Indledning
At være flygtning i Danmark medfører tit, at personen kategoriseres under en ny fælles ”flygtningeidentitet”, mens den gamle bliver slettet. Denne tendens synes genspejlet i den danske asyldebat, hvor asylansøgere udelukkende i talesættes som gruppe med én fælles identitet. Her er personlige erfaringer og livshistorier ikke af betydning. Beboerne på danske asylcentre er i et grænseland mellem inklusion og eksklusion; de er en midlertidig gruppe, som ikke hører nogen steder til. Asylcentre er flugtens foreløbige endepunkt og identitetens ingenmandsland.
At gå fra at være et individ med en historie og identitet til at være flygtning betyder de-personificering og ender med rollen som offer. Det faktum, at man i danske asylcentre kategoriserer og navngiver beboerne ved numre i stedet for ved deres navne, underbygger denne antagelse.
Så længe man er flygtning og asylansøger, er der ikke plads til indflydelse. De må vente og indordne sig indtil den dag, de måske på ny kan påtage sig en social identitet og indflydelse som borger i Danmark. I mellemtiden bliver der i samfundet talt en del om dem men sjældent eller aldrig med dem. Men er flygtninge kun bundet sammen af og defineret ud fra én fælles erfaring, nemlig flugten?
Gennem vores projekt ”Tag stemme” forsøger vi at bryde denne usynliggørelse af personen. Frem for at bygge videre på ideen om asylansøgeren som en fremmed, særegen gruppe, der står udenfor kulturelle eller historiske sammenhænge, kunne man lade dem komme til orde individuelt, dvs. med hver deres livssyn, erfaringer og historie.
Projektideen
Giv stemme – Et nyt fortællerforum for kvindelige asylansøgere Vi har som vores formål at etablere en fortællerkreds for kvindelige asylansøgere. Med andre ord et forum, hvor disse kvinder kan dele historier med hinanden, samt få en stemme udadtil og derved blive aktive deltagere i samfundsdebatten. Vores idé er opstået ud fra et ønske om forandring af nogle specifikke sociale magtrelationer, hvor det at give en ellers tavs befolkningsgruppe en ny og anderledes måde at komme til orde på, potentielt kan skabe en ændring af denne relation.
Vi ser det narrative som empowerment værktøj og som grundstenen i projektet. Fortællinger og fortællerkredsen forstås som et diskursivt og socialt rum, der muliggør subjektive erfaringer og tydeliggør individuelle ressourcer for den enkelte selv og for omverdenen. Det er vores tanke med projektet at skabe sådanne muligheder for en gruppe mennesker, der deler det lod at være på tålt ophold i Danmark.
Grundlæggende ser vi de nævnte magtrelationer som en anomali, der kræver forandring. Endemålet for projektet er at skabe social værdi og mobilitet for vores målgruppe på den ene side og på den anden derigennem også at skabe værdi i samfundet i form af ny viden om denne målgruppe. Dette vil sige at skabe et anderledes udgangspunkt for debatten om asylansøgere. Derfor har det givet mening for os at tænke folkemødet på Bornholm ind som et godt fremtidigt forum for projektet.
Tre teoretiske perspektiver
Vores projekt har et socialentreprenørielt grundlag med udgangspunkt i anerkendelsesbegrebet og narrativitet.
Disclosing New Worlds, en bog skrevet af Spinosa, Flores og Dreyfus i 1997, har to grundtemaer. Det første tema er menneskets evne til aktiv og forandrende handling; det andet tema er menneskets sensibilitet overfor anomalier eller disharmonier i hverdagen og samfundet. Forfatterne fastslår, at det er sociale anomalier eller kulturelle disharmonier, der driver os til en aktiv stillingtagen og til forandrende handlinger. De identificerer tre arketyper, som er effektive, aktive og historiebevidste personer i hver deres arena: entreprenøren, den sociale/demokratiske aktivist, samt den solidariske eller kulturelle aktionær.
Hver af disse tre arketyper skaber forandringer på baggrund af deres sensibilitet overfor og på basis af oplevede disharmonier, som en metode til erkendelse af verden. Social handling fordrer netop, at subjektet betragter forstyrrelser som hensigtsmæssige sprækker, der kan åbne op for en ny og bedre praksis indenfor den hverdag, det bevæger sig i. En entreprenøriel færdighed er at respondere og agere på disse forstyrrelser og skabe nye forståelseshorisonter, processer og produkter.
I vores projekt læner vi os op af en innovative tilgang, som defineres som følgende: “In our definition, social innovation occurs when the mobilization of social and institutional forces succeeds in bringing about the satisfaction of previously alienated human needs, the relative empowerment of previously silent or excluded social groups through the creation of new ‘capabilities’, and, ultimately, changes in the existing social – and power – relations towards a more inclusive and democratic governance system.” (González, Moulaert & Martinelli 2010; p. 54)
I bogen Kamp om anerkendelse (2006) beskriver den tyske filosof og sociolog Axel Honneth mennesket som et anerkendelsessøgende væsen. Honneth opererer med forskellige anerkendelsesrelationer og går i dybden med, hvordan de sociale relationer har betydning for udviklingen af identitet. Han opstiller en anerkendelsesteori, som opererer med tre forskellige anerkendelsessfærer: 1) privatsfæren, 2) den retslige sfære, 3) den solidariske sfære. De tre anerkendelsessfærer skal gennemleves for at tilegne sig de tre afgørende former, som er selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse, for at forme individets identitet (Honneth 2003; p. 14-18).
De tre anerkendelsesformer er udgangspunktet for et velintegreret samfund. ”Anerkendelsen i form af rettigheder sikrer altså individet de grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi. … den højeste form for selvrespekt kun kan blive realiseret, når individet er anerkendt som et autonomt handlende retssubjekt.” (Honneth 2003; p. 16). Det er igennem fælles værdier og normer, der danner det fundamentale selvværd. Subjektet er en del af et fællesskab, hvor det kan genkende sig selv og bliver anerkendt for sin egen person.
I Making Stories: Law, Literature, Life, udforsker Jerome Bruner, grundlæggeren af den narrative psykologi, det narrative som noget, der er dybt forankret i menneskets liv og dets skabelse af sit selv. Han argumenterer for, at historiefortællingerne er basale for mennesket, at de er selve de klodser, hvormed vi bygger vores perception af virkeligheden. Ifølge Bruner, bliver menneskets aldrig et færdigt produkt med en fasttømret kerne, men bliver ved med at skabe sig selv hele livet, gennem de historier vi fortæller om og til os selv og vores omverden.
Denne kontinuerlige skabelse af selvet er en dialektisk, narrativ proces der foregår langs to kanaler, både inde – og udefra, det vil sige i relationen mellem interne og eksterne erfaringer: ”Self-making, anomalously, is from both the inside and the outside”. (Bruner 2002; p. 65)
Det narrative har altså en grundlæggende betydning for selvets kontinuerlige udvikling, fordi fortællinger synes at være vores naturlige måde at placere og at karakterisere – og dermed skabe – et billede af os selv i verden. (Bruner 2002; p. 85 -87). Gennem sproget skaber vi aktivt vores historier, hvilket giver os en følelse af sammenhæng og kontinuitet – et selv. Det narrative er ifølge Bruner fundamentet i vores erkendelse af samspillet med andre og dels, fordi det er igennem det narrative, at vi identificerer og taler om de disharmonier, vi støder ind i på vores vej.
Asylansøgerne har ingen (politisk) stemme i samfundet. De har ingen stemmerettigheder i det danske samfund (se: https://www.retsinformation.dk). For at opnå den højeste form for selvrespekt er det ifølge Honneth afgørende, at de har lige adgang til rettigheder og derved kan blive set som et ligeværdigt medlem af samfundet. Fortællerkredsen kan ikke give overstående rettighed men kan igennem det narrative i fællesskabet opnå en form for anerkendelse og blive set som et enkelt individ med egen stemme. Fællesskabet kan måske også være med til at give kvinderne mere selvtillid i form af fortællingen som redskab.
Vi selv opfatter vores projekt som et vedvarende socialentreprenøriel proces, som vi har været med til at opstarte. Social er denne proces, fordi den forsøger at udsætte asylområdets indgroede diskursive og sociale praksisser for interventioner, der skal føre væk fra en tænkning i mangler samt begrænsning og fører frem til en tænkning i ressourcer og muligheder. Entreprenøriel er den, fordi deres søges efter nye løsninger ved at kombinere behovet for anerkendelse med fortællingens muligheder på et felt, hvor aktørerne er udsat for stigmatisering. Egentlig skulle vi også beskrive projektet og processen som kulturelt entreprenørskab, fordi vi anvender fortællinger, historier og samtaler som værktøjer, der hviler på eksisterende kulturelle mønstre.
Metodiske overvejelser
Vores projekt er en åben, forgrenet og iterativ proces, der starter med en idé og foreløbig ender med reformulering af den oprindelige idé. Vejen fra start til mål er ikke lige og lineær; den lader sig bedst beskrive som intervention, afprøvning, løbende refleksion over de indtrufne effekter og som efterfølgende justeringer. Sarasvathy (2001) beskriver et sådan forløb som effectuation. Dermed menes, at projekter ikke styres efter et på forhånd fastlagt mål. I stedet for målstyringen bringer man de midler og ressourcer i spil, som er ved hånden. De afprøves undervejs; og de ting, der viser sig at være frugtbare og nyttige bliver effektueret med henblik på at nærme sig målet. Processen forudsætter dialog og inklusion.
Vi vil redegøre for processen, der førte til etableringen af fortællerkredsen i del II.
Litteraturliste
Bruner, Jerome (2002): Making Stories. Law, Literature, Life. Howard University Press
González, Sara, Moulaert, Frank og Martinelli, Flavia, m.fl. (2010): Can Neighbourhoods Save the City? Community Development and Social Innovation. Routledge
Honneth, Axel (2003): Behovet for anerkendelse. Hans Reitzels forlag. København
Honneth, Axel (2006): Kamp om anerkendelse. Hans Reitzels forlag. København
Sarasvathy, Sara D. (2001): Causation and effectuation: Toward a theoretical shift from economic inevitability to entrepreneurial contingency. The Academy of Management Review, 26(2)
Spinosa, Charles, Flores, Fernando og Dreyfus, Hubert L. (1997). Disclosing New worlds. Entrepreneurship; Democratic Action, and the Cultivation of solidarity. Cambridge: The MIT Press
Skriv et svar