Artiklens forfatter ser ret bekymret på den udefra kommende indflydelse og påvirkning, som kulturlivet og kulturinstitutioner i dag og i stigende grad er udsat for. Institutionernes gode hensigter bliver sat på prøve, når konkurrencestatens økonomiske og teknokratiske dagsorden rulles ud og begynder at dominere kulturpolitikken og institutionernes selvforståelse.
Denne bekymring er ikke et ukendt fænomen. Den tyske sociolog Georg Simmel f.eks. ytrer omkring 1910 en lignende tanke. Han peger på, at kulturen opløser sig i autonome værdisfærer og derved mister sin evne til at samle og integrere. Når grøften mellem den objektive kultur og den enkeltes livsverden næsten per automatik bliver større, så har vi ifølge Simmel med en tragisk udvikling at gøre – tragisk, fordi afstanden mellem objektiv og subjektiv kultur ikke en gang ved hjælp af god kulturformidling lader sig mindske i nævneværdigt omfang.
Artiklens forfatter plæderer for, at man i højere grad burde sætte følelserne i centrum for kulturformidlingen. Det er de følelsesmæssige aspekter i formidlingsprocessen, der for ham er med til at anlægge gangbare stige og veje i nutidens labyrintiske verden. Det levede og det levende liv fungerer som vidensbyrd og autentisk vejviser. Forkynderen og entreprenøren bruges som rollemodeller.