreb, og hvorvidt det har forskellige betydninger alt efter, hvilken kontekst og kultur man er tilknyttet, hvorefter samtalen drejes hen på yndlingsforfattere fra deltagernes hjemlande.
Før aftenens afslutning opfordres nogle af de fremmødte til at dele et eventyr eller en historie fra deres hjemland med de andre, der er samlet om deres bord. Historierne sætter gang i nye snakke og spørgsmål og pludselig er klokken næsten 22, og der er gået knap tre timer siden kvinderne lidt nervøse kom ind af døren til Café Kant. Kvinderne bryder op med deres nye bekendtskaber og forsvinder ud i novembermørket igen.
Ovennævnte glimt beskriver kort en interkulturel litteraturcafé, som jeg sammen med organisationen FRIENDS (kvinde til kvinde organisation for kulturel brobygning) tog initiativ til i november. Aftenen blev sat i værk med et ønske om at afprøve litteraturens muligheder for at spille en interkulturel rolle i København i dag. Det er nu denne artikels formål at se nærmere på baggrunden for denne aften, aftenens udbytte herunder deltagernes respons samt projektets videre liv.
Tanker bag projektet
Det er en udbredt opfattelse, at vi mennesker begrebsliggør os selv gennem narrative strukturer og fortællinger. Dette brede fortællebegreb italesættes især, når menneskers specifikke begrebsliggørelse i relation til et fællesskab som fx én bestemt nation fremhæves. Dermed forstås, at litteratur og fortællinger kan være med til at opbygge et menneskes og et fællesskabs interne kulturforståelse. Baggrunden for initiativet til den interkulturelle litteraturaften er et ønske om at tage denne udbredte forståelse et skridt videre og undersøge, om litteratur og fortællinger rummer et større og bredere potentiale ved at afprøve, hvorvidt litteratur og fortællinger også kan bruges til at overskride grænser og bygge bro mellem forskellige kulturer og nationalidentiteter.
Rigtig meget litteratur beskæftiger sig med spørgsmålet om den anden. Nogle vil endog sige, at al litteratur beskæftiger sig med dette spørgsmål. Forfatteren Amos Oz understreger i hvert fald, at enhver litterær fortælling må tage udgangspunkt i et ønske om at sætte sig i en andens sted i følgende citat:
En forfatter er et menneske, der står op om morgenen, drikker en kop kaffe, sætter sig ved skrivebordet og spørger sig selv: ”Hvad nu, hvis jeg var ham? Hvad nu, hvis jeg var hende? Eller hendes søster? Eller hendes svoger?” Hvis man ikke sætter sig i et andet menneskes sted, kan man ikke engang skrive en enkel dialog…(Christensen & Holm 2007; s. 17)
Dette citat af Orhan Pamuk, hvor han inddrager læseren, bygger videre på den tankegang:
Nu prøver disse læsere, ligesom forfatteren selv, at forestille sig den anden; de sætter også sig selv i en andens sted. Det er ved den slags lejligheder, at vi føler ydmyghed, barmhjertighed, tolerance, medfølelse og kærlighed i vores hjerter: For stor litteratur taler ikke blot til vores dømmekraft, men til vores evne til at sætte os i andres sted. (Christensen & Holm 2007; s. 142)
Hvis litteraturen skal spille en interkulturel rolle, er et fokus på dens force til at hjælpe med at sætte sig i en andens sted central. Med et sådant fokus beskæftiger man sig med den anden på en måde, der åbner op for nye horisonter og drager den anden tættere på én selv – i modsætning til blot at fokusere på den anden for at tydeliggøre forskellene og afgrænse den anden fra én selv – for at opbygge en intern kulturforståelse. Alle mennesker er forfattere til deres egen livshistorie og må med Amos Oz spørge sig selv: Hvad nu, hvis jeg var ham, eller hvad nu, hvis jeg var hende, for ikke at blive fanget i et dialogløst liv, som lukker sig om sig selv. Med en interkulturel litteraturaften som forum er ønsket, at kvinder med udgangspunkt i deres forskellige kulturelle identiteter sammen kan stille disse spørgsmål i interaktion med litteraturen og berige hinandens identiteter i stedet for at opbygge afgrænsende mure mellem kulturer og identiteter.
Den narrative forestillingsevne
Den amerikanske filosof Martha Nussbaum har skrevet flere bøger om litteraturens samfundsmæssige potentiale. I bogen ”Cultivating Humanity” (1998) bringer hun begrebet Narrative imagination på banen, hvor evnen til at sætte sig i en andens sted også er essentiel. Hun taler for, at vi vil få et bedre samfund, hvis flere sætter denne evne i spil. Den narrative forestillingsevne er ifølge Nussbaum:
[the] ability to think what it might be like to be in the shoes of a person different from oneself, to be an intelligent reader of that person’s story, and to understand the emotions and wishes and desires that someone so placed might have. The narrative imagination is not uncritical for we always bring ourselves and our own judgment to the encounter with another. A citizen cannot think well on the basis of factual knowledge alone.” (Nussbaum 1998; s. 10/11)
Denne evne styrkes på mange måder i barndommen med historiefortælling og højtlæsning, men i mange tilfælde får den ikke lov at være lige så aktiv i voksenlivet, hvor fakta tillægges en større og anderledes værdi, som for mange synes uforenelig med fiktionen. Ovennævnte interkulturelle litteraturaften er et forsøg på at være en øjenåbner for en fortsat styrkelse af den narrative forestillingsevne gennem hele livet.
Ved at træne denne litterære forestillingsevne trænes samtidig evnen til at skabe nye netværk på tværs af kulturer og identiteter. Nussbaum taler desuden om, at den fremmer tankemønstre, der leder mod social lighed, i og med at disse literære tankemønstre medvirker til en nedbrydning af de stereotyper, der understøtter had mod bestemte grupper (Nussbaum 1997; s. 92). Disse betragtninger giver udtryk for, at litteraturens muligheder som interkulturel aktør er betydningsrige og derfor kan få udbytte af mere opmærksomhed.
Eventyr, digte, romaner – har al litteratur et interkulturelt potentiale?
Så langt har jeg skrevet om litteraturens interkulturelle rolle, men litteratur dækker over mange genrer, som måske ikke alle kan forsvares at være givende som interkulturel medspiller. Ved den interkulturelle litteraturaften opridset ovenfor var den dominerende genre eventyret. Men spørgsmålet er, om netop den genre er mere brugbar i et interkulturelt henseende end andre, og om nogle genrer kan være helt ubrugelige.
Valget af eventyr som udgangspunkt for den interkulturelle aften blev taget med en formodning om, at de var lette at gå til på grund af en forudfattet forståelse af, at de ville være velkendte for mange, samtidig med at længden gjorde dem forholdsvist hurtige at læse. Desuden er eventyr levende fortællinger, der præsenterer læseren for flere forskellige figurer at forholde sig til. Måske er det ikke de rette kriterier at vælge ud fra. Et fokus på korte tekster kunne også føre til et valg af digte i en lignende situation. Umiddelbart ville det være en kompleks genre at tage udgangspunkt i for de fleste, men det kunne jo komme an på en prøve.
Ser man på romanen som endnu en genre, så er den grundlæggende demokratisk på grund af sin polyfoni, der er mere omfattende end i fx eventyret. Dette er ikke en ny tanke, flere tænkere og forfattere har ytret sig om en sådan sammenhæng blandt andre Adorno, Ricoeur og Milan Kundera. (Christensen & Holm 2007; s. 62) Netop derfor kan man hævde, at romanen i særdeleshed er en stærk genre, når man ønsker at udforske det interkulturelle aspekt.
Konklusionen herfra må dog være, at flere interkulturelle litteraturcaféer må stables på benene med brug af de forskellige genrer, for at finde frem til, om det er for bredt at hævde, at litteratur kan spille en interkulturel rolle eller om dette udsagn må modificeres.
Udbyttet af den interkulturelle litteraturaften
I kølvandet på den afholdte interkulturelle litteraturcafé udførte jeg nogle kvalitative interviews med fem af deltagerne. Ved hjælp af disse interviews, er det muligt at skabe et indtryk af kvindernes udbytte af aftenen og dermed konceptet.
I interviewene giver flere af kvinderne udtryk for, at de erfarede, at en fortælling skaber en fælles oplevelse, hvorfra de kunne udforske såvel fællestræk som fremmedhed med det læste og med hinanden. Deltagerne oplevede således litteraturen som et redskab, der kunne træne dem i både at finde fællestræk med andre kulturer, og til at lære af de situationer, hvor identifikationen ikke er mulig. En kvinde gav desuden udtryk for, at det var positivt, at eventyrene inspirerede til samtaler om dybere emner, deriblandt kulturforskelle, og at man dermed kom udover en masse smalltalk , som samtaler med nye bekendtskaber ofte er kendetegnet ved. Med denne udtalelse gives et praj om, at nye stærke netværk kan vokse ud fra litteraturcaféens sfære.
Flere af de interviewede fandt det positivt, at aftenen var bygget op om eventyr. Én gav udtryk for, at dette var tilfældet, fordi eventyr som oftest er kendetegnet ved at være udformet i noget kortere tekster end mange andre litterære genrer, og de derfor var hurtigere at sætte sig ind i. Eventyret passede altså umiddelbart godt ind i den givne aftens udformning. Den interkulturelle litteraturaften indikerer at eventyret sætter samtaler i gang, som kan åbne op for nye perspektiver på tværs af kulturelle grænser og identiteter. Det er således i samtalen, at litteraturen for alvor udfolder sit interkulturelle potentiale. Dette peger ikke kun de interviewede kvinder på, men også flere teoretikere, blandt dem Nussbaum. I sin bog ”Poetic Justice” Nussbaum (1997) pointerer Nussbaum samtalens nødvendighed, når det drejer sig om at skabe mening og forståelse for andre gennem litteraturen. Uden samtaler om litteraturen kan litteraturen og den enkelte læser ikke på tilstrækkelig vis nedbryde de stereotyper, der understøtter had mod bestemte grupper, ej heller afkode alle kulturelle koder i det læste. Når vi læser, må vi for at få et fuldt udbytte transformere det læste til billeder i vores tanker. En sådan transformeringsproces er langt hen ad vejen personlig, men ovennævnte aspekter indikerer at denne proces, og dermed også litteraturens mulighed for at agere interkulturelt i særdeleshed også er samarbejdsafhængig. Først gennem samtalen belyses fortællingers forskellige betydninger for forskellige læsere, og i fællesskab taler man sig frem til nye erkendelser om det læste, hinanden og verden.
Aftenen gav en smagsprøve på litteraturens potentiale som interkulturel aktør, dog må flere aftner iværksættes, før det kan konkluderes, hvor langt potentialet kan nå.
Projektet – en grim ælling eller en smuk svane?
For nogle er der måske ikke noget nyt i at litteraturen er brugbar, når det handler om at træne sig i at sætte sig i andres sted. Alligevel er det for få steder i samfundet at dette potentiale bliver sat i spil.
Vi kender læsegrupper fra bibliotekerne og der findes også en del læsegrupper online, men det er min påstand, at de i langt højere grad kunne udforske litteraturens interkulturelle potentiale ved aktivt at danne grupper med læsere på tværs af kulturer, således at øvelsen i at sætte sig i et andet menneskes sted, som litteraturen fordrer, vil blive mere eksplicit ved hjælp af samtaler med andre, der har divergerende kulturelle baggrunde. Hvorfor ikke sprede litteraturen og dets potentiale længere ud, uden for de rammer og de kredse, som allerede er overbevist om dens lyksaligheder, således at litteraturens mangfoldighed får mulighed for at spille sammen med kulturernes mangfoldighed og det enkelte menneskes mangfoldighed i fx ungdomsklubben, på byens cafeer, i byens parker eller i lyntoget fra København til Århus, eller hvor mennesker ellers samles på tværs af generationer og kulturer. Mulighederne er mange.
Projektet bag den interkulturelle litteraturaften er muligvis stadig en grim ælling, men interviewene og aftenens forløb tyder på, at der er potentiale til, at det kan udvikle sig til en smuk svane. Den interkulturelle caféaften for kvinder i café Kant bliver næppe den sidste, jeg er med til at arrangere. Opfordringen og håbet er blot at endnu flere må sætte litteraturen i spil og udnytte og udforske dens interkulturelle potentiale.
Litteratur
Christensen, P., Holm, A., Rubin, M. (red.) (2007). Med andre øjne. Gyldendal.
Nussbaum, M. (1998). Cultivating humanity: a classical defense of reform in liberal education. Harvard University Press.
Nussbaum, M. (1997). Poetic Justice: The Literary Imagination and Public Life. Beacon Press
Skriv et svar