Churching alone
At kulturinstitutioner, på hver deres måde, materialiserer, formidler og kommunikerer vores fælles historie er næppe noget nyt. Det er heller ikke nyt, at kulturinstitutionerne også er et immaterielt symbol på vores fælles værdisæt, viden og historie. De gamle institutioner er med andre ord fælles hukommelsespunkter; de synliggør dele af vores kultur og binder os sammen som individer, grupper og nation.
Men hvad sker der med kulturinstitutioner, når individualisering og markedsorientering truer traditionens autoritet eller mindsker den sociale kapitals sammenhængskraft? Vil det mangfoldige folkelige fællesskab tabe sit værdimæssige ståsted og hvad det vil sige at være et fællesskab. Kan institutioner både forblive tro mod den tradition, de er en del af, og samtidig være konstruktiv og innovativ, når det gælder samfundsmæssige forandringer såsom individualisering og markedsorientering? Når kulturinstitutioner er et symbol på folkets kollektive vilje, hvordan kan så de samtidig være et samlingspunkt for individuelle behov? Kan og skal offentlige institutioner konkurrere med de andre kulturtilbud på markedsvilkår?
I bogen Individualisation, Marketisation and Social Capital in a Cultural Institution – The Case of the Danish Folk Church (Iversen et al., 2019), bliver det naturlige samspil mellem det individuelle og det kollektive tematiseret som såvel et socialt og et kulturelt fænomen. Bogen har sat sig for at placere kulturinstitutioner midt i kampen mellem et fælles behov for social ansvarlighed og det individuelle ønske om uafhængighed. Undersøgelsen er et casestudie med fokus på folkekirken som kulturinstitution. Men bogen er mere end en beskrivelse af folkekirkens historie og liv i dag. Flugtpunktet for analysen er alle kulturinstitutioner. Dens hensigt er at gøre os kloge på det samfund, vi skaber og som skaber os, på folkets institutioner og institutionernes folkelighed og på konflikten mellem offentlige goder og den private og selektive konsumtion af offentlige gode.
Fra statskirke til kulturinstitution
Kulturinstitutionerne, som vi kender i dag, er en arv fra oplysningstiden; deres formål er at give befolkningen fri adgang til viden. I en lidt bredere forstand er deres formål at give mennesker mulighed for at tænke, sige og mene, hvad de vil – under hensyntagen til fornuften. Den frie og lige adgang til oplysning og viden står som et billede på det moderne samfund i hele sit blændende, demokratiske lys. Folkekirken har udviklet sig fra tidernes morgen til i dag; og den er blevet til en kulturinstitution. En kulturinstitution set i lyset af traditionen og definitionen fra oplysningstiden (Warburg, 2019: 38).
Kirken har gennemgået store forandringer og en markant udvikling – fra statskirke over absolut enevælde til egenskaben af en kulturinstitution; der er tale om en sekulariseringsproces, der endte med, at kirken er blevet en (profan) kulturinstitution, som er underlagt de samme tendenser og samfundsmønstre, som andre danske kulturinstitutioner. Folkekirken kan altså betragtes som en kulturbærende institution på linje med f.eks. biblioteker, museer og teatre. Især betragtet fra brugerens perspektiv. Forandringen kan f.eks. ses i de reformationsjubilæer, der hvert 100. år har fundet sted siden 1617. Det sidste jubilæum fandt sted i 2017. Siden 1617 har de forskellige fejringer skiftet karakter, og kirken er desuden gået fra at være statskirke til at åbne sig for den demokratiske tanke om folket. Den er blevet en folkekirke efter Grundlovens indførelse i 1849. Folkekirken har været i en evig “forhandling” og dynamik med dens brugere og staten.
I bogens undersøgelse af folkekirken som kulturinstitution forudsættes det, at religionsbegrebet hænger sammen med kulturbegrebet. I bogen beskrives det således: “Phenomenologically, there is no significant reason to deal with danish religion and Christianity as something different from other sorts of culture. Religion is a special or distinct part of culture”. (Iversen, 2019: 17). Bogens sigte er altså at undersøge folkekirken ud fra en kulturel præmis.
Den tidligere lektor i faget praktisk teologi fra Københavns Universitet, Hans Raun Iversen, er en af de skrivende hovedkræfter i bogen. Han beskriver blandt andet, at og hvorledes folkekirken kan betragtes som en kulturinstitution på flere grundlæggende måder:
Alle kulturinstitutioner promoverer, kommunikerer eller formidler bestemte elementer af kulturen. Folkekirken kommunikerer (dansk, evangelisk-luthersk) kristendom. Kulturinstitutioner er forpligtet til at målrette deres profiler og strategier efter både deres værdi i samfundet og i forhold til befolkningen. Dette medfører ændrede prioriteringer, strategier og medarbejderprofiler inden for institutionen, og denne udvikling sker naturligt over tid. Til sidst følger mennesker de samme mønstre, når de bruger folkekirken, som når de bruger enhver anden institution. De bruger en kulturinstitution til det, de har behov for, ud fra deres personlige interesser – og dette uden nødvendigvis at identificere sig med alt, hvad institutionen står for eller producerer af kultur (Efter Iversen, 2019: 21).
Folkekirken er underlagt opmærksomhedsøkonomiske rationaler. Den målretter også sit arbejde og sin kommunikation til samtiden, som enhver anden kulturaktør. I dag formulerer den sine budskaber og opgaver på nye måder. Siden årtusindeskiftet har kirken f.eks. bestræbt sig på, at inddrage brugere og kirkegængere mere direkte og aktivt. De inviteres til at deltage i gudstjenesten ved at læse op, skrive en bøn eller aktiveres på andre måder gennem Yoga og Taize-inspirerede gudstjenester.
Nye vaner i befolkningen
Sekulariseringsprocessen har udviklet sig i Danmark, så danskerne nu lever i et post-sekulært samfund. I teorien lever danskerne i midten af en luthersk kristendom og en anti-religiøs offentlighed. Der findes dog en religiøs dimension i de fleste dele af samfundet, eftersom samfundet er dybt indlejret i kulturkristendommen. Det har bogen undersøgt, og det kan blandt andet ses i, at danskerne bliver meget religiøst funderede, når de møder ting, der rækker ud over deres dagligdag og deres hverdagshorisont. Det kan være sorg, dødsfald eller epokegørende begivenheder og oplevelser, der kræver svar på spørgsmål, der har et religiøst sprog eller baggrund.
Denne tilgang har også en sammenhæng med en særlig individualisering af befolkningen, af det samfundsmæssige system og dermed af kirkelivet. I bogen fremsætter teolog Karen Marie Leth-Nissen i teksten om individualisering og New Public Management-tendenser (Christoffersen & Leth-Nissen, 2019), begrebet Churching Alone. Churching Alone er et begreb, der favner den tendens, at folk bruger folkekirken som et individuelt motiveret (og dybt eksistentielt) valg. Det afhænger simpelthen af, hvad det enkelte menneske kan bruge kirken til på et givent tidspunkt i dets liv.
For en hvilken som helst kulturinstitution er det individuelle blik på brugeren en vigtig erfaring at gøre sig, fordi det ikke kun er i folkekirken disse tendenser og fænomener findes. Bogen forholder sig til individualitetsdyrkelsen, og kommer også med teologiske, samt kirkelige, traditionelle baggrunde, for dette fænomen – udfaldet forgrener sig bare i kulturstudier. Kulturinstitutioner må tage ved lære af hinanden, og denne bog giver et særligt indblik i en historie, som har formet det land og den kultur, vi lever i.
Anbefaling
Bogen Individualisation, Marketisation and Social Capital in a Cultural Institution – The Case of the Danish Folk Church fortæller direkte om folkekirken – og særligt i lyset af vor tids kultur med de tendenser, der eksisterer på godt og ondt. Den fortæller om sammenhængen mellem begreber som danskhed, stat og folk. Den fortæller om fællesskab og individualitet, og markedsbegreber som New Public Management. Bogen giver et helt særligt indblik i de forventninger og behovsmønstre, der findes i befolkningen i dag, og den giver forklaringer, empirisk grundlag og evidens for fænomenernes kulturelle og sociale ophav. Kulturinstitutioner – fra kirker til biblioteker – er nok i større eller mindre grad påvirket af de samme strukturelle vilkår og udviklinger i samfundet. Men institutionerne skal finde specifikke svar – altså svar, der er i overensstemmelse med deres tradition, værdigrundlag og selvforståelse.
Bogen henvender sig både til fagfolk, og til dem, der er interesserede i folkekirkens rolle i samfundet, som det ser ud i dag. Der drages løbende paralleller til andre kulturbærende institutioner som biblioteker, museer og teatre, og dette gør læsningen vedkommende for andre kultur-aktører også.
Kilder
Iversen et al. (2019). Individualisation, Marketisation and Social Capital in a Cultural Institution – The Case of the Danish Folk Church. University of Southern Denmark
Christoffersen, L. & Leth-Nissen, K. M. (2019). Legally Supported Marketisation and Individualisation of the Folk Church as a Cultural Institution. Iversen et al. (red). I: Individualisation, Marketisation and Social Capital in a Cultural Institution – The Case of the Danish Folk Church. University of Southern Denmark
Warburg, M. (2019). From State Church to Folk Church: Origins of a Cultural Institution as Reflected in the Reformation Celebrations in Denmark 1617-2017. Iversen et al. (red). I: Individualisation, Marketisation and Social Capital in a Cultural Institution – The Case of the Danish Folk Church. University of Southern Denmark
Skriv et svar