Den Tyske Brandmur

Brandmuren – to afstemninger i Forbundsdagen

Uge 5 i året 25 har været en mærkelig og muligvis en skandaløs uge i tysk politik og for den politiske kultur i Tyskland. Det, der skete mellem onsdag og fredag, har indtil videre været uset i de godt 75 år, hvor forbundsdagen (Bundestag) har fungeret som øverste lovgivende instans i Forbundsrepublikken.

Onsdag, den 27.01 skulle forbundsdagen stemme om et beslutningsforslag, som CDUs formand, Friedrich Merz, og de Kristelige Demokrater stod bag. Hensigten med forslaget var at opfordre den siddende mindretalsregering af Socialdemokrater og De Grønne til at skifte kurs og føre – som det hedder på moderne dansk – en mere robust udlændingepolitik. Det var imidlertid ikke forslagets indhold, men spørgsmålet “Hvem støtter op om det?”, der løb med al opmærksomheden i den parlamentariske såvel som i den offentlige debat.

Da forslaget efter en intens og ganske følelsesladet debat kom til afstemning, kunne det mønstre et ret lille flertal på 4 stemmer, 348 for og 344 imod. Men flertallet omfattede også AfD, hvilket rokkede ved parlamentets selvforståelse og samtidigt rystede den hidtidige konsensus i den politiske kultur i Tyskland, som lød: ingen samarbejde med AfD eller andre ekstremistiske partier.

Reaktionerne kom prompte og de var ikke særligt opløftende eller venlige overfor De Kristelige Demokrater. AfD fejrede ligefrem afstemningen som en stor sejr for partiet og som begyndelse på en ny politik æra. Deres sekretær i forbundsdagen, Bernd Baumann, mente med slet skjult spydighed møntet på CDU/CSU:

Vi står i spidsen for den, AfD står i spidsen for den. De kan følge efter, Hr. Merz.

Der var en del kritiske og opbragte stemmer. Forhenværende forbundkansler og mangeårige formand for CDU, Angela Merkel mindede den nuværende partiledelse om ikke at have sørget for et flertal udenom AfD. Efter de afskyelige overgreb i Madgeburg og Aschaffenburg er spontane og impulsive beslutninger – antydede hun – forståelige, men de skal afvejes i forhold til det politiske ansvar, som CDU/CSU som midterparti trods alt har.

Tidligere havde Friederich Merz ved flere lejligheder givet udtryk for, at han helt vil udelukke, at der ved et tilfælde eller med hensigt kunne blive vedtaget love med stemmerne fra AfD. Ikke at samarbejde med eller vedtage beslutninger med støtte fra AfD – det er det, der menes med den tyske brandmur.

Vi bør aftale med Jer fra Socialdemokratiet og med Jer fra de Grønne, at vi kun sætter beslutninger på parlamentets dagsorden, som vi på forhånd med jer fra SPD og De Grønne principielt er blevet enige om. (13/11/2024)

Skuffelsen og vreden over onsdagens afstemning gav sig desuden udtryk i spontane demonstrationer i en del byer og foran CDUs partilokaler, mangeårige medlemmer meldte sig ud af partiet og Holocaust-overlevende sendte deres fortjenstmedaljer tilbage. Det hører med til billedet, at forbundsdagen to dage før havde afholdt en mindehøjtidelighed i anledning af Auschwitz’ befrielse for 80 år siden; her blev der understreget, at Shoah ikke begynder med Auschwitz men når borgerne er tavse og ser til den anden side.

Den 29.1.25 er det blevet en kendsgerning, at den tyske brandmur ikke længere findes på det parlamentariske plan – på trods af forsikringer om det modsatte.

Dramaet stoppede dog ikke onsdag; fredag den 31.01. skulle det tyske parlament igen stemme, nemlig om et lovforslag, der havde fået den ikke særlig flatterende betegnelse Tilstrømningsbegrænsningslov (Zustrombegrenzungsgesetz). Forud denne afstemning stod det klart, at der kun ville være et flertal for, hvis AfD stemte for loven. Stemningen var dog ikke helt den samme som to dage tidligere.

Den spontane offentlige vrede samt de politiske og symbolske markeringer fra torsdagen gjorde sit; usikkerheden om afstemnings udfald var stor, selvom flere partier end før havde signaleret tilslutning. På en febrilsk måde blev der søgt efter udveje.

Men da stemmerne var talt op, stod det klart, at lovforslaget var faldet igennem. 338 parlamentsmedlemmer havde stemt for og 349 imod forslaget, fem parlamentsmedlemmer har undladt at stemme. Flere medlemmer fra De Kristelige og De Frie Demokrater end i onsdags havde enten stemt imod eller havde undladt at stemme. Muligvis kan man sige, at brandmuren holdt ved denne afstemning, og må dog straks tilføje, ikke fordi et flertal af partierne ville det, men fordi et uventet stort antal medlemmer af forbundsdagen stemte mod deres partiledelse.

Mangfoldighed mod ensretning

Tænker man på indholdet af det, der skulle stemmes om, og på den måde, det blev sat til afstemning, falder mig umiddelbart et vers fra Heinrich Heines “Tyskland et Vinteræventyr” ind. (i)

Den sørger for Enhed i Tanke og Tro,

med Kæft, med Trit og med Retning.

Et ensrettet Tyskland er Tidens Program,

Dagens forløsende Sætning.

De Kristelige Demokrater har valgt side. Man kan tvivle på, om Merkel-fløjen er stærk nok til at hæmme partiets drift mod højre. Meget tyder på, at der fremover bliver ført blokpolitik på migrationsområdet uden dog at formalisere samarbejdet med AfD. Imidlertid kan man påpege, at diskursmagten på dette område ligger hos AfD. Skal den vindes tilbage, kan det ikke undgås, at partiernes politikker og diskurser nærmer sig hinanden. Armin Nassehi, sociologiprofessor på universitet i München, fremhæver i et indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at Merz har efterlignet AfDs nedbrydende måde at kommunikere og føre politik på: enten-eller løsninger og ingen gensidighed i bestræbelserne på at finde politiske løsninger.

Han (Merz) behøver overhovedet ikke at arbejde sammen med AfD; han opfører sig som AfD, når han præsenterer parlamentet for en sandhed, som han ikke er villig til at forhandle om. (ii)

Det kommende valg i slutning af februar vil vise, hvem der fører an og hvem der følger efter.

Når forbundsdagsdagen ikke kunne finde et flertal uden AfD, er det noget mere opløftende, at et bredt netværk af civilsamfundsorganisationer og engagerede borgere demonstrerede for et åbent samfund. Mellem 400.000 og 500.000 mennesker gik i sidste weekend (uge 5) på gaden i kamp mod racisme og til forsvar for demokratiet, diversiteten og menneskerettighederne. Weekenden i uge 6 var det omkring 300.000 mennesker alene i München, der var samlet under mottoet: Vi er tilstede, når vores demokrati kalder. Samtidigt minder disse demonstrationer de konservative eliter om, at emner som migration, asyl og integration helst skal debatteres og løses på basis af de værdier, der er grundfæstet i den tyske grundlov, og med ansvar for den tyske historie. (iii) Om ensretning på udlændingeområdet bliver den forløsende sætning for Tysklands fremtid, afgøres den 23. februar 2025.

Den retoriske kamp om den tyske brandmur er så småt begyndt. Mens borgere går på gaden under mottoet “Vi er brandmuren”, har CSU i Bayern på det seneste slået til lyd for, at det er “os, der er beskyttelsesmuren, at det er os, der er brandmuren”. Samtidigt har partiet advaret kirkerne om ikke at blande sig alt for højlydt i politiske spørgsmål. Strategien synes at være klar: advarsler mod institutioner, der kommer med kritik mod partiets migrations-og asylpolitik, plus en retorisk afvæbning af borgerprotester, der fraråder et direkte eller indirekte samarbejde med nationalistiske og ekstreme kræfter. Ved at proklamere, at De Kristelige Demokrater er brandmuren, fravrister man den politiske modbevægelse dens samlende slogan og identitetsmarkør. Den politiske kritik og modstand forsøges hentet tilbage i den parlamentariske arena; protesten naturaliseres, idet den gøres til en tvist mellem partier.

Brandmuren – en vag betegnelse

Men hvorfor er man så optaget af betegnelsen Brandmauer i Tyskland? Metaforen brandmur er på sin vis indlysende, men samtidig er den også noget vag. Ild fremstår som en faretruende naturkraft – ligesom nationalistiske og ekstremistiske bevægelser udgør en trussel mod det parlamentariske system og mod demokratiet. Brandmuren skal forhindre ilden i at brede sig. Så vidt, så godt.

Men brande opstår af mange grunde: forsatslig ildspåsættelse og selvantændelse er de to yderpoler. Og en ildebrand spredes på ret forskellige måder. Metaforen siger ikke ret meget andet end, at der er fare på færde og vi må beskytte os og vores demokrati. Men er en brandmur den form for beskyttelse, der virker bedst eller efter hensigt mod den politik, der anses for at nedbryde den politiske kultur og de demokratiske værdier i Tyskland? Imidlertid er nationalistiske og ekstremistiske grupperinger ikke opstået af ingenting.

For at forblive lidt i metaforens betydningsunivers er brandmure en form for brandsikring – ligesom branddøre, brandgardiner, ståltag eller stenuld. De er imidlertid passive tiltag; de sørger først og fremmest for, at ilden ikke spreder sig, hvilket måske er godt nok. Den nødvendige aktive del af sikringen fortoner sig i baggrunden. Mure forhindrer brande i at sprede sig, men de skal også gerne slukkes. Man kan håbe, at Tyskland med de store demonstrationer i de seneste to uger er begyndt aktivt at værne om demokrati og menneskerettigheder.

Det er ikke kun den manglende opfordring til aktiv brandsikring, hvor metaforen knirker lidt. Den gør det nok heller ikke tydelig, hvilken type brand det tyske demokratiet står over for. Skovbrande, som dem der kunne ses i Californien i år, er af en anden art som for eksempel husbrande eller jordbrande. Skovbrande, som måske kan sammenlignes med populismens heftige vindpust, blusser hurtigt op og spreder sig voldsomt; men de kan også slukkes igen. Jordbrande, som kunne være et billede på mere grundlæggende sociale og politiske brydninger i det tyske samfund, breder sig derimod langsomt under jordens overflade og fortærer alt organisk materiale. Tager vi en af de kendte jordbrande i Tyskland som eksempel, den såkaldte Planitzer Erdbrand, tog det 15 år at slukke den. Man kunne desuden tilføje: i begge tilfælde hjælper en brandmur nok ikke ret meget.

Og så er der også de tilfælde, hvor branden er opstået af overlagt og forsætlig ildspåsættelse. Og det er muligvis i den forbindelse den tyske brandmur giver god mening. Det mest kendte eksempel på politisk motiveret pyromani i nyere tid er Rigsdagsbranden i februar 1933. Der er tale om en påsat brand, som fik det tyske parlament til at brænde ned med lynets hast. Og branden blev straks udnyttet af nazisterne. Ved hjælp af et dekret fra rigspræsidenten blev den demokratiske forfatning sat helt ud af kraft, politiske modstandere blev interneret og den politiske kultur ensrettet.

Ligeså interessant som selve branden er det politiske rænkespil, der fandt sted i januarmåned 1933 og endte med Hitlers udnævnelse til Rigskansler. Her kunne en brandmur have været nyttig, nemlig som en selvforpligtelse af de konservative eliter omkring Kurt von Schleicher og Franz von Papen ikke at ville samarbejde med nazist-bevægelsen. En brandmur af denne type ville formentlig have haft den konsekvens, at Hitlers udnævnelse til Rigskansler ikke ville have fundet sted. Men der var ingen brandmur – hverken i ord eller dåd. Sagt på en anden måde: den politiske modstand, der stadig fandtes i slutningen af Weimarrepublikken var for splittet og kunne derfor ikke samles i en stærk opposition. Franz von Papens virken i Weimarrepublikkens slutspil blev mest kendt under parolen at være Hitlers stigbøjle-holder.

Opmuntring

Måske vil den metaforiske brandmur, som Tyskland lige nu taler så meget om og begynder at organisere sig i forhold til, få en virkning. Måske lykkes det at holde AfD udenfor den parlamentariske magt og at minimere populistiske og radikale tendenser i det tyske samfund. Afstemningen den 29.01.25 viste med al tydelighed, hvor skrøbelig den tyske brandmur er. På det parlamentariske plan har den slået så grumme revner, at man har svært ved at forestille sig, at disse revner kan lappes.

Godt nok kunne lovforslaget fra 31.01.25 ikke mønstre et flertal, hvilket også skyldes modstanden fra De Kristelige og De Frie Demokrater; godt nok har der været en heftig og kontrovers debat i parlamentet, men det er blevet åbenlyst, at forbundsdagen er splittet, og – kunne man tilføje – ligeså splittet som det tyske samfund, når det gælder migration og udlændingepolitikken.

Imidlertid er det opmuntrende, at en udenomsparlamentarisk brandmur er ved at organisere sig. Ca. 1 million mennesker har været på gaden i de to sidste uger, der har samlet sig under mottoet: Vi er brandmuren eller Vi er tilstede, når vores demokrati har brug for os. Det er sikkert i første omgang også godt nok, at så vag og upolitisk en betegnelse mobiliserer så mange mennesker. Desuden kan man trøste sig med, at Berliner Republikken (endnu) ikke har noget tilfældes med Weimarrepublikken og at Friedrich Merz på ingen måde er Franz von Papen.

Man kan håbe på, at de aktuelle protester og de gode argumenter for diversitet og for demokrati og menneskerettigheder er med til at sikre et åbent og tolerant Tyskland. Demonstrationerne hjælper næppe på at stoppe eller minimere den tilslutning, som AfD har fået siden det seneste valg til forbundsdagen i 2021. Men de kan påminde de etablerede partier om nødvendigheden af at samarbejde om konstruktive og visionære løsninger, hvad angår de sociale og økonomiske udfordringer, som Tyskland aktuelt står overfor.

Valget til Forbundsdagen den 23. februar vil sikkert give et fingerpeg om, i hvilken retning landet og samfundet vil rykke.

Som en god afslutning af denne notits falder mig Wolf Biermanns sang fra 1968 med titlen “Opmuntring” ind. Det første vers lyder i dansk oversættelse som følgende:

Du, lad dig ikke forhærde

I denne barske tid!

De al for hårde, knækker –

De al for spidse, stikker

og brækker af nu snart!

Noter og henvisninger:

i Heine, H. (u.å.) Tyskland et Vinteræventyr. Gendigtet paa Dansk af Hans Hartvig Seedorff. Selskabet Bogvennerne. Seedorff gør i bogens korte forord på en fortræffelig måde opmærksom på, hvorfor det var nødvendigt for ham at få Heine oversat: i åbenlyse krisetider er der brug for politisk modspil – som udfordring såvel som opmuntring. Dette gælder måske også, når man tænker på Tyskland i dag. Med “Den” i digtets første linje menes Toldforeningen – en sammenslutning af tyske stater, der havde til formål at fremme Tysklands økonomiske og politiske enhed.
ii Nassehi, A. (05.02.2025). So ist Demokratie? Friedrich Merz sollte es besser wissen. Frankfurter Allgemeine Zeitung Nr. 30. S. N 3. Min oversættelse https://www.faz.net/aktuell/feuilleton/debatten/bundestagswahl-friedrich-merz-kopiert-stil-und-vorgehen-der-afd-110274198.html
iii https://www.spiegel.de/panorama/migrationspolitik-tausende-menschen-demonstrieren-in-deutschland-gegen-rechts-a-98744369-4b59-44f7-85c4-553aed83538c?sara_ref=re-xx-cp-sh