På baggrund af stigende uroproblemer på biblioteker med mange etniske minoriteter blev der sat et supervisionsprojekt i gang med deltagelse af fire biblioteker i Københavnsområdet. 11 biblioteksansatte deltog. Hertil kommer supervisor, konsulenten for biblioteksbetjening af etniske minoriteter og en lektor fra Danmarks Biblioteksskole (observatør).
Supervisionsforløbet er et led i et to-årigt udviklingsprojekt, som Biblioteksstyrelsen har sat i værk. I den forbindelse er der blevet ansat fire konsulenter på halv tid til at fremme biblioteksbetjeningen af etniske minoriteter. Konsulenterne er geografisk fordelt i fire netværk, hvor netværk 1 dækker Københavns og Frederiksborg Amter samt København og Frederiksberg kommuner.
Forløbet strakte sig over 4 gange á 3 timer. Det vekslede mellem supervision, rundbordssamtaler og oplæg fra supervisor.
I modsætning til andre sektorer har bibliotekerne ikke mange erfaringer med supervision. Det var derfor spændende at se, om det var en brugbar metode til at få bearbejdet nogle problemer, som var påtrængende for personalet.
Da forløbet var slut blev projektet evalueret mundtligt og skriftligt. Sidstnævnte i form af et spørgeskema, som blev sendt til deltagerne umiddelbart efter forløbet. Besvarelserne viser, at stort set alle var tilfredse med forløbet. Der var tilfredshed med både rammerne og indholdet. Ikke mindst havde det været en fordel, at der flere biblioteker deltog, og at der både var bibliotekarer og kontoransatte. Mange problemstillinger blev vendt og deltagerne fik også nogle bud på konflikthåndtering. Der kan aldrig være tale om én løsning på problemerne, men snarere et sæt af løsninger. At det ikke er enkelt, tyder svarene også på, og at der stadig er lang vej igen.
Det er besluttet at indkalde gruppen om et halvt år for at høre, om supervisionsforløbet har haft en positiv effekt.
Udgangspunktet for projektet
Supervisionsprojektet blev sat i gang af undertegnede, etnisk konsulent i Københavnsområdet, fordi der var konstateret stigende uroproblemer på biblioteker beliggende i kommuner med mange etniske minoriteter. Mange steder er det en stor belastning for dele af personalet, som føler sig truet og generet verbalt og fysisk. Endelig er der store støjgener. Al for mange kræfter går med at foretage adfærdsregulering, opretholde ro og orden og direkte smide børn og unge ud, fordi de går langt over den grænse, man kan forlange af rimelig opførsel. Flere steder har det virket direkte ødelæggende for arbejdsmiljøet og sygefraværet har været markant større de steder, der har været hårdest ramt.
Formålet med projektet var:
- at ruste personalet til at håndtere uroproblemer, således at ikke unødvendig mange kræfter bruges til at opretholde ro og orden
- at få nogle redskaber til at etablere en anden og mere positiv kontakt med de biblioteksbrugere, der skaber problemerne samt få en større baggrundsviden om dem
- at etablere netværkssamarbejde på tværs af biblioteker
Som supervisor blev Ahmet Demir udpeget. Han har i mange år været leder af “Blæksprutten” , hvor han har arbejdet med utilpassede unge. Ahmet har endvidere foretaget supervision af personale inden for social- og sundhedssektoren, har holdt adskillige foredrag og har en eksamen som cand. pæd. fra Danmarks Lærerhøjskole.
Bibliotekerne har meget få erfaringer med supervision. Derfor var det værd at forsøge, hvorvidt det kunne være en brugbar metode til at afhjælpe nogle af problemerne.
Derudover blev Hans Elbeshausen, som gennem det sidste år har lavet forskning på området, opfordret til at deltage som observatør. Hans har blandt andet foretaget en række interviews på biblioteker med uroproblemer for at få indkredset årsager og baggrund og har skrevet rapporten:“ Det urolige bibliotek”, som snart vil være offentlig tilgængelig.
Sammensætning af gruppen
Fra starten blev der lagt vægt på, at deltagerne skulle komme fra forskellige biblioteker med mange etniske minoriteter som biblioteksbrugere, og hvor der inden for de sidste to år havde været konstateret problemer. De skulle være fra forskellige afdelinger og forskellige personalekategorier.
Deltagerne var:
Nivå Bibliotek: Fire deltagere, heraf to børnebibliotekarer, én voksenbibliotekar og en tosproget medarbejder.
Ishøj Bibliotek: Fire deltagere, heraf to fra udlånsekspeditionen og to børnebibliotekarer.
Biblioteket i Tingbjerg: Én bibliotekar og én kontormedarbejder.
Biblioteket på Ørnevej: Én kontormedarbejder og den første gang én bibliotekar, som holdt op på grund af jobskift.
Derudover var der supervisor, Ahmet Demir, den etniske konsulent fra netværk 1(undertegnede) og Hans Elbeshausen lektor fra Danmarks Biblioteksskole(observatør).
Rammerne for projektet
Supervisionsforløbet startede sidst i januar 2004 og sluttede sidst i april samme år, således at der var fire gange á 2 – 3 timer med en måneds interval. Den første gang foregik i Gentofte, mens de følgende gange fandt sted på de biblioteker, der deltog i forløbet. Således fik vi også lejlighed til at se de forskellige steder. I evalueringen syntes langt de fleste, at både antallet af møderne og intervallerne var passende. Da der som sagt gik en måned mellem forløbene, var der mulighed for at tage nogle aktuelle problemstillinger op med udgangspunkt i konkrete oplevelser. Det betød meget, at der var tid og rum til grundigt at drøfte nogle ting igennem, hvor alle følte sig trygge og kunne tale frit uden at være bange for at være fordomsfulde.
Hvad indeholdt de enkelte elementer?
Første gang indeholdt en grundig præsentation af de enkelte deltagere, deres baggrunde for at deltage i projektet samt forventninger til udbyttet. På de øvrige møder indledtes formiddagene med en runde, hvor nogle af deltagerne fortalte, hvad de havde oplevet siden sidst. Der blev desuden foretaget direkte supervision ved Ahmet Demir af den enkelte deltager. Det foregik på den måde, at et helt konkret problem (en casestory), som en medarbejder havde haft, blev endevendt af Ahmet, som spurgte ind til problemet, så at vedkommende fik udtrykt tingene på en anden og måske mere konstruktiv måde end ellers. Således udviklede det sig også til en rundbordssamtale, hvor de forskellige deltagere supplerede med deres oplevelser og vinkler på tingene. Generelt kan det konstateres, at deltagerne var ret motiverede og for langt de flestes vedkommende var der tale om en aktiv deltagelse, hvilket gjorde det til en dynamisk gruppe. Alle Ahmets forestillinger om bibliotekspersonale som et stille folkefærd blev gjort til skamme.
Hans Elbeshausen, der som før nævnt havde været ude og interviewe bibliotekspersonale, registrerede, at der under supervisionsforløb kom en del flere nuancer frem end når han havde besøgt bibliotekerne. Måske fordi det var nemmere for deltagerne her at tale frit.
Dernæst havde Ahmet hver gang forberedt et oplæg, som indeholdt følgende emner:
- Den enkelte institution (bibliotek) og dets politik over for vanskelige børn og unge
- Familiesituationen blandt de etniske minoriteter
- Generationskonflikter og igen – mere uddybende det enkelte biblioteks rolle og måde at håndtere problemerne på.
- Den professionelle, personlige og private rolle hos personalet.
I det følgende afsnit vil nogle af de centrale problemstillinger, der meldte sig, blive taget op.
Hvordan forløb det og hvad kan man konkludere ud fra de problemstillinger der blev taget op?
Et af de store problemer for to af bibliotekerne var, at de ikke samlet havde formuleret en fælles politik, og at der især ikke var enighed mellem afdelingerne. Blandt andet var der på det ene bibliotek tale om, at kun én af afdelingerne havde taget hånd om problemerne. Også ledernes rolle som en vigtig faktor blev diskuteret, og Ahmet pointerede, hvor vigtigt det var med en fælles politik. Udover at få defineret hvordan bibliotekerne skulle forholde sig, var det mindst lige så vigtigt at få etableret en ordentlig kontakt med børnene og de unge.
At kunne skabe respekt var et andet nøgleord, hvor hele kønsrolleproblematikken blev diskuteret. Ahmet punkterede myten om, at det var sværere for kvinder at sætte sig i respekt. Det var snarere et spørgsmål om den enkelte persons evne til at udvise den fornødne myndighed, der skal til ikke mindst med hensyn til at være konsekvent. Derudover lagde han vægt på, at man skal være sig selv og ikke være falsk. De gennemskuer med det samme, hvis man er overvenlig uden at mene det.
Hvad angår børnenes og de unges baggrund, kan man være stensikker på, at de børn, der skaber de største problemer, også er dem, der har de største sociale problemer med i “rygsækken”. Det er vigtigt at kunne udvise empati over for disse børn, selvom det ofte kan være svært, for de kan være aldeles utålelige. Det behøver ikke være ensbetydende med at man skal finde sig i hvad som helst. Ofte begår personalet den fejltagelse at mene, at de to ting udelukker hinanden, hvad det overhovedet ikke gør.
“På den måde formåede Ahmet at balancere mellem på den ene side at holde fast i konsekvenspædagogikken og på den anden side nødvendigheden af at erhverve en baggrundsviden for at kunne udvise forståelse over for målgruppen.
Samarbejdet med andre institutioner i lokalområdet var et andet emne, der blev diskuteret. Det kan være en metode til at få løst op for nogle af problemerne, da bibliotekerne ikke nødvendigvis skal løfte opgaven alene. Eksempelvis hvis der er tale om at oprette nogle velegnede væresteder eller hvis der er “tungere” problemer med det enkelte barn.
De mere restriktive tiltag såsom videoovervågning, vagter og at tilkalde politiet kan være nødvendige, men skal og bør ikke stå alene.
Hvis man skal koge det ned til nogle sætninger, kan man udlede følgende:
- Finde én stemme (eller laveste fællesnævner, som én af deltagerne udtrykte det) og gå ud fra dét.
- Have nogle klare korte nedskrevne regler
- Finde frem til de relevante samarbejdspartnere.
- Ikke være bange for at kontakte andre instanser, hvis man observerer, at der er problemer hos nogle af biblioteksbrugerne. Eksempelvis hvis man ob-serverer hyppigt pjækkeri, er det helt legalt at kontakte skolerne.
- At give nogle andre tilbud, der skaber respekt, f.eks muligheder for hjælp til lektielæsning på biblioteket kan hjælpe meget på kontakten. Også brugerindflydelse inden for afgrænsede områder (indkøb af musik, playstations m.v.) kan være en farbar vej.
- Vigtigt at børnene og de unge oplever, at de bliver set, og at man kender deres navne.
- Hvad er bibliotekernes rolle? Skal vi også være pædagoger? Hvad er vores funktioner?
- En fornyet diskussion om bibliotekernes rolle i denne sammenhæng er påkrævet.
Hvordan oplevede og vurderede deltagerne forløbet?
Allerede i den mundtlige evalueringsrunde var det altovervejende indtryk, at deltagerne havde været meget tilfredse med forløbet. Som tidligere nævnt var det positivt at have et frirum med mulighed for at kunne give udtryk for de oplevelser og frustrationer, som desværre fylder al for meget i dagligdagen. Det blev fra starten understreget, at alt var tilladt og at der var tavshedspligt. Ahmet virkede troværdig i den rolle han havde i forløbet både på grund af hans personlige og faglige baggrund og de erfaringer, han havde erhvervet sig praktisk og teoretisk. En anden vigtig pointe var, at nogle af deltagerne ikke følte sig låst fast i nogle bestemte roller, fordi gruppen var sammensat fra flere forskellige biblioteker, hvor en del ikke kendte hinanden i forvejen. Derudover var der rige muligheder for at supplere hinanden med diverse løsningsmodeller. Så både personligt og fagligt var sammensætningen af gruppen en klar fordel.
Kun en enkelt deltager har taget forbehold over for forløbet og syntes blandt andet ikke, at de oplæg, som Ahmet holdt, kunne tilføre vedkommende noget nyt.
Hvis man ser på den skriftlige evaluering, hvor de fleste har returneret spørgeskemaerne, får man det samme billede af stor tilfredshed.
Af hensyn til at sikre anonymiteten er de udfyldte skemaer ikke offentligt tilgængelige.
Kombinationen med gruppesamtaler og et oplæg af Ahmet har der entydigt været stor tilfredshed med. Her har langt de fleste sat kryds ved:“ meget godt”.
Også antallet og frekvensen har været passende. Bortset fra en enkelt som godt kunne have brugt nogle flere forløb.
Hvad angår Ahmets fire oplæg er det især dét om den enkelte institution (bibliotek),som får de fleste krydser ved: “meget relevant”. Ellers fordeler det sig på overvejende lidt færre svar ud for: “ Meget relevant” og ellers “relevant”. Ikke én har svaret: “mindre relevant” ud for nogen af oplæggene. Det samme gælder supervisors rolle og funktioner, hvor der enten svares meget godt eller godt. Hvad angår de mere fremadrettede spørgsmål, om de kunne forestille sig problemerne løst på en anden måde, eller om de har fået nogle redskaber til at løse nogle af deres problemer svarer enkelte:“I høj grad” og de fleste :“I nogen grad”. Ingen svarer:“I ringe grad.” Svarene her viser, at det ikke er entydigt enkelt at få bugt med problemerne, og at der ikke er tale om enkle, nemme veje.
Citater fra de sidste åbne spørgsmål i skemaet.
Kunne du forestille dig at løse problemerne på en anden måde på dit bibliotek?
“Vi har i høj grad fulgt de samme retningslinier ved uro på mit bibliotek, som der er blevet lagt op til i supervisionen.”
“Vi skal arbejde med konfliktløsning internt på en anden måde end nu, før vi er klædt på til at gøre noget bedre i forhold til vore unge brugere.”
“Jeg er blevet mere opmærksom på personalets indbyrdes forhold som forudsætning for at løse konflikter. Det skal vi arbejde med fremover.”
Andre kommentarer:
“Tak til Ahmed og Marianne for nogle gode og lærerige dage.”
“Jeg kunne sagtens forestille mig at arbejde med denne arbejdsform inden for dette område og inden for andre. Jeg kunne tænke mig at deltagere i denne gruppe eventuelt mødes om et halvt år, hvor vi kunne evaluere på, hvad der skete. Flyttede det noget, og hvordan er den enkeltes situation i dag?”
“Det har været en meget stor fordel at være sammen med andre “ballade–biblioteker” og at både HK´ere og bibliotekarer har deltaget.”
”Ahmet er en meget inspirerende person med gode erfaringer, som vi kan lære af.”
Efter at have læst skemaerne igennem og talt med andre faggrupper, der har deltaget i supervision, har jeg besluttet mig til at indkalde gruppen om et halvt år for at følge op på, om de efterfølgende har kunnet bruge noget af det, der blev taget op.
Men jeg synes godt man slå fast, at supervision er en brugbar metode til at få løst op for nogle af de problemer biblioteker med mange etniske minoriteter, står i.
Man kan også forestille sig andre former for supervision, f.eks:
- En supervision, der knytter an direkte til kontakten med lånere på et bibliotek, f.eks på en vagt.
- En gentagelse af den model der er prøvet, men med andre biblioteker.
- En supervision med en gruppe fra den samme arbejdsplads.
Da konflikthåndtering og uroproblemer er ét af indsatsområderne i konsulentprojektet næste år, vil jeg mene, at det er helt oplagt at afprøve forskellige forløb.
Derudover vil jeg anbefale alle interesserede at læse Hans Elbeshausens rapport: “Det urolige bibliotek”, som snart vil blive offentliggjort.
Jeg vil til sidst understrege, at mit samlede indtryk er, at supervision synes anvendelig og gavnlig, når det gælder uroproblemer på bibliotekerne. At det også kunne være nyttigt i andre bibliotekssammenhænge, er jeg ikke i tvivl om.
Skriv et svar